Turberetning fra Havhunden

Havhundens beretning fra Sjælland Rundt På Indersiden 2013

Torsdag d. 13-06-2013:

Er på vej fra Fredericia til Roskilde Fjord for at deltage i SRPI for første gang, sejler Havhunden – vores flydende sommerhus, en Lagoon 380 - alene til Rørvig, hvor Havhundens 2.mate og kok: Lise, samt vore 2 gaster: boxerhundene Choko og Django kører til og kommer om bord i aften. Fin medvind hele turen, ved passagen gennem Sjællands Rev passerer jeg den anden jyske deltager, en Vega fra Kolding, og kort efter kommer der et gunstigt pust, og den 8 ton tunge Lagoon kommer op på 16,3 knob på agten for tværs.

Ankommer til Rørvig kl 20, og lidt senere kommer Lise med hundene. Senere får vi besøg af min kusine – også en Lise – som har sommerhus her i Rørvig.

Fredag d. 14-06-2013:

Efter gåtur med hundene er vi inviteret til morgenmad i Lises sommerhus, kl. 10 starter vi mod Frederikssund, hvor vi lægger os ind i havnen, spiser frokost, lufter hunde og venter på at vinden skal løje. Flerskrogsbådene har nemlig en tradition med at mødes for anker ud for Per Andersens sommerhus mellem Frederikssund og Selsø Hage, og vi ved ikke hvor god holdebunden er – vinden skal løje og dreje mod syd. Bunden var nu god nok, vi sejler med vilje ind på grund, så Danforthankeret ligger på 70 cm vand i god sandbund, derefter bakker vi ud og smider Deltaankeret på dybere vand, for ikke at stå på grund i morgen tidlig, når den sydlige vind har blæst vandet ud af fjorden.

Hyggelig grillaften med ca 20 flerskrogssejlere omkring Per og Hannes 3 griller, til ro kl 23, vinden er aftaget meget.

Lørdag d. 15-06-2013:

Kom lidt for sent op, for hundene skal fragtes én ad gangen i jollen ind til morgenturen. Mens jeg går med hunde bager Lise ”brunchboller” i ovnen. Af sted for motor ud til Selsø Hage i kraftig modstrøm og modvind. Vi når det et par minutter før vi skal starte kl. 9:14:00. 1. ben er halvvind i ca. 4 m/s, overhaler langsomt nogle kølbåde og kan se at den anden catamaran en 33 fods Maldive, som kun vejer 3,5 ton sætter flyvesejl og haler hurtigt ind på os. Den bli’r svær at slå. Sejladsen her i det indre af Roskilde Fjord byder mest på kryds og plat læns. Kryds i let vind er ikke lige Havhundens kop te, dertil er hun alt for underrigget, og på krydset ned mod Herslev bliver vi overhalet af de fleste andre flerskrog. Heldigvis øger vinden hele tiden, og på den sidste lænser mod Selsø Hage, sætter vi gennakeren fra luv prædikestol. Så trækker den fint trods næsten plat læns. I mål her kl. 12:05.

Havhunden SRPI2013
Flerskrogsbåde SRPI2013

Så sejler vi nemt videre i medvind og –strøm til broen, der passende lukker op kl. 13, og ved starten ved Kignæs ruller vi bare genuaen ud igen og sejler videre.

De fleste andre sætter forskellige flyvesejl, men vi undlader, da vinden tiltager, og de skal snart ned igen.

Efter Klintebakke går det på foran for tværs langs skydeområdet i tiltagende krapsø, fra sidste ”skydebøje” er der dømt kryds mod Orø østre løb. Vindmåleren viser 25-30 knob – det er Havhundens favoritdiciplin, med fuld stor og genua i så meget vind kan hun pludselig gå højde med de bedste og farten er mellem 7,5 og 8 knob. Vi får da også overhalet en Dragonfly 800 og kommer tæt på Dragonfly 1000 Angelina fordi vi går højere. Ned gennem løbet ta’r vi et enkelt lille slag, det vil ikke være sjovt at gå på grund på læsiden af løbet i denne vind.

Da vi runder Dronningedyssen lidt over kl. 16, ser vi mod sydvest en mægtig skyformation, som nærmer sig, det må være fronten, som skal gi’ sydvestenvind. På vej mod Holbækbøjen ta’r vi et reb i storsejlet og undlader gennaker selv om det er plat læns. Skyerne tårner sig nu op og vinden frisker, så vi beslutter at gå ind til Nykøbing, selv om vi så skal undvære selskabet i Lynæs. Ved Nykøbing stagvender vi rundt om bøjen, smider storsejlet og haster i havn. Når knap at få fortøjet før uvejret brager løs med torden, regn og voldsom vindkæntring; selv om vi ligger i læ af træerne, viser vindmåleren 38 knob. Men vi får en rolig aften og et godt område at gå med hundene.

Søndag d. 16-06-2013.

Magsvejr på vej ud til bøjen. Gennakeren bliver sat på bovsprydet selv om kursen er lidt for plat til det, men det gør den nemmere at rulle væk, hvis der kommer byger som i går. Efter Frederiksværk frisker vinden lidt, ved Dyrnæs endnu mere, og der skal krydses i mål.

Små slag til slut, - kl. 11:24 passerer vi bøjen, vender mod nord med det samme, for nu er en ny byge i anmarch. Forhåbentlig kan vi nå til Rørvig inden den kommer. Det ku’ vi slet ikke, allerede ved Dyrnæshage kommer bygen med piskende regn og kraftig vind. Vi havde taget 2 reb i storen og rullet genuaen væk, så det gav ingen problemer, men som tursejlere har vi ikke noget mod at krydse, men krydse i regnvejr – der sætter vi grænsen! På med de 2 x 30 Hk diesler og fremad!

Undervejs til Rørvig kommer der endnu en byge, denne gang siger vindmåleren 43 knob, men det løjer heldigvis da vi skal lægge til i Rørvig kl. 14. Her ligger vi godt med stævnene mod vinden. Hvis det bliver sådan et vejr i morgen, kører Lise med hundene hjem, hvis vinden arter sig sejler vi alle til Fredericia og henter bilen onsdag.

Mandag d. 17-06-2013.

Vejrudsigten lyder bedre, men jeg tror den ikke, så Lise kører hjem, og jeg starter kl. 8 på de 80 sømil hjemad. Indtil kort før Samsø har jeg 22 -24 knobs modvind, derefter aftager vinden, og ved ankomsten til Fredericia kl. 20 er det havblik.

En sjov sejlads – for os der sejler i disse fjorde for første gang, går der megen tid med at følge med i søkort og kigge efter bøjer, så vi fik ikke set så meget af de kønne landskaber. Men næste gang, når der er mere jævn vind…? Vore hunde har opført sig eksemplarisk under sejladsen og ikke gøet af konkurrenterne; de har sovet det meste af tiden på deres hynde ved cockpittet.

Lagoon 380 byggenr 463 ”HAVHUNDEN”

Skipper Lars Oudrup

Coskipper Lise Gerdes

Havhunden SRPI2013
Choko og Django

Gasterne Choko og Django