Cases

CASE 1A - SILKEBORG KOMMUNE / Teknik- og miljø - Vaskevand i regnvandsafløb

DESIGNRAMME

Virksomhedsprofil

Team Vandløb og Søer er en underafdeling af Silkeborg Kommunes Teknik- og miljøafdeling. Team Vandløb og Søer arbejder bl.a. med udledningstilladelser, spildevand i det åbne land, regnvand, dambrug, vandløbssager, badevand, sejlads, broanlæg, vandløbsvedligeholdelse og vandløbsrestuarering i kommunen.

Vision

Vi vil gerne gøre borgere og virksomheder i Silkeborg kommune opmærksomme på, at det vand, der løber i regnvandsristene i veje, på stier og p-pladser i separatkloakerede områder ikke løber til renseanlægget, men direkte til vandløb og søer, hvor det kan gøre skade, når det indeholder f.eks. algerens eller sæbe og gøre dem i stand til at træffe miljørigtige valg når de vasker biler, tage m.v..

Innovationsspørgsmål

Hvordan kan man hjælper borgere med at træffe miljørigtige valg, når de vasker deres biler, hustage og lign.?


Team Vandløb og Søer har allerede en kommunikationskampagne, der bl.a. er tilgængelig på kommunens hjemmeside. Der lægges derfor op til at der arbejdes med design af prototyper, der forsøger at løse vandresningsproblematikken fremfor oplysningskampagner.

Designkrav

Der skal indgå digital fabrikation i projektets produkt.

Projektet og produktet skal afprøves i virkeligheden.

Der skal arbejdes i grupper


Læs mere om virksomheden

https://silkeborgkommune.dk/Kommunen/Afdelinger/Teknik-og-Miljoeafdelingen/Natur-og-Miljoe

CASE 1B - VISIT SILKEBORG / DANMARKS OUTDOOR HOVEDSTAD

DESIGNRAMME

Virksomhedsprofil

VisitSilkeborg er Silkeborg Søhøjlandet - Danmarks Outdoor Hovedstads officielle turist-, konference- og eventorganisation. Vores mål er at inspirere og hjælpe turister til deres bedste ferieoplevelse nogensinde og at give borgere Silkeborg kommune lyst til aktivt at deltage i kommunens liv.

Vision

Visit Silkeborg lancerede i 2017 en vision og strategi, for at brande Silkeborg som Danmarks Outdoor Hovedstad. Målet var i første omgang, at profilere sig i forhold til den nationale og internationale turisme. Sammen med Visit Silkeborgs mange samarbejdspartnere, er der blevet skabt et stærkt brand, som bruges i forbindelse med kommunens mangfoldige outdooraktiviteter.

Innovationsspørgsmål

Hvordan skaber vi rammer, der bidrager til at Silkeborg også bliver Danmarks Outdoor Hovedstad for dig, for os, for de unge, for de ældre, for de meget aktive og de mindre aktive i jeres lokalområde?


Casen lægger op til, at der lokalt vælges en primær målgruppe. Dvs. at eleverne fx. designer en artefakt, der henvender sig til bestemt målgruppe i deres lokalområde. Det kan være, man ønsker at designe noget, der gør ældre på plejehjemmet Sandgårdsparken i stand til at opleve følelsen af et downhill mountainbikeløb.

Designkrav

Der skal indgå digital fabrikation i projektets produkt.

Projektet og produktet skal afprøves i virkeligheden.

Der skal arbejdes i grupper


Læs mere om virksomheden

https://www.silkeborg.com/danmark/silkeborg-turist-forside

CASE 1C - FRITIDSGÅRDEN - Pimp My Shelter

DESIGNRAMME

Virksomhedsprofil

Fritidsgården er en del af Skoleafdelingen i Silkeborg Kommunes videncenter for Naturfag. Fritidsgården ligger i forbindelse med Gødvad skolen, nordøst for Silkeborg by og fungerer primært som eksternt læringscenter, hvor elever og lærere kan arbejde med naturfaglige problemstillinger. Fritidsgården består af et hovedhus med undervisningslokaler, bygninger til opbevaring af materialer mv., samt en række shelters til udendørsovernatning o.lig.

Vision

Det er Videncenter for naturfags ønske, at Fritidsgården bliver kendt og brugt af flere og at den blive en naturlig del af børn og unges bevidsthed, når de tænker på mulighed for outdooraktiviteter - både i skoletiden og i fritiden. At børn og unge på eget initiativ får mulighed for og lyst til at bruge faciliteterne på Fritidsgården.

