Grundejerforeningen EROSVEJ
Referat af ordinær generalforsamling
4. maj 2008 i kantinen ved Melby Skole
Formand Jørgen Pedersen (JP) bød velkommen til den årlige generalforsamling.
Der var fremmøde fra 14 af husene på vores vej. Det er flere år siden, fremmødet har været så stort.
Kirsten Harnow havde udfærdiget et lille skriv omkring tilblivelsen af navnet Erosvej. Dette blev delt ud.
Der var følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Aflæggelse af regnskab samt fastsættelse af kontingent
4. Behandling af rettidigt indkomne forslag
5. Valg af formand
6. Valg af revisor
7. Eventuelt
Ad 1.
Bestyrelsen pegede på Marina Storgaard (MS) som dirigent. Tilslutning til dette.
Ad 2.
Formanden fortalte, at der ikke var afholdt deciderede bestyrelsesmøder, men der havde været en livlig korrespondance pr. mail.
Der har været møde i Landliggersammenslutningen, men ingen fra Erosvej havde kunne deltage. Hovedpunktet havde været for hurtig kørsel af renovationsvogne og posten samt projektet Liseleje Havn.
I forbindelse med havnen, er der nu samlet penge ind, så der kan laves en miljøundersøgelse. Havneprojektet ser spændende ud.
Fra vores egen forening kan det berettes, at der har været store nedbørsmængder i år. Det har medført, at der er meget vand på vejen i svinget. Dette er med til at ødelægge vejen, som allerede har taget stor skade. Endvidere er der 6-7 grunde, som er mere fugtige end de tidligere har været. I nr. 8 og 10 ligger der nærmest en sø.
På grund af dette har Henry Jørgensen i nr. 7 og en gruppe fra de i implicerede grunde talt sammen om, hvad der kan gøres. Det har afstedkommet, at der er indkaldt til møde den 10.5. kl. 10.00 hos Marina. Henry Jørgensen fortalte, at han havde prøvet at få et kosteskaft igennem hoveddrænet, men nåede kun 1,20 m ind. Der løber heller ikke vand fra drænet ud i grøften, så meget tyder på, at drænet er faldet sammen/stoppet.
Det må være i Grundejerforeningens interesse at få set på det, da vejen er et fællesanliggende. Bestyrelsen deltager i mødet den 10.5.
Herefter blev bestyrelsens beretning godkendt.
Ad 3.
MS gennemgik regnskabet, som blev godkendt.
Der sker ingen kontingentændring.
MS sagde, at foreningen skulle tænke på en ny kasserer, da hun kun sidder perioden ud.
(Vi håber at kunne overtale Marina Storgaard til yderligere en periode).
Ad 4.
Der var ikke indkommet nogen forslag.
Ad 5.
JP var på valg, men ville gerne tage en periode mere, så han blev valgt med stor applaus.
Ad 6.
Louise Kampmann blev valgt som revisor. Tak for det.
Ad 7.
Generalforsamlingen blev enige om at tage en drøftelse omkring vandproblemet i svinget under dette punkt.
MS fortalte om vandproblemet på deres grund. Det sammen gælder for Jonna og Henry Jørgensen i nr. 7.
Henry Jørgensen og Per Jespersen havde talt med Ole (ham der har marken) for nogle år siden for at få ham til at tænde for sin pumpe. Dette ville han imidlertid have betaling for. I år har der ikke været vand på marken, men han har også kørt med pumpe hele vinteren, da der skal gå heste på tilstødende mark. Men det har ikke afhjulpet vandet på Erosvej.
JP ville gerne have at vide, hvad holdningen var til, om grundejerforeningen skal indgå i problemet.
Kirsten Harnow synes ikke det var grundejerforeningens eller de uberørte grundes problem. Mente kun at vejen skulle laves. Dette var dog ikke flertallets mening. Det nytter ikke at få lavet vejen, hvis drænene ikke fungerer, for så vil vejen hurtigt være ødelagt igen.
JP lagde afgørende vægt på følgende omkring mødet den 10.5 kl. 10.00.:
- At mødet var åbent for alle,
- At generalforsamlingen ville være villig til at deltage i en finansiering af et dræningsprojekt,
- At bestyrelsen deltog som bestyrelse,
- At der skulle udformes et projekt til behandling på en ekstraordinær generalforsamling.
Lise-Lotte Bergstrand i nr. 6 sagde, at hun ikke mente, der kunne tages stilling, før man vidste, hvor/hvad problemet er.
Enighed om, at hoveddrænet er et fælles problem.
Louise Kampmann spurgte, hvad det koster at få en ekspert til at undersøge hoved-ledningen og hvem der betaler for det.
Det skal undersøges, om nogen kender nogen, der kan undersøge det. Rasmus Rendegraver kom på tale. Men det skal også være en, som har forstand på tingene.
Birte Pedersen nr. 19 foreslog, at de indledende undersøgelser betales af grundejerforeningen.
Det blev besluttet, at formanden kan deltage i møderne og dermed indgår bestyrelsen i sagen.
JP havde gjort et stort stykke arbejde forud for generalforsamlingen. Havde fundet gamle kort frem og udfærdiget et, hvor man kan se, hvor drænrørene ligger samt niveauforskelle på grundene. Disse kort sendes ud med referatet.
Der er vejfest den 26. juli 2008. Indkaldelse kommer ud senere. Sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Vibeke sagde, at der nu er tid for dræbersnegle . De er endnu ikke så store. Men vær med til at bekæmpe dem. Hver snegl bliver til 400.
Den 10. maj 2008
Marina Storgaard Lise-Lotte Bryde
Dirigent referent