Hvordan arbejder man med fagene i MAKER'N?
Skolens fag er omdrejningspunkt for al undervisning, så hvordan bliver denne faglighed indtænkt i en designproces med en problemstilling som udgangspunkt? Det kan være en lidt vanskelig øvelse. Derfor introducerer vi Fagloop, som et supplement til de øvrige faser i MAKER'N. Med Fagloop sættes der fokus på det faglige indhold i problemløsningen.
Et fagloop skal forstås som slags loop ud af designprocessen, hvor eleverne klædes på med nødvendig viden, for at kvalificere deres arbejde. Et fagloop kan vare fra få minutter til flere dage, afhængigt af indhold.
Eksemler på fagloops kunne være
et fagloop i dansk, hvor informationssøgning er i fokus. Interviewteknik, effektiv internetsøgning eller et fagligt læsekursus omhandlende fagliteratur.
et fagloop i biologi, hvor virus og bakterier er i fokus i et forløb om at mindske sygefravær i klassen
et fagloop i håndværk og design, hvor eleverne lærer at designe i 3D programmet Tinkercad og at betjene 3D printeren i skolens Makerspace.
Efter endt fagloop arbejder eleverne videre i designprocessen, nu bedre kvalificeret til at løse opgaven.
Fagloop er på den måde med til at få bragt den erhvervede faglige viden til anvendelse i en konkret og virkelighedsnær sammenhæng, hvilket både er motiverende og meningsgivende for eleverne.
Centrale elementer vil være:
At "loope" ud af designprocessen for en kort eller længere periode
At relatere det faglige indhold til det problem eleverne arbejder med i MAKER'N
Fagloop kan forekomme gennem hele designprocessen og i forskellige fag.
MAKER'N © 2021 by Aalborg Kommune is licensed under CC BY-NC 4.0