Sjælland Rundt På Indersiden
SRPI 2025 sejles 21-22. juni
Kap- og tursejladsen Sjælland Rundt På Indersiden (SRPI) er en af Danmarks sjoveste sejladser. Siden en beskeden start i 1996 er sejladsen vokset til godt hundrede både. Der sejles altid sidste weekend inden Skt. Hans aften.
Sejladsen er åben for alle - udenfjords deltagere er meget velkomne
Start og mål tæt på din hjemhavn - vælg mellem ni steder langs banen
Et par herlige dage for kapsejlere, tursejlere og sejlerskoler
Kapsejlads efter TCC for dem, der er bidt af konkurrencemomentet
Cruisingsejlads for sejlbåde, der får udregnet indbyrdes praletider efter SRPI-TurLys
Tursejlads for motor, med opgaver, hygge og konkurrencer undervejs.
Denne sejlads er for såvel motorbåde, motorsejlere som for sejlbåde - man skal ikke sejle for motor hele vejen, men man må gerne.SRPI-light for de mindste sejlbåde, der kan nøjes med knap 50 sømil.
Grillhygge og overnatning i havn lørdag aften, inden vi sejler videre søndag morgen.
I de anbefalede overnatningshavne sørger vi for gas eller kul til havne- eller klubgrillen.Moderat deltagergebyr - ved tilmelding senest 31. maj er det ligefrem billigt.
Præmier til alle, der indsender logbog rettidigt, samt mange særpræmier, sidste søndag i august.
Kåring af bedste sejlerskolebåd med Danmarks tungeste vandrepræmie.
Enhver båd med mindst 50% sejlerskole elever kan deltage.Særpræmier til bedste singlehand skipper, bedste doublehand besætning og bedste almindelige besætning.
Kåring af bedste båd per startsted. Placering beregnes på tværs af løbene, efter TurLys.
Præmier til de tre dygtigste fotografer i årets fotokonkurrence
Præmieoverrækkelse 25. august kl. 10:00
Søndag 25. august, kl. 10:00 holdes Præmieoverrækkelse med pral i Herslev. Der er præmier til alle, der har indsendt logbogen rettidigt - også til dem, der måtte udgå undervejs. Desuden findes en lang række særpræmier, for stort og småt - se resultatlisten fra SRPI 2024.
Dagen før præmieoverrækkelsen er SRPI-deltagerne velkomne ved sejlerfesten i Herslev sammen med sejlklubbens medlemmer, og deltagere i Sydfjordsstævnet, lørdag 24. august. Tilmelding via opslag på HSS' hjemmeside.
04-08-2024
Klar til SRPI 2024
Deltagerliste, sejladsbestemmelser og logbog kan hentes her...
Husk at indsende / indtaste din logbog hurtigst muligt efter sejladsen, og senest onsdag efter sejladsen, så vi kan få beregnet og offentliggjort resultaterne!
Der er præmier til alle, der afleverer deres logbog rettidigt - tast ind på hjemmesiden, uanset om du fuldfører, eller må udgå undervejs.
Upload meget gerne dine bedste fotos fra sejladsen til SRPI 2024 fotoalbum.
13-06-2024
To uger inden SRPI ...
En foreløbig deltagerliste er lagt op, med forbehold for eventuelle eftertilmeldinger og andre ændringer - starttider ændres ikke ved eftertilmeldinger. Den endelige deltagerliste lægges op i en mappe, sammen med andre dokumenter ... det sker i takt med at de bliver klar.
Det er vigtigt at eventuelle eftertilmeldinger kommer så hurtigt som muligt. Vi kan garantere en at både, der tilmeldes senest på Grundlovsdag, 5. juni kommer med på deltagerlisten. Bureauet lukker midlertidigt fra torsdag 6. juni.
Det har været lidt sløjt med tilmeldingerne i år, men vi er glade for, at en lille gruppe Hobie-Cats har ønsket at genoptage sejladsen SRPI-HC med etaperæs, med base i Herslev ... velkommen tilbage!
Eftertilmeldinger modtages her (til uændret deltagergebyr, kr. 345,-).
02-06-2024
Seks uger inden SRPI ...
Nu er der kun fire uger til den ordinære tilmeldingsfrist, 31. maj - og seks uger til vi sejler SRPI for 29. gang, i weekenden 15-16. juni.
Bak op om SRPI 2024 med en tidlig tilmelding - og sæt endelig din SRPI-vimpel, så snart du får den, for at sprede det glade budskab i din hjemhavn.
Gå frisk til tasterne, hvis du trænger til med god sejlads med saltvand i håret, og frisk luft på kinderne. På siden Tilmelding og tilmeldte findes listen med tilmeldte både, samt link til tilmeldingsskemaet.
