Merete er gået bort
Vi starter desværre 2017 med at måtte meddele, at vi ved Meretes død den 10. januar har mistet et elsket medlem af Gårdlavet. Merete, der var repræsentant for afd 68, har været fast tovholder på økonomien og hun var, qua sin faglighed, grundighed og mange år i Gårdlavet, også den, der havde styr på historikken, de tekniske installationer, driftsaftaler, planter og beboere. Vi kommer til at savne Meretes ivrige og muntre selskab, ikke bare i Gårdlavsregi, men også privat.
Ny Gårdlavsrepræsentant for afd. 68
Vi siger velkommen til Irena Mejnø, der har overtaget Meretes plads som Gårdlavsrepræsentant for afd. 68.
Bålpladsen i rotunden
Forleden var brandvæsnet på besøg, for at slukke et bål på bålpladsen i rotunden. Vi ved ikke om brandvæsnet kom uopfordret, eller om der var blevet ringet efter dem, men i fald, at der er blevet ringet efter dem, vil vi lige, for en god ordens skyld, gøre opmærksom på, at det altså er tilladt at lave bål på bålpladsen.
Byggeplads i Pr.g. 61 – 63 og boldbanen
Ifølge aftale med ejendommens ejer, Jens, så skulle boldbane og eternithegn være reetableret ved udgangen af 2016, asfaltvejen måtte ikke blokeres og der skulle til enhver tid være afskærmet ud mod Prinsessegade.
Det er tydeligt, at Jens ikke overholder disse aftaler, og at han derudover ikke opbevarer byggeaffaldet efter forskrifterne.
Trods gentagne henvendelser fra Gårdlavet, har Jens ikke rettet op på forholdene og Gårdlavet har nu opsat trådhegn i hullet ud mod Prinsessegade og udstedt en frist for hvornår boldbanen skal være ryddet og genetableret. Fristen er 1.2. 2017.
Jens’ byggeplads er nu blevet anmeldt til brandmyndighederne for at blokere brandvejen, til ’Københavns Kommunes ejendomsafdeling’ for at henstille affald på fællesarealerne og til ’Københavns Kommunes afdeling for støvgener’ for at forurene jorden.
Disse anmeldelser har medført et påkrav fra Kommunen om at gældende regler for affaldshåndtering overholdes og Københavns Kommune har desuden meddelt Gårdlavet, at de er behjælpelige ved det videre forløb, såfremt Jens ikke efterkommer Gårdlavets og Kommunens krav.
Affaldsskure
Der er for tiden ekstra tryk på vores skraldeskure, og vi har derfor indskærpet over for vores renholdningsfirma, at de skal få affaldsmængderne under kontrol, så vi fremover undgår at rod og affald eskalerer med rekordfart, fordi det står i vejen for tømning af fx pap, glas, og papir mm.
Kompostordning
Kommunen har meddelt at de i 2017 opstiller containere til indsamling af køkkenaffald til kompostering, og vi nedlægger derfor den eksisterende kompostordning og kaster os i stedet over kompostering af haveaffald. Der vil derfor ske en ændring af kompostpladserne i haven i løbet af 2017.
Nyhedsbrevet
Husk at du kan tilmelde dig vores nyhedsbrevet ved at sende en mail til strygejernets@gmail.com
Så er du sikker på at få nyhederne leveret direkte i din indbakke.
Hilsen fra Gårdlavet