Det være sig alt fra internationale idrætsstævner som fx. golfturneringen Made In Denmark og VM i orienteringsløb for juniorer eller nationale og lokale begivenheder for både bredden og eliten som fx. Almind Sø Stafetten, Silkeborg Triathlon, Champagneløbet, MTB Festival Søhøjlandet eller når det gælder en tur på Jysk Park for at se SIF

Men for at Silkeborg bliver Danmarks Outdoor Hovedstad - ikke bare af navn, men også af gavn, så kræver det at Silkeborgs borgere føler sig som en del af Outdoor Hovedstaden. Det er altså ikke nok, at der laves aktiviteter henvendt mod turismen, hvis de mennesker der lever i Hovedstaden ikke tager del i fortællingen og engagerer sig i at medskabe vores fælles Outdoor Hovedstad.

Innovationsspørgsmål

Hvordan kan børn og unge, ved hjælp af digitale løsninger, interagere med livet i og omkring shelterne på Fritidsgården?

Designkrav

Der skal indgå digital fabrikation i projektets produkt.

Projektet og produktet skal afprøves i virkeligheden.

Der skal arbejdes i grupper

Læs mere om virksomheden

https://www.visitaqua.dk/da-dk/undervisning

CASE 2A - Zen Company - med hjerte for sundhed og velvære

DESIGNRAMME

Virksomhedsprofil

Zen Company er en virksomhed med hjerte for sundhed og velvære. Det giver mening for os at sælge sundhedsfremmende produkter, der er produceret i sammenhæng med velgørenhedsprojekter. Når man køber vores produkter, er man samtidig med til at støtte fattige mennesker i Vietnam. Vores produkter er udviklet med aktivt kul som hovedingrediens, der på naturlig vis fjerner giftige partikler, samt fugt og lugt i omgivelserne. Produkterne er designet til at passe ind i et almindeligt dansk hjem, og de er alle miljø- og allergivenlige og udviklet med 100% organiske og kemikaliefri råvarer. Navnet bag vores Kokoro-serie er japansk og betyder, at det man gør, gør man med hjertet – og sådan har vi det hos Zen Company. Vores passion og vision er at skabe unikke produkter i høj kvalitet og bæredygtighed – med hjerte for sundhed og velvære.

Vision

Zen Company ønsker at udbrede kendskabet til kvaliteterne ved at bruge produkter med aktivt klul, som fugt og lugtfjerner. Zen Company har allerede en stærk produktportefølje, en velfungerende webshop og et spirende samarbejde med virksomheder indenfor arbjedstøj og vil derfor gerne ind på privatmarkedet og skabe interesse hos slutbrugeren.

Innovationsspørgsmål

Hvordan kan Zen Company skabe opmærksomhed om deres produktportefølje i forhold til deres slutbrugere fx. unge, sportfolk, husmødre, på en ny og andeledes måde?


Zen Company levererer prøver på aktivt kul til de grupper, der ønsker at arbejde med casen og der vil desuden være mulighed for at arbejde med de testresultater virksomheden har fået lavet i hhv. Vietnam og England.

Designkrav

Der skal indgå digital fabrikation i projektets produkt.

Projektet og produktet skal afprøves i virkeligheden.

Der skal arbejdes i grupper


Læs mere om virksomheden

https://zencompany.dk/da/

CASE 2B - HANEGAL - rent økologisk

DESIGNRAMME

Virksomhedsprofil

Hanegal er en uafhængig virksomhed, der primært ejes af stifterne: ægteparret Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen. Fie er uddannet økologisk landmand og Ulrich er uddannet ferskvandsbiolog med økologi som speciale. Ulrich og Fie har igennem mange år været aktive til fordel for udviklingen af økologien i Danmark ved dels at skabe Hanegal og ved dels at arbejde i forskellige organisationer relateret til økologien. Udgangspunktet er et landbrug ved Silkeborg, som blev omlagt til økologisk drift i 1980. I begyndelsen af 1990erne udviklede Hanegal det første system, hvor både søer, smågrise og slagtesvin lever på friland hele livet. I 1994 blev der etableret et økologisk gårdslagteri, hvor dyrene behandles hensynsfuldt og med respekt til den sidste time i deres liv. Hanegals gårdslagteri var det første rent økologiske slagteri og desuden opbygget på en måde, som aldrig er set før i Danmark. Hanegals gårdslagteri blev også begyndelsen på produktion af økologisk kød og pålæg til danske supermarkeder, og allerede i 1998 blev der behov for udvidelse og det blev besluttet at flytte produktionen af pålæg til en ny fabrik i Haderslev. I perioden fra 1998 til 2008 blev der fortsat slagtet og opskåret i Voel, men i dag er produktionen samlet i Haderslev. Hanegal slagter ikke længere selv, men har et tæt samarbejde med flere slagtehuse i både Danmark og Europa.

