SRPI-light - det rene anarki

Oprettelsesdato: 29-05-2018 12:23:54

At vi runder alle startsteder samt Orø, Elleore og Langholm for at have sejlet Sjælland Rundt På Indersiden giver god mening. Det skal være en præstation at fuldføre - for nogle er det imidlertid en større præstation, end for andre. Derfor har spørgsmålet 'Kan mindre både og joller ikke vælge en kortere bane, der er mere overkommelig?' været oppe at vende flere gange.

Det er det rene anarki, men fire af de fem tilmeldte Lynæs 14'ere har besluttet at sejle SRPI-light, så nu afprøves idéen.

Både med TurLys på højest 0,850 kan betragtes som fuldført, hvis de fuldfører mindst 49,7 sømil af standardbanen - det svarer til distancen i Isefjorden og nord for broen i Roskilde Fjord.

Vi har før haft fornøjelsen af et felt af Wayfarer-joller, men ingen er tilmeldt i skrivende stund. Alligevel fastslås for en god ordens skyld, at denne forsøgsordning gælder alle sejljoller, uanset TurLys - at sejle så langt i en jolle er en kæmpe præstation.

Hvis nogen, der er omfattet af ovennævnte, alligevel fuldfører alle 66 sømil på standardbanen, vil det udløse ekstra præmiering og hæder. Uanset strækningen, hvor sejladsen er neutraliseret, kan det trods alt lade sig gøre - i 2017 gik Anders Houlberg-Nielsen over mållinjen i sin Lynæs 14, få minutter inden tidsfristen, søndag kl. 24:00!

I forlængelse af præmieoverrækkelse med pral evaluerer SRPI-ildsjælene årets sejlads - det ville være fint med nogle tilbagemeldinger efter sejladsen i SRPIs FaceBook-gruppe, som vi kan forholde os til.

I øvrigt haster det med at blive tilmeldt og få betalt startgebyr! Fredag 1. juni er sidste ordinære tilmeldingsfrist; herefter er det kun være muligt at eftertilmelde sig i få dage - og alene til nærmeste startsted (fra hjemhavnen), mod betaling af dobbelt startgebyr!

Tilmeldingsskemaet findes her...

Målfoto af Nykøbing Rønnen, indsendt kort inden tidsbegrænsningen, efter fuldførelse af 66 sømil bane plus 16 sømil neutraliseret sejlads i en Lynæs 14 ved SRPI2017. Det er godt nok godt sejlet!