Forløb 2: Barndommens betydning for livet som ung og voksen
I dette forløb arbejder vi med vigtigheden af den tidlige tilknytning, og hvordan tilknytningen og barnets opdragelse kan have betydning for de relationer, vi indgår i senere i livet. I forløbet har vi haft et særligt blik på omsorgssvigt og undersøgt, hvordan man bliver en mønsterbryder.
Vi har arbejdet med følgende spørgsmål:
1) Hvad er centralt/vigtigt for barnet i den tidlige udvikling/?
2) Hvad er centralt/vigtigt for barnet i den tidlige udvikling?
3) Hvilken betydning har tilknytningen i barndommen for relationer senere i livet?
4) Hvad er den "perfekte" opdragelse, og hvordan former opdragelse individet?
5) Hvordan er det at være barn i den senmoderne familie?
6) Hvilken betydning har troen på sig selv i forhold til at bryde den sociale arv?
7) Hvad er konsekvenserne af omsorgssvigt, når de grundlæggende behov ikke opfyldes?
8) Hvorfor er nogle børn i stand til at bryde den sociale arv? Hvordan bliver man en mønsterbryder?
Udviklingspsykologi
Det er en næsten umuligt at forestille sig, at vi mennesker ikke i en eller anden grad skulle være et resultat af vores opvækst.
Det er da også en helt grundlæggende tanke inden for udviklingspsykologien og især inden for den del af den, der tager udgangspunkt i den psykoanalytiske tradition.
Vores personlighed og de relationer, vi får til andre som voksne, er i et eller andet omfang præget af de relationer, vi havde til forældre og andre mennesker i løbet af barndommen.
(Erik Erikson, Margaret Mahler), Daniel Stern og John Bowlby tager alle udgangspunkt i den psykoanalytiske tradition.
FØR
Store altomfattende teorier, der forsøgte at forklare det meste
Faseteorier med fokus på en række faser, der skulle gennemleves i en bestemt rækkefølge, og på en bestemt måde, for at udviklingen blev anset for at være normal
NU
De store teorier er erstattet af mange små undersøgelser, som har fokus op mere snævre områder.
Mere løse faseteorier, med mindre ”firkantede” rammer. Normaludviklingen kan se ud på flere måder.