Vision

Hanegal ønsker at alle kan få mulighed for at vælge økologi. Derfor har Hanegal et omfattende sortiment af såvel kød, pålæg, pølser, færdigretter, vegetarretter og fjerkræ.

Forbrugerønsker tages alvorligt og Hanegal udvikler hele tiden nye produkter blandt andet ud fra forbrugerønsker og ønsker fra detailkunder og andre kunder. Sunde og etisk forsvarlige råvarer er naturligvis også en del af beslutningsgrundlaget i valget af nye produkter.


Hos Hanegal er økologi en selvfølge og Hanegal er opstået som en ren økologisk virksomhed og vil altid være det. Økologi er den eneste interessante produktionsform for nutiden og fremtiden! Hanegal garanterer at produkterne er “rene” og sunde, og at vi gør os umage for at sikre den bedst mulige spisekvalitet.

Brandet Hanegal har en stærk position i markedet i forhold til kunders oplevelse af saglighed og kvalitet, men har behov for følgeskab af andre karaktertræk.

Innovationsspørgsmål

Hvordan kan den gode fortælling om Hanegal og deres økologiske og bæredygtige produkter fortælles på en sjovere og inddragende måde, så børn og unge i højere grad involverer sig i familiens indkøb af økologiske dagligvarer og får en stærkere oplevelse af energi, følelse og forankring i forhold til produktet?


Afhængig af alderstrin, opfordres der til at virksomhedens brandhåndbog og brandanalyse inddrages i elevernes feltstudie.

Designkrav

Der skal indgå digital fabrikation i projektets produkt.

Projektet og produktet skal afprøves i virkeligheden.

Der skal arbejdes i grupper


Læs mere om virksomheden

http://hanegal.dk/


Brandbog Hanegal.pdf
BILAG 6.1 - Brandundersøgelse (BAV) Hanegal 2017.pdf

CASE 2C - Eniig - bæredygtig energi på den lange bane

DESIGNRAMME

Virksomhedsprofil

Eniig er et andelsselskab og ejet af 385.000 andelshavere i det nord- og midtjyske område. Forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt produktion af vedvarende energi.

Mission

Vi er fælles om fremtidens energi og digitale samfund

Vi ønsker at være et selskab, der engagerer sig i vores region, og hvor vi sammen med vores andelshavere og kunder skabe fremtidens løsninger inden for det digitale og på energiområdet.

Vision

Vi arbejder for bæredygtige og enkle løsninger til alle

Vi stræber derfor efter at vores produkter skal være økonomisk, miljø- og samfundsmæssigt bæredygtige, -og enkle at bruge!

Innovationsspørgsmål

Hvordan kan Eniig bidrage til at børn og unge tage aktiv og kritisk stilling til bæredygtig energiproduktion og

forbrug?

Designkrav

Der skal indgå digital fabrikation i projektets produkt.

Projektet og produktet skal afprøves i virkeligheden.

Der skal arbejdes i grupper


Læs mere om virksomheden

https://eniig.dk/privat/om-eniig/

CASE 3A - Marianne Gorridsen - Mode med mening

DESIGNRAMME

Virksomhedsprofil

Marianne Gorridsen er tøjdesigner med 30 års erfaring fra modebranchen. Hun designer, producerer og sælger strikbluser. Bluserne sælges på hendes webshop og i 45 butikker i Danmark. Marianne Gorridsens målgruppe er den miljøbevidste kvinde, der lægger vægt på bæredygtighed og mode med value for money.

Marianne Gorridsens slogan er “Mode med mening”. Det skal give mening at købe bæredygtig mode.

Vision

Marianne Gorridsen ønsker at sætte fokus på virksomhedens tre bæredygtighedprofiler og øge opmærksomheden omkring virksomhedens produkter i forhold til unge kvinder under 30, der er optaget af bæredygtighed.


Virksomhedens bæredygtighedsprofiler:

Strikbluserne er i et tidløst design (bæredygtigt tøjdesign)

De strikkes af alpaca uld fra fritgående alpacaer (bæredygtigt miljø og dyrevelfærd)

Produktionen foregår i en lille familieejet virksomhed med det formål at skabe meningsfyldte jobs for nogle af verdens fattige kvinder (social bæredygtighed).

Innovationsspørgsmål

Hvordan kan Marianne Gorridsen øge opmærksomheden omkring virksomhedens bæredygtighedsprofiler og sine produkter til unge kvinder under 30, der er optaget af bæredygtighed?


Der ønskes IKKE udbredelsesstrategier ift. modetøjsbutikker for målgruppen

Der ønskes IKKE traditionelle markedsføringsstrategier og kampagner.

