Det var en dejlig tid i Den Stråtækte Skole som så blev nedlagt og fjernet da jeg skulle i 7. klasse. Det var de bedste 6 år af mine 7 år i folkeskolen.
Det var en sorgens dag da jeg begyndte i Fjellerad Skole med rigtig mange elever og lærere, jeg følte ikke at kunne lære noget der, havde jo lært det hele i den stråtækte derhjemme i Gunderup. Et fag var jeg dog meget glad for, nemlig sløjd hvor jeg jo var lidt på hjemmebane fra værkstedet af. Blandt de mange ting der blev lavet til sløjd, var en 4-armet lysestage skåret ud med teksten JUL og en bejdset serveringsbakke til Moren (Snedkerinden).
Gunderup Præstegård - konfirmationsstuen - var rammen om undervisningen hvor man gik til præst og fik lært sin katekismus.
Som præst havde vi fået Knud Jensen - en meget afholdt præst i kirken, men særligt hos os unge, der nød samværet med præstefamilien til ungdomsmøderne i præstegården.
Blandt de mange konfirmander var Enrico - en Aalborg dreng der var kommet på landet for at få lidt opdragelse hos Patent Aage på Vårstvej, han bidrog til undervisningen med fremvisning af let påklædte damer på postkort i frikvarterene.
Enrico kunne få Patent Aages traktor til at lyde som en diesel, ved at afmontere et eller to tændrør.
Da Theodor Håls, ejeren af den store gård lige ved siden af vort hjem, fik den første traktor, var der stort opløb på vejen.
Det var en stor oplevelse at se den helt nye og grå Massey Ferguson som Theodor stolt viste frem og vi som børn fik lov at køre ude på markerne når der skulle køres frem ved roeoptagningen og under kornhøstningen.
Så vidt der huskes gik Henning og mig en overgang i søndagsskole oppe i konfirmandstuen inden vi begyndte i baptisternes søndagsskole i Oppelstrup hos Emil Nielsen. "Min hat, den har tre buler o.s.v." blev ofte sunget og husket. Op til jul drog vi i samlet flok ud til ældre mennesker i området med en lille julehilsen. På en af Emil's nabogårde blev vi unge mennesker budt på en lille smagsprøve af gårdens hjemmelavede Mjød. Hvordan det smagte den gang, kan ikke huskes.
Efter skoletid tjente jeg i en periode på en lille ejendom på Vårstvej i Gunderup. Arbejdet bestod i flere ting, bla.a. roehakning langt uden for byen. Jeg havde ingen ur, men måtte holde øje med rutebilerne på Hadsundvej for at kunne holde fyraften rettidigt. Det var lidt ensomt, men lønnen var jo stor - kr. 50,- halvårligt!
Bror Henning tjente jo også i en meget ung alder på forskellige gårde, blandt andet hos Sognefogeden der havde en stor Volvo traktor. Når traktoren kom kørende var det svært at få øje på Henning der ikke fyldte meget i det store sæde.
Som dreng fik jeg også jobbet som avisbud for Aalborg Stiftstidende med under 10 abonnenter i Gunderup. Det var fortrinsvis Aalborg Amtstidende som bønderne holdt sig til. Om søndagen var der så en ca. 15 km lang tur ud i oplandet til Essendrup og Oppelstrup.
En stor hjælp til dette job var mine søskende og Snedkerens Austin Cambridge varevogn når vejret var for surt til cykling. Den gang var der tit meget sne om vinteren, hvor cyklen så måtte trækkes igennem sneen på markvejene der hurtigt føg til.
I ferierne var jeg flere gange på Ellidshøjgård hos Faster Agnes og Onkel Kresten, det var en dejlig tid, især når høsten skulle ind, og hvor der blev lejlighed til at køre gårdens David Brown traktor, der skulle trække selvbinderen. Der var stor iver for at komme ud at høste, men duggen skulle jo først være væk, og det kunne godt tage hele formiddagen.
I flere år var det en stor fornøjelse for os at komme ned til hovedvejen i Ellidshøj når der var Rebildfest og notere bilnumre, særligt fra de mange udenlandske biler der kom forbi på vej til Rebild. En underlig forteelse! men vi gjorde det.
Asmus Jæger, der var min bedste og eneste lærer i den stråtækte, flyttede med til Fjellerad skole i en kort periode. Senere flyttede han til Nøvling Skole hvor jeg sammen med andre fik undervisning i maskinskrivning nogle aftener. Det var en fornøjelse og glæde igen at blive undervist af ham.
Efter det syvende år på Fjellerad skole, tog jeg en toårig prælimæreksamen på en privat skole i Aalborg om eftermiddagen.
Formiddagene blev brugt til læsning, men også til at hjælpe Snedkeren både på værkstedet og ude på arbejdsstederne. Der var ca. 15 kilometer ind til skolen på cykel. Tit var det dog rutebilen jeg tog med, her var det rutebil Svend og Børge der troligt styrede bussen fra Vårst til Aalborg dag ud og dag ind. Som lille purk har jeg mange gange stået og ventet på Svend og Børge der tit og ofte skulle have en pakke eller et brev med fra Snedkeren til Aalborg, nogle gange måtte jeg også få rutebilen til at vente på Mor - ja hun havde nok at se til med Henning, med at få ham renset for skidt, så også han kunne komme med til byen.
Som dreng var der jo meget sne, med høje driver selvom der var blevet sat snehegn op på steder hvor risikoen var stor.Det var altid spændende at være ude og se på sneplovene der med større eller mindre iver forsøgte at komme igennem snemasserne.
Herluf fra Oppelstrup var nu den vognmand der med størst iver og uden hensyntagen til materiellet forsøgte at komme igennem. Ofte måtte byens landmænd og karle grave sneploven fri inden et nyt forsøg.
Far lavede en rigtig flot og stor kælke som blev flittigt anvendt af os børn og byens børn.
Henning og jeg var ikke ret gamle inden vi fik vores første bil - dog med pedalkraft. Far havde lavet en virkelig flot model hvor der var siddepladser både på for- og bagsædet.
På et tidspunkt fik Gunderup Kirke - Himmerlands Domkirke - nyt blytag, det var spændende at se den måde som blypladerne blev støbt på. Blytækkerne begyndte at komme i vort hjem, og den ene tækker havde taget en gammel rutebil med som Far skulle indrette som en stor selvkørende campingvogn. Jeg kan huske at flere sæder blev opmagasineret nede i vores kælder og et par stykker blev anvendt i Fars højrestyrede Morris varevogn på papegøjeplader.
Denne Morris blev anvendt til mange ting, bla.a. til at hente grus ude i Søren Rasmussens grusgrav. Der var jo kun 1 kilometer der ud på markvejen, så det var Henning og mig der egenhændigt i en meget ung alder kørte denne tur flere gange. Søren Rasmussen var jo sognefoged - Gunderup by's myndighed, men som nok ikke havde kendskab til de unge chauffører - Henning kørte jo i forvejen hans store Volvo traktor.