SRPI i 'Covid-19 udgave'

Oprettelsesdato: 27-04-2020 15:20:20

SRPI 2020 sejles 20-21. juni i en begrænset 'Covid-19 udgave' i stedet for det planlagte 25-års jubilæum - vi kalder sejladsen SRPI 24½

Jubilæumssejladsen udsættes et år, men vi gennemfører en begrænset 'Covid-19 udgave' med reduceret socialt samvær, og uden det sædvanlige præmieorgie ved 'præmieoverrækkelse med pral' - i den anledning sænkes startgebyret til en hundredelap, ved tilmelding senest 14. maj.

Blæsevejr i Kulhusrenden - SRPI 2008

Feltet bliver uden tvivl mindre, end det plejer, men mange deltagere har fortalt, at Sjælland Rundt På Indersiden er årets sejlads, og flere ønsker at sejle SRPI på en sundhedsmæssig forsvarlig vis. Derfor har gode kræfter været i gang med at planlægge SRPI 2020 i en begrænset "Covid-19 udgave" i stedet for det flotte 25-års jubilæum, der var annonceret.

Kort fortalt går det ud på at ...

    • man sejler med så få ombord som muligt, og følger Dansk Sejlunions retningslinjer

    • der sejles med behørig afstand, i gensidig respekt for hinanden

    • alt organiseret, socialt samvær lørdag aften er sløjfet

    • præmieorgiet udgår for at undgå smitterisiko

    • bedste båd fra hvert startsted modtager en startstedspræmie, og vi finder helt sikkert på mere

    • deltagergebyret nedsættes til 100 kr. indtil torsdag 14. maj - derefter gælder normalprisen igen

Omkring halvdelen af bådene plejer at sejle med en eller to sejlere ombord, og en del både sejles af familie-besætninger; alligevel forventes feltet at blive en betydeligt mindre end de 120-140 både, der plejer at deltage. På den anden side, kan der jo komme en del ’debutanter’, som vil prøve en anderledes sejladsform, eller bare trænger til at få saltvand og vind i håret ovenpå et usædvanligt forår - det bliver spændende at se.

Der er ingen tvivl om, at det bliver en anderledes Sjælland Rundt På Indersiden, men vi er sikre på, at det bliver en god én af slagsen!

Her kan du læse mere om den planlagte sejlads

Der er åbnet for tilmelding - hjælp os ved at tilmelde dig inden 14. maj!