Turberetning fra Mistrell

Sjælland Rundt på Indersiden i Balladen Mistrell af Orø

Som eneste tilmeldte Orø båd skulle min Ballade Mistrell starte tæt på vores egen havn. Ved Midtfarvandsbøjen lidt syd for havnen kl.9.12 lørdag den 15. juni. Vejrudsigten var til fin og en solrig sejlads frem til middag kunne påregnes. Herefter skulle vejret slå om og der var varslet blæst op til 12 sekundmeter.

Albin Vega - Lady Day

Vi fik en fin start på sekundet og kurset blev sat mod første rundingsmærke ved Nykøbing Sj. Rønnen. Alle sejl var sat inkl. gennaker så det gik hurtigt. Næsten 8 knob. Herved passeres de fleste andre startende både.

Billedet illustrerer sejladsen til Rønnen. Efter runding af Rønnen blev kursen sat mod Klintebakke afmærkningen ved Lynæs.

Her kom der betydelig mere vind. Trods denne havde vi en fin tur igennem ”Kulhusrenden”. Vindretningen passede fint. Herefter gik turen sydover mod broen ved Frederikssund. Kong Frederiks Bro som er et af knudepunkterne. Her mødes mange sejlere fra nord og syd hvert år. Der er nok at se til for brofogeden når bådene skal lukkes under fra begge retninger på ca. 5 minutter.

Efter broen var passeret forestod der neutraliseret sejlads igennem det smalle løb i Roskilde fjord. At sejladsen er neutraliseret betyder, - at den tidsmæssig ikke tæller med i det samlede regnskab som føres i bådens logbog.

I logbogen noteres tidspunktet når en af sejladsens afmærkede rundingsbøjer passeres. Samt foran – og bagvedliggende både. Det gik rigtigt fint med at notere her på det første stykke. Et forhold der skulle ændre sig efterhånden som dagen og vejret skred frem i den retning som metrologerne havde lovet.

Ved Selsø Hage i Roskilde fjord sluttede vi den neutraliserede del af sejladsen og sejlede mod Ægholmene, Nørrerev og Møllekrogen helt oppe ved Gershøj for derefter at sejle omkring de små øer ved Langholm.

På denne strækning tog vinden kraftig til og sendte byger af regn og hagl ind over båden der lagde sig som små kugler på kistebænkene.

Vi sejlede fra Selsø Hage kun med et sejl oppe, -storsejlet og var således forberedt på det værste vindmæssigt. Men ved 17 tiden forsøger vi at sætte yderligere et sejl. Bådens fok. I samme sekund som sejlet bliver rullet ud vælter en sort tornadoagtig sky ind over båden og vandet piskes op. Sejlet slår voldsom og må med stort besvær bjerges. Desværre revet lettere itu. Heldigvis kan vi fastholde kursen omkring Langholm de små øer der kan ses fra Hornsherred siden ved Gershøj med kun storsejlet oppe.

Vi fortsætter i voldsom blæst og regn mod Herslev havn som vi har besluttet at overnatte i.

Det lykkes os, at komme fint i havn for et enkelt sejl og fandt en dejlig ledig havneplads hvor Balladine normalt ligger. En Ballade som Mistrell som jeg vidste også deltog i SRPI så fortøjningerne passede fint. Tak til Leo fra Herslev. Vi kan gratis benytte os af havnepladser i lighed med de sejlere der ankom til Orø lørdag aften.

Fire Accent 26'ere på Orø

Alle deltagere af SRPI bytter havneplads og klubfaciliteter rundt i hele fjorden denne aften. Her er fire Albin Accent'er forsamlet på Orø lørdag aften.

Til Herslev havn og sejlklub kom mange af de sejlere som vi startede sammen med og vi får sat et par grill op. Herefter sluttede vi dagen i hyggeligt sejlerlag med sejlere fra Bramsnæs og Holbæk til en formidabel flot solnedgang. Nu helt vindstille. Meget besynderligt.

Søndag kl.9:00 genoptager alle deltagere sejladsen rundt omkring i de havne hvor man nu har valgt at neutraliserer. Vores første rundingsbøje var Færgebroen. Den står lige efter ”gaten”. ”Gaten” er en smal ind – og udsejling fra den inderste del af Roskilde fjord hvor Herslev Havn ligger. Her står mange forskellige fugle og hygger sig på begge siden af stenrevet. De passeres ganske tæt hvilket er meget spændende og flot.

Vi sejler nu på tværs af Roskilde fjord og skal ramme en bøje ved Veddelev Havn.

Det der er så herligt ved SRPI, - er alle de både der er ude og sejle denne dag. Fortøjningerne er kastet.

Familier og sejlerteams opsat på en sejlerweekend sammen er stævnet ud. For nogle er det måske første gang de besejler et farvand de ikke har været på før. Dette resulterer ofte i sjove og lidt uventede oplevelser som fx grundstødninger. Dette oplevede vi også på vej til Veddelev. En fin ny større både var komme lidt for tæt på Egehoved bøjen. Her sad båden fast indtil motoren fik bugseret den ud på rette kurs. I vanskeligere tilfælde hjælper sejlerne hinanden.