Der lægges op til anden form for opmærksomhed, der kan lede mod salg på webshoppen.

Designkrav

Der skal indgå digital fabrikation i projektets produkt.

Projektet og produktet skal afprøves i virkeligheden.

Der skal arbejdes i grupper


Læs mere om virksomheden

https://www.gorridsen.dk/

CASE 3B - Lexoforms - Bæredygtig databehandling

DESIGNRAMME

Virksomhedsprofil

Lexoforms er startet af fire erfarne iværksættere, der hver især besidder forskellige stærke kompetencer indenfor jura, IT og programmering. Vi savnede en “selvbetjenings-løsning”​, der på en enkelt måde kunne føre små og mellemstore virksomheder igennem processen til at efterleve kravene i persondataforordningen.

Med fokus på brugervenlighed og en ambition om at bringe det tunge juridiske stof ”helt ned på jorden”, så det bliver forståeligt for alle, har vi udviklet netop sådan et online værktøj. Vi siger ikke at det er en nem opgave, men mange taler opgavens omfang op i en størrelse der tangerer et rent “overkill”​.

Vision

I perioden op til indførelsen af den nye persondataforordning - bedre kendt som GDPR, blev Danmark og resten af verden bombarderet med mails, hvor almindelige borgere skulle tage stilling til hvordan foreninger, firmaer og offentlige institutioner behandler personlig data. Dette har imidlertidig bevirket, at rigtig mange almindelige mennesker er blevet godt og grundig trætte af, at høre om og tage stilling til GDPR-problematikker. De fleste større virksomheder har efterhånden taget GDPR til sig, men der er stadig en stor gruppe virksomheder, der af den ene eller anden grund, ikke har taget stilling til GDPR endnu.

Nogen er måske afskrækket af det arbejde de tror det kræver, andre har hørt om kæmpe regninger fra rådgivere o.lign. Derfor har vi et ønske om, at vende debatten på hovedet. Vi vil gerne have den enkelte borger til at tage stilling til GDPR. Altså, hvem vil jeg gerne have til at behandle mine data? Virksomheder der har taget stilling til GDPR eller virksomheder der ikke har?

Innovationsspørgsmål

Hvordan kan man, på en positiv og interaktiv måde, motivere virksomheder og/eller privatpersoner til at forholde sig til GDPR?

Designkrav

Der skal indgå digital fabrikation i projektets produkt.

Projektet og produktet skal afprøves i virkeligheden.

Der skal arbejdes i grupper


Læs mere om virksomheden

https://lexoforms.com/

CASE 3C - Skab jeres egen Start Up

DESIGNRAMME

Virksomhedsprofil

G-KRAFT er et netværk under Erhverv Silkeborg, hvor iværksættere har mulighed for at indgå i et stærkt fællesskab med andre iværksættere. Hos G-KRAFT handler det om at skabe et netværk hvor nye Start Ups kan få sparring og inspiration fra andre Start Ups. Netværkets klare fokus er at skabe gode rammer for Start Ups i Silkeborg kommune og binde nye iværksættere sammen om at have modet til at dele deres erfaringer og gøre ideer til konkret business.

Vision

“Skab jeres egen Start Up” er ToolCampens mest åbne case og I bør kun vælge denne case, hvis I virkelig har noget på hjertet. I skal med andre ord have en vision om, gennem produkt- og virksomhedsudvikling, at gøre en forskel i verden - IKKE for at blive rige og berømte, men fordi I ikke kan lade vær! Casen kræver overblik og evnen til at arbejde selvstændigt. At man kan tåle modgang og vil kæmpe til den bitre ende for sin idé!

Innovationsspørgsmål

I vil selvstændigt definere og udvælge jeres designopgave, skabe og indsamle data til jeres produktanalyse, systematisk udvikle idéer med henblik på fabrikation af funktionsdygtige prototyper, som i sidste ende præsenteres for og testes på jeres udvalgte målgruppe.

Designkrav

Der skal indgå digital fabrikation i projektets produkt.

Projektet og produktet skal afprøves i virkeligheden.

Der skal arbejdes i grupper

Afhængig af klassetrin lægges der op til at der inddrages markedsanalyse, benchmarking, forretningsplan, branding- og markedaføringsstrategi osv


FOR MERE INFORMATION

ToolCamp Silkeborg på Facebook

https://www.facebook.com/ToolCampSilkeborg/


KONTAKTOPLYSNINGER

Ole Kjær Thomasen

ToolCamp - Tovholder

FabLab Silkeborg

Tlf: 23 42 82 72

E-mail: okt@silkeborg.dk