04-05-2024
SRPI 2024 sejles 15-16. juni
Du kan nu tilmelde dig Sjælland Rundt På Indersiden 2024 - vimplerne er leveret, og ildsjælene mødes søndag 3. marts for at planlægge årets sejlads.
Du kan bakke vores folkelige sejlads op ved at tilmelde dig her - og ved at kontakte ildsjælene, hvis du har gode idéer til forbedring af sejladsen.
Vi glæder os til en ny sejlsæson, og til at mødes igen!
08-01-2024
Fotokonkurrence SRPI 2023
Opdateret 24. juli:
Vinderne af fotokonkurrencen findes ved afstemning blandt deltagere og andre interesserede.
10. juli blev 54 kandidater udvalgt. To uger efter nomineredes de 30, der havde fået flest stemmer - de findes i denne PDF-fil.
Åben PDF-filen i din browser (eller udskriv), og notér tallet på det bedste eller de to bedste fotos på hver side, og gå herefter til stemmesedlen, og tast dine valg i skemaet - stemmesedlen findes her ...
10-07-2023
Resultater fra SRPI 2023
Resultatliste med de fleste særpræmier er lagt op.
Kun 35 både fuldførte, og deres sejltider er temmelig lange som følge af den lette vind, lørdag formiddag. Heldigvis er der præmier til alle, der har indsendt logbog ... og femten særpræmier, når vi mødes til præmieoverrækkelse med pral, søndag 27. august kl. 10:00.
Tak for de mange gode billeder, der er lagt op i fotoalbummet - vi skal have fundet de tre bedste ... mere herom senere.
08-07-2023
Logbøger, fotos og brandfare
Allerede aftenen inden starten vil vi gerne bede om at logbøger og fotos indsendes hurtigst muligt - det giver også anledning til at nævne eventuelle udfordringer i forbindelse med brug af grill og åben ild.
Få dage efter sejladsen går vi i gang med at tjekke logbøger, og beregne resultater. Derfor er det en stor hjælp, hvis tiderne fra logbogen indtastes så snart sejladsen er gennemført.
Behold din originale papir-logbog med notater - vi kan finde på at rekvirere en kopi, hvis der opstår tvivl eller tvister.
Upload dine bedste billeder til fotoalbummet - også dem, der deles på FaceBook - indsendte billeder indgår i årets fotokonkurrence.
Som alle vel er bekendt med, har flere kommuner indført forbud mod brug af åben ild pga. øget brandfare. Om fredagens regn- og tordenbyger får nogen indvirken vides ikke, og reglerne afviger, kommunerne imellem.
For at der ikke skal være tvivl: Følg anvisninger i havne og sejlklubber langs ruten, og brug som altid sund fornuft.
16-06-2023
105 både på deltagerlisten
Deltagerliste med løbsinddeling og startider er lagt op i mappe med dokumenter for SRPI 2023, hvor sejladsbestemmelser og logbøger også kan hentes.
Det kan ikke udelukkes at enkelte deltagere har rettelser til deltagerlisten - og måske lykkes det også at klemme en enkelt eller to både mere ind - det er derfor en god idé at hente 'Bilag 2 Deltagerliste' mandag 12. juni, da bureauet holder en pause til søndag eftermiddag.
Hvis ændringer forekommer, meddeles det ved en opdatering af dette opslag.
Deltagerliste opdateret 15. juni (107 både).
09-06-2023
Slutspurt SRPI 2023
97 både var tilmeldt ved tilmeldingsfristen, onsdag 31. maj - det er færre end normalt, men lidt flere end sidste år på samme tidspunkt.
Eftertilmeldingsgebyret holdes på 300,- (i stedet for den sædvanlige fordobling af deltagergebyret) for at hjælpe til at nå et større deltagerantal.
Fra 1. juni er det alene muligt at eftertilmelde sig starten nærmest hjemhavnen, med følgende undtagelser:
Lynæs 14'ere og andre deltagere i SRPI-light kan tilmelde sig starten ved Kignæs, uanset hjemhavn.
Flerskrogsbåde kan tilmelde sig starten ved Selsø Hage, uanset hjemhavn.
Udenfjords både kan frit vælge startsted.
Vi håber det lykkes at få 10-20 både mere med på deltagerlisten inden der lukkes for tilmeldinger torsdag 8. juni.
Liste med tilmeldte samt link til tilmelding findes her...
I løbet af den kommende weekend offentliggøres foreløbig løbs- og deltagerliste med starttider. Offentliggjorte starttider ændres ikke ved efterfølgende tilmeldinger.
01-06-2023
Ti dage til tilmeldingsfristen 31. maj
Der er nu knap fire uger til SRPI 2023, weekenden 17-18. juni, og kun ti dage til deltagergebyret fordobles 1. juni.