Efter Veddelev var kursen stik nord forbi den smukke lille ø Elleore og herfra igen til Selsø Hage.

Vi valgte at fortsætte sejladsen igennem Skovrenden for fuld sejlføring da vinden var passende hertil og det gik strygende.

Her mødte vi feltet af flerskrogsbåde samt den tursejladende damper fra Frederikssund der også var ude og kigge på alle sejlbådene.

Vi ankom til broen ved Frederikssund kort før den åbnede og smuttede hurtigt ind i flokken og gik under broen for fulde sejl. Vinden var nu kraftigt stigende igen som dagen før og var for længst passeret de 10 sekundmeter.

Vi anvendte elektronisk søkort til at komme videre ud af Roskilde fjord med kurs mod Kulhusrenden. Det skulle vise sig at være et heldigt valg. Vejret var efterhånden så dårligt, - at det er svært rent fysisk at få blik på de bøjer vi havde kurs imod.

I renderne mellem Selsø Hage og Kignæs

Regn og blæst afstedkom så megen uskarphed at det ikke længere var muligt at opholde sig helt ude i det fri ved roret. Navigation og styring af båden blev på dette tidspunkt udført fra læ uder bådens sprayhood. Herved kunne jeg holde den rette kurs og kom fint forbi de to meget vigtige grønne bøjer. Begge bøjer kendt fra sidste års SRPI hvor vi havde et kort et ophold. Det var vejret på igen måde til denne søndag. En grundstødning på denne tidspunkt ville have haft en katastrofal udgang. Så Kulhusrenden blev besejlet præcis uden sving på den forkerte side af afmærkningerne. Det var imidlertid ikke særligt nemt da vinden lige imod båden, - og det var ikke længere muligt at krydse i den smalle rende grundet dårlig sigtbarhed. Alt blev vendt op og ned og det værste der kunne ske indtræf. Logbogen blæste ud. Øv. Men det var ikke lige det der stod øverst på listen på dette tidspunkt. Det var ganske enkelt at komme igennem renden. Motoren blev startet hvilket reelt betød, at Mistrell udgik af sejladsen for en kort bemærkning.

Da vi sejler som tursejlere er det det samlede antal sejlede sømil det tæller.

Færgen der besejler ”Kulhusrenden” lå da den blev passeret stille for at udvise opmærksomhed overfor en sejlbåd der har yderligere en sejlbåd på slæb. Desværre med knækket mast.

Motoren blev stoppet da vi atter var ude i åbent vand (Yderbredningen) hvilket var helt rart og der blev sejlet på kryds for storsejl forbi det afmærkede skydefelt ved Jægerspris.

X-332 Havgassen på Isefjorden

Her tager vinden imidlertid voldsomt til og bølgerne steg til 2-3 meter i højden hvilket er noget af et særsyn i fjorden. På vejen sydover mødte vi både der er på vej hjem mod Roskilde, Lynæs, Veddelev, Herslev m.fl.. På billedet surfer en Lynæs båd hjem til egen havn.Det blev et hårdt, vådt og langvarigt kryds vi sejlede der tog det meste af eftermiddagen. Den ene sorte sky efter den anden væltede ind over båden med regn og voldsom blæst til genmæle. Efter ca. 4 timer fik vi Isefjordværket og nordkysten af Orø i syne. Det var befriende og dejligt kendt. Ved 18 tiden ramte vi indsejlingen til Østre Løb med forventet læ for den voldsomme regn og blæst der hele eftermiddagen havde hærget båden og mandskabet i stride strømme.

Af samme grund besluttede jeg, at lave et stop i Hammer Havn. Der var masser af ekstra tørt tøj i båden og lidt varme var på dette tidspunkt påtrængt. Jeg var våd helt ind på undertøjet. Det blev vredet da Mistrell lå fortøjet i Hammer Havn.

Efter denne lille kunst- og varmepause fortsatte vi sejladsen mod Orø Havn hvortil Mistrell ankom ved 20 tiden søndag aften efter 106 sejlede sømil.

Selvom vinden havde lagt sig betydeligt kom der fortsat drys af vand ind i båden som billedet nederst.

Men på dette tidspunkt betød det intet da tøjet var tørt og vandafvisende og stemningen var god.

Trods vind og hårdt vejr klarede Balladen Mistrell og besætningen sig fint hele turen igennem.

Jeg har tidligere sejlet under lignende vejrforhold og ved at materiellet er OK og kan klare de belastninger som en sejlads som denne kan byde ind med.

Bjarne er vist gennemblødt

En sejlbåd som Mistrell var den helt perfekte båd at sejle i – og jeg håber at møde både fra Orø og tilstødende sejlklubber til næste år som deltagere i SRPI - at flere kap -tursejlere skulle få lyst til at besejle Sjællands smukkeste fjorde. Det er ud over sejloplevelsen en unik smuk naturvandring til søs at deltage i SRPI.

Bjarne Søeborg og Connie Andersen

Her kommer vandet nedefra
Albin Ballad - Minstrell fra Orø

Mistrel på Frederiksværkbredningen