RESKA Birkerød og Haderslev

På et tidspunkt blev jeg sammen med fabrikken i Haderslev, sat til at udvikle pavillionsystemet så det bedre kunne opfylde de danske isoleringskrav. Det var en meget spændende opgave hvor jeg havde et meget nært samarbejde med fabrikschefen Palle og værkføreren Jørgen på fabrikken i Haderslev.

På et tidspunkt blev min chef Henning Kornbo bortvist fra firmaet på grund af uoverensstemmelser med chefen for byggeafdelingen, men efter kort tid fandt firmaet så ud af, at problemet ikke var Henning Kornbo.  Henning Kornbo arbejdede så en tid igen i firmaet indtil han fik job hos Dansk Totalentreprise i Glostrup.

Efter at også jeg havde nogle uoverensstemmelser med chefen for byggeafdelingen, fik jeg en aften en samtale med Rudolf Koreska hvor jeg fortalte om mine uoverensstemmelser med chefen for byggeafdelingen, og at jeg ikke længere ville være i Birkerød under disse forhold, samt at jeg jo havde et meget godt samarbejde med fabrikken i Haderslev. Koreska drejede straks 90 grader rundt på stolen og ringede til fabrikschefen.  Palle og jeg havde jo talt om det forinden, så det var i orden.

Det havde ellers været dejligt at arbejde i firmaet i Birkerød sammen med mange gode medarbejdere. Dagen efter opsagde jeg mit værelse på Frederiksberg, og pakkede mine ejendele ned i Volvo’en og kørte så til Haderslev.

De første par dage boede jeg på motellet ved Haderslev Dam og hjalp på RESKA’s møbelfabrik i Sønderborg med udarbejdelse af tilbud på møbler til Panum Instituttet i København. Efter et par dage flyttede jeg på værelse hos et ældre landsmandsægtepar på Simmerstedvej i Haderslev og begyndte så på fabrikken på Fjordagervej i Haderslev.

Arbejdet med modernisering af pavillionerne fortsatte så, og det var jo dejligt at have fabrikken lige uden for døren med nem kontakt til værkføreren Jørgen. Inde i kontorbygningen sad Palle fabrikschef, Yde indkøbschef og Kirsten kontordame. Det var en dejlig tid på fabrikken, lige indtil den trådte i betalingsstandsning. Advokaterne forsøgte så at få os funktionærer til at læsse de pavillioner fra lageret som var klar til udlevering. Da der var købt arbejdstøj ind til os, fandt værkføren ud af, at vi ved at læsse pavillionerne ville være timearbejdere som hurtigt kunne fyres. Der gik nu mange dage på kontoret hvor vi ikke kunne lave noget, vi havde ingen penge og ej heller olie til fyret, så vi frøs. Spånsiloen var også tom, så vi listede over på fabrikken og lavede forskellige ting på maskinerne så der kunne blive lidt træspåner til fyret.

Advokaterne ville så have en samtale med mig i Birkerød for at få lidt at vide om forholdene på fabrikken og om der kunne igangsættes en udlevering af de færdige pavillioner. Efter dette møde ville jeg jo gerne have penge for køreturen frem og tilbage til Haderslev, men det kunne der absolut ikke være tale om, idet jeg måtte være interesseret i at fabrikken kom på fode igen. Jeg blev så gal over dette svar, at jeg kørte ind til Henning Kornbo i Farum for at rase lidt ud.

“Villy, hvad med at komme til Herning til Robert Christiansen” - (et rådgivende ingeniørfirma)? Robert Christiansen var rådgivere for Dansk Totalentreprise hvor Henning Kornbo nu var salgschef. Kort tid efter var jeg så blevet ansat i Robert Christiansens’s arkitektafdeling.