Vintervind

Jeg omringer deres dunjakker og jagter kanten af en pelskrave på damen foran brugsen. Mine fingre glider gennem pandehår og nedkøler deres nakke, indtil gåsehuden spreder sig i plamager på deres kind.

Jeg sparker til en indkøbsvogn og banker legesygt på en lyskæde. Jeg river varerne ud på vejen og hvisker ord i deres ansigter. Min eksistens er en evig ting, som gemmer på lidt støvregn, og jeg klatrer op ad juletræer for at kaste mig ud i verden. Jeg kører rundt i cirkler under halvtaget ved en butiksrude og skruer op for hvislende lyde gennem døre, som står på klem.

Deres øre er mit offer ligesom blottet hud ved anklen, og jeg kærtegner de fingre, som griber efter luft.

Jeg holder sjældent op med at blæse ned ad hovedvejen og hen ad vejkanten. Hele året ankommer jeg trofast og trækker i deres tasker.

Så hvis det en sjældent gang er vindstille, er det bare en venten inden uvejr, for jeg elsker at vælte deres hverdag igen.