Kalundborg sejleren

Singlehand-kapsejlads ved Silverrudder og SRPI

af Martin R Dyxenburg

Kalundborg Sejlklub

Sejleren - April 2017

Helt alene ombord … er det ikke sådan noget for enspændere, som sætter sikkerheden over styr og sejler ud på deres eget egotrip? Det har i mange år været en udbredt holdning. Men faktum er, at single-hand sejlads bliver mere og mere populært herhjemme, og Danmarks største kapsejlads, målt på antal både, er nu en singlehandsejlads. Sejladsen ”Silverrudder”, rundt om Fyn non-stop, har været afviklet årligt siden 2012. Og der er ikke sket nogle ulykker med personskade siden opstarten. Der deltager i 2017 i alt 400 både i sejladsen, som blev udsolgt allerede samme døgn som der blev åbnet for tilmeldinger, 9 måneder før starten går.

Det er en succes, der er svær at ignorere. Siden har andre sejladser da også åbnet op for at de kan sejles singlehand, f.eks. Sjælland Rundt og Danmark Rundt, hvor der så er lagt nogle tvungne hvilepauser ind undervejs.

En af dem som deltog i Silverrudder 2016 var Martin Meredin. Han var den eneste deltager fra Kalundborg Sejlklub, og han formåede faktisk at vinde sejladsen overalt. Det var ovenikøbet hans debut som singlehand-kapsejler. ”Det var på mange måder en stor oplevelse”, fortæller Martin. ”Udover det rent sportslige, kapsejladsen, så var det i sig selv en tur jeg vil huske for alle indtrykkene undervejs. Arrangementet var også et meget socialt arrangement, fordi man havde et fællesskab med de andre sejlere før og efter sejladsen, som man ikke på samme måde ville have opsøgt hvis man havde været nogle stykker ombord.”

En anden sejler i Kalundborg Sejlklub, der ofte sejler singlehand, er Henning Lander. I 2016 har Henning sejlet de fleste sømil alene ombord på tursejladser rundt i Danmark, men også deltagelse i kapsejladsen ”Sjælland Rundt på Indersiden” (SRPI) er det blevet til. SRPI foregår på Roskilde fjord og Isefjorden, og sejles henover en weekend medio juni, med tvungent stop og festmiddag lørdag aften.

Henning vandt også en 1. præmie, idet han som den eneste i sit løb gennemførte en bestemt del af distancen på trods af hårdt vejr. ”Sikkerheden er ekstra vigtig på singlehand-sejladser”, fortæller Henning.”Man skal hele tiden bære redningsvest, og livlinen er på når der skal arbejdes på fordækket. Selvom man har redningsvest på. De samme forholdsregler tager jeg når jeg er på tursejladser alene; på kapsejladsen er der måske lidt mere sikkerhed på den måde at der er mange både som følges ad”. I forhold til andre kapsejladser er det typisk også et krav at man har VHF ombord, og at der går en sikkerhedsline fra cockpit til fordæk, så man kan have livline på hele vejen til fordækket. I SRPI er det ca 10-20% af deltagerne som sejler singlehand, på de øvrige 100 både er der 2 eller flere ombord. ”Det er en rigtig velegnet sejlads for begyndere”, fortæller Henning, ”dels fordi man ikke sejler om natten, dels fordi det er i beskyttet farvand med mange både i nærheden. Den eneste ulempe er transport-sejladsen til startlinjen i Lynæs, som tager noget tid.”

Kan man så forestille sig singlehandkapsejlads på Kalundborg Fjord? ”Tja, det er i hvert fald noget vi vil drøfte i kølbådsudvalget”, fortæller Martin, som i øvrigt for nylig blev valgt som formand for Kølbådsudvalget. ”Tidligere havde vi en sejlads som hed Romsø Rundt. Den kunne godt være velegnet til singlehand-sejlads, fordi det er en distance-sejlads, men den er ikke for lang. På de længere sejladser begynder det at stille større krav til udrustningen, f.eks. vil en selvstyrer blive en fordel. Men på en kortere singlehand-sejlads kan de fleste være med”. Henning supplerer: ”det er nok vigtigt at der er et socialt arrangement rundt om sejladsen, sådan at man har nogle af dele sine oplevelser med. På SRPI er det en del af successen, at alle mødes lørdag aften, og at de fleste får en præmie, også i nogle skæve præmiekategorier. Så det ikke kun går op i kapsejlads.

Men hvad får man ud af at sejle singlehand? er det ikke sjovere at være nogle stykker ombord og kunne hygge sig undervejs? ”Når man ser på det henover en sæson, så er det sådan at det ene udelukker jo ikke det andet”, siger Martin, ”men jeg synes faktisk at man har en anden slags sejlads når man kan sidde i mange timer i sine helt egne tanker. Så engang i mellem giver det god mening for mig at sejle rundt alene, også på en dags-tur på Kalundborg Fjord. Derudover bliver man også skarpere på sikkerheden. Alle sejlere kan jo komme i en situation hvor de pludselig får brug for at kunne håndtere båden alene”. ”For mig er det heller ikke enten/eller”, siger Henning, ”Jeg er nok en af dem i Kalundborg Sejlklub som sejler flest sømil singlehand på en sæson. Men jeg nyder friheden, stilheden, og at man er 100% tilstede i sejladsen. Med tiden har jeg også fået optimeret min båd til at jeg kan manøvrere det hele alene; f.eks. er skøderne ført tilbage til midten af cockpittet, så jeg nemt kan vende båden mens jeg styrer. Den slags optimeringer laver man jo fordi de er nødvendige, så jeg vil give Martin ret i at man bliver også bedre til at kunne håndtere det hele, på egen hånd”.

Både Martin Meredin og Henning Lander svarer gerne på spørgsmål og kan kontaktes (f.eks. via sejlklubbens Facebook-side) hvis man har fået lyst til at prøve singlehandsejlads og/eller vil vide mere.

Martin Meredin

Henning Lander