Om materialet

Mange af aktiviteterne er udviklet på KFUM og KFUK’s events Efterskolefestival og Wonderful Days. Derudover har KFUM og KFUK's internationale projekt Y-Glocal også bidraget med aktiviteter. Materialet skal inspirere til at arbejde med verdensmål og det henvender sig til unge i alderen 15-25 år i lokalforeninger og på efterskoler.

Alle aktiviteter er til inspiration, og de enkelte foreninger er velkomne til at justere og videreudvikle, så det passer til den enkelte forening, målgruppe, kontekst, behov og muligheder. Aktiviteterne kan også kombineres, så man har noget til en hel aften eller måske en hel dag. Eksempelvis kan man begynde en aften med en madaktivitet og kombinere med en anden af aktiviteterne og afslutte med Tid til Tro. Nogle af aktiviteterne varer lang tid og andre er kortere og kan anvendes til at skabe afveksling, hvis man har en aften med meget refleksion. Kombiner dem og tilpas dem, så de passer lige til det behov, I har i jeres lokalforening.

Aktiviteterne har enten fokus på verdensmål som en helhed eller nogle udvalgte verdensmål. Til hver aktivitet er der oplysninger om verdensmålene og udfordringen, som aktiviteten har fokus på. Derudover er der også information om formål, tidsforbrug og materialer samt refleksionsspørgsmål og ideer til videre arbejde.

Materialet ønsker at bidrage til unges engagement og handlemuligheder samt at motivere unge til at tage initiativ og skabe lokal handling på globale udfordringer. Materialet skal gøre verdensmålene mere konkrete og nærværende for unge og inspirere til at tage ansvar og bidrage til at hjælpe verden i vores lokalforeninger.

De Tre Rum

KFUM og KFUK har en model, der hedder De Tre Rum

Modellen viser, hvordan vi skaber rum for Body, Mind og Spirit. Hvert rum illustrerer en måde at være sammen på i KFUM og KFUK.

I fællesskabets rum er aktiviteterne bygget op omkring Body. Her sætter vi krop, sanser og evner i bevægelse og er fysiske og sociale sammen.

I dannelsens rum er fokus på at udvikle vores Mind – vores sind. Vi lærer om verden omkring os, om livet, om værdier og om vores samfund. Her lærer vi nye redskaber til at kunne løse en konkret opgave. Dannelsens rum handler om forståelse og refleksion.

Troens rum har til formål at styrke vores ånd – Spirit. Det handler om mening og de helt store spørgsmål. Troens rum indeholder også vores fælles værdier og det er her, vi bekender den kristne tro.

Det er samspillet mellem rummene, der skaber den samlede KFUM og KFUK-identitet. Helheden i det kristne menneskesyn – Body, Mind og Spirit – er kernen i KFUM og KFUK. De Tre Rum hjælper os med at have den helhed for øje og skabe hvert rum til sin tid.

Dette materiale fokuserer på alle tre rum. Mange af aktiviteterne sætter gang i kroppen – Body. Til hver aktivitet medfølger der refleksionsspørgsmål – Mind. Materialet rummer også Tid til Tro, der skaber rum for troens rum – Spirit.

I KFUM og KFUK ønsker vi at udvikle børn og unge og få dem til at tage ansvar for den jord, der er blevet os givet og udvise næstekærlighed for vores medmennesker.