Resiliens & mønsterbrud

Sårbarhed og resiliens handler om effekterne af negative oplevelser i barndommen, for eksempel omsorgssvigt. Undersøgelser viser, at børn reagerer meget forskelligt på de samme omsorgssvigt. Generelt kan mange børn komme sig over enkeltstående svigt. Det kunne for eksempel være, hvis det en enkelt gang blev slået af faderen. Der hvor det bliver meget problematisk er ved gentagne svigt. Det kunne for eksempel være, hvis barnet bliver slået en gang om ugen.

Resiliens betyder modstandsdygtighed og robusthed. Det handler om de såkaldte ”mælkebøttebørn”, som på trods af meget dårlige vilkår tidligt i livet alligevel senere ikke viser tegn på skade. Det er for eksempel et barn, der på trods af fysiske og psykiske overgreb i barndommen alligevel får en lang uddannelse, et godt job og er kærlig overfor sine børn.

Sårbarhed er det modsatte af resiliens. Ting der øger et barns sårbarhed kaldes sårbarhedsfaktorer/risikofaktorer. Det er fx mangel på andre omsorgspersoner end dem, der begår omsorgssvigt, utryg tilknytning og meget tidlige skader (nogle gange før fødslen).

For eksempel vil et barn, hvis eneste forælder begår psykiske overgreb, være meget mere sårbar end det barn, som har en flink moster, det i perioder kan bo hos, hvor der ikke sker dårlige ting.

1/3 klarede sig godt! Hvorfor klarer nogle sig godt og bliver mønsterbrydere (mælkebøttebørn)? 

Hvad kan man fokusere på, hvis man skal hjælpe omsorgssvigtede børn til at blive mere resiliente?

Risiko eller årsagssammenhæng?
Efter 1960'erne begyndte flere og flere empiriske undersøgelser imidlertid at pege på, at virkningerne af negative erfaringer tidligt i livet ikke altid var så ødelæggende og uoprettelige, som man skulle tro. 

Der var faktisk også børn, der overlevede selv meget vanskelige opvækstvilkår. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Der er naturligvis ingen tvivl om, at negative erfaringer i de tidlige år kan betyde en forøget risiko for problemer senere i ungdommen og voksenlivet. Men læg mærke til brugen af ordet risikere. De negative erfaringer risikerer at sætte en uheldig udvikling i gang, der kan føre til problemer på længere sigt, men det behøver på den anden side ikke altid gå sådan.
Der er ikke tale om en automatik eller årsagssammenhæng, men om en forhøjet risiko i forhold til børn, der ikke har de samme negative erfaringer.

1. TIDLIGT SKIFT TIL BEDRE OMSORGSMILJØ

Flere undersøgelser viser for det første, at skift til et bedre omsorgsmiljø mange gange er i stand til at vende en uheldig udvikling og tilsyneladende reparere på skadelige påvirkninger i den tidlige alder, især når skiftene kommer tidligt og allerhelst i de første leveår. Det så vi i forbindelse med de rumænske børnehjemsbørn, der tidligt blev adopteret af canadiske familier.

• Michael Rutters undersøgelse af rumænske børnehjemsbørn
  I slutningen af 1990'erne satte psykologen Michael Rutter og et forskerteam gang i en længdesnitsundersøgelse, fordi de fik mulighed for at undersøge en gruppe på 144 rumænske børnehjemsbørn, der var blevet adopteret af engelske familier i 6 til 42 måneders alderen. De sammenlignede dem med en gruppe på 52 engelske børn, der var adopteret til engelske familier, før de var seks måneder gamle. Da Rutter undersøgte de rumænske børn ved 6 års alderen, var der sket en fantastisk udvikling med mange af børnene. På det kognitive område (sprog, hukommelse og perception) klarede de sig næsten lige så godt som de engelske adoptionsbørn. På den anden side havde de flere problemer i forhold til at tilknytte sig adoptivforældrene, og de udviste en større uselektiv venlighed overfor fremmede. Forskerne fandt desuden, at tilknytningsproblemerne var større, jo længere børnene havde været på børnehjemmet.
  
  

2. PROBLEMET ER KÆDEVIRKNINGER

For det andet er det som regel ikke de tidlige negative erfaringer, der alene kan føre til problemer på lang sigt, men problemet er de kædevirkninger (eller den sneboldeffekt) af uheldige omstændigheder (skoleproblemer, alkoholproblemer, usikkert jobforløb, tidlig graviditet m.v.), der ofte følger i kølvandet på dem. Brydes kæden imidlertid tilstrækkelig tidligt (succesoplevelser i skolen, støtte fra andre) indebærer de nye erfaringer og oplevelser en mulighed for at dreje udviklingen i en anden retning og afgørende ændre på de negative virkninger af den tidlige modgang.

3. GENTAGNE NEGATIVE ERFARINGER

For det tredje er det sjældent enkeltstående og begrænsede traumatiske perioder i et barns liv, der er årsag til fejludvikling på længere sigt. Det er som regel de længerevarende forsømmelser og gentagne negative erfaringer, der skaber problemer. Selv i små doser kan en kronisk risiko have flere skadevirkninger på et barn end selv meget store doser af akut risiko. "It's not the large things that send a man to the madhouse", skriver den amerikanske forfatter Charles Bukowski.

4. INDIVIDUELLE GENETISKE FORSKELLE - SÅRBARHED OVERFOR STRESS

For det fjerde er man blevet klar over, at der er store individuelle forskelle på, hvordan børn klarer et belastende opvækstmiljø. Nogle børn er meget sårbare overfor bestemte negative oplevelser i de tidlige år, mens andre børn ligefrem er blevet kaldt overlevere eller mælkebøttebørn, fordi de tilsyneladende er i stand til at komme sig over selv meget vanskelige opvækstvilkår. Der er med andre ord genetiske forskelle, som er afgørende for, hvor modstandsdygtige børn er overfor stress og forskellige risikofaktorer i miljøet.

5. RESILIENS (MODSTANDSDYGTIGHED) - RESSOURCER HOS BARNET & I DET OMGIVENDE MILJØ

Og endelig for det femte taler man i dag om resiliens, som ifølge børnepsykiateren Michael Rutter er "processer, der bevirker, at udviklingen når et tilfredsstillende resultat, til trods for at barnet har erfaringer med situationer der indebærer en relativt høj risiko for at udvikle problemer eller for afvigelser" (Rutter, 2000). Begrebet stammer fra det engelske begreb resilience, der direkte oversat dels betyder genopretning af en oprindelig tilstand efter en fysisk belastning, dels bedring.
Ofte bruges det på dansk side om side med begrebet modstandsdygtighed, og man taler også om "det resiliente barn". Men resiliens er, som vi skal se, imidlertid ikke kun noget, der er afhængig af det enkelte individs særlige ressourcer. Den er også afhængig af de ressourcer, der findes i det omgivende miljø. Der kan f.eks. være tale om gode muligheder for støtte fra kompetente voksne, fra pædagoger, lærere eller søskende.