Efter den ordinære tilmeldingsfrist 31. maj vil eftertilmeldinger være mulige i en uges tid - oftest indføres begrænsede muligheder for at få det hele til at gå op. Skynd dig derfor med din tilmelding, hvis du vil med - gå frisk til tasterne via link på siden Tilmelding og tilmeldte.
Sejladsbestemmelser og logbog for årets sejlads er lagt op, og findes på følgende links:
SRPI 2023 Tursejlads med motor
Logbog 'Bilag 1 - Standardbane'
21-05-2023
God højde og fart, 1. maj
I de fleste sejlklubber starter sæsonen i maj, så der er god grund til at være tilfredse med 41 tilmeldte både ved udgangen af april - det er pænt over 33 tilmeldte på samme tidspunkt sidste år ... og det er godt nyt, at gammelkendte både og skippere er suppleret med debutanter samt nogle af dem, vi savnede i 2022.
Bak op om SRPI 2023 med en tidlig tilmelding - deltagergebyret er kun 300 kr - og sæt endelig SRPI-vimplen så snart du får den, for at sprede det glade budskab i din hjemhavn.
For få dage siden bragte Danske Tursejlere en flot omtale af SRPI i deres medlemsmagasin - hvis du ikke har fået Tursejleren #02|2023 i postkassen, kan hele bladet findes på DTs hjemmeside.
01-05-2023
Lidt om overnatningshavne
Når sulten melder sig lørdag aften, neutraliseres sejladsen ved ét af startstederne, hvor sejladsen genoptages søndag morgen (se sejladsbestemmelserne).
Deltagerne plejer at samles i en række anbefalede overnatningshavne, hvor der er sørget for grillkul eller gas til grillen - i havnene er SRPI-deltagerne desuden velkomne i klubhusene, på lige fod med andre gæstesejlere.
Frederiksværk, Herslev, Kignæs, Lynæs, Marbæk og Orø er anbefalede overnatningshavne - Lynæs, Marbæk og Orø plejer at være de bedst besøgte.
Overnatning er gratis i alle havne, undtagen Lynæs Havn. I Lynæs skal der fremover betales havnepenge på normal vis - vores tidligere rabataftale med Lynæs Havn er desværre ophørt, da et mindre antal gratister ikke fandt lejlighed til at betale efter sidste års sejlads. Det er en ærgerlig, men forståelig konsekvens.
Det siger sig selv, at det forventes at deltagerne rydder op, og forlader grillpladser og klubhuse i pæn og ordentlig stand - gerne pænere og renere, end ved ankomst ... så er vi helt sikkert også velkomne næste år.
18-04-2023
Forårsfornemmelser og påskehilsen
Vi håber at blive cirka 125 både, når starten går 17. juni, efter et lidt sløjt deltagerantal på lidt over 100 i 2022.
Allerede 22. marts var 25 besætninger tilmeldt - den sidste håndfuld blev hjulpet på vej af god omtale på Bådmagasinet, 19. marts.
I næste uge er det påske, og sejlsæsonen er lige om hjørnet. Hvis der skulle blive en pause mellem påskefrokoster og klargøring / polering af båden, kan du bakke op om årets Sjælland Rundt På Indersiden med en tidlig tilmelding - deltagergebyret er beskedne kr. 300,-
Vi glæder os til vi ses igen - god påske!
01-04-2023
SRPI 2023 sejles 17-18. juni
Du kan allerede tilmelde dig årets Sjælland Rundt På Indersiden - årets vimpler er på vej, og ildsjælene mødes søndag 5. februar for at planlægge årets sejlads.
Du kan bakke op ved at tilmelde dig her - og ved at kontakte ildsjælene, hvis du har gode idéer til forbedring af sejladsen.
Vi glæder os til en ny sejlsæson, og til at mødes igen!
09-01-2023
Herover vises de seneste opslag om Danmarks sjoveste sejlads; eventuelt også ændringer op til starten. Hjemmesiden er bedre end den officielle opslagstavle i Herslev, da vi starter ni steder rundt omkring i fjordene.
Kig forbi fra tid til anden, og se liste med tidligere nyheder.
Nye deltagere kan få et indtryk af SRPIs helt unikke ånd, fra deltagernes turberetninger, fra deltager- og resultatlister, sejladsprogrammer og meget mere. Tidligere deltagere kan genopfriske glade minder. Her findes også masser af deltagernes billeder.
SRPI arrangeres af en gruppe ildsjæle fra flere sejlklubber i Roskilde Fjord og Isefjord, med Herslev Strand Sejlklub som formel arrangør.
Sejladsens succes, fremgang og bredde skyldes ildsjælene og input fra deltagerne.
Kontakt din lokale ildsjæl, hvis du har spørgsmål eller en god idé til forbedring af sejladsen.
Bliv medlem af sejladsens FaceBook gruppe og deltag gerne i debatten.