Ensomhed

Jeg kom ind i denne verden, grædende. Mens alle smilede omkring mig. I mange år har jeg følt ensomhed omkring mig. Både inden i mig, og uden for min egen rækkevidde. En følelse, der brister og pirrer min mund. Jeg har lyst til at sige noget, men jeg kan ikke. De manglende blade på træerne, gør verden mere ensom end den allerede er, verden bliver kold, og jeg kan slet ikke overskue tanken om, at uanset hvad jeg gør, er jeg alene. Alene derhjemme, alene udenfor og alene i mig selv. I gaderne rundt omkring mig ser jeg alle de glade familier. Hvorfor kan det ikke være mig? Det eneste jeg ser, er grå gader, menneske larm og ensomhed over denne verden. Den stemme alle mennesker har i sit hoved, forsvandt for noget tid siden. Og ensomheden vækkede sig over mig, som en mørk plamage, som skyer inden regnen vælger at falde ned, og forlade fugten oppe i himlen, uden nogen form for tryghed, eller lys for enden af vejen. Det er snart 1 år siden papirerne kom på plads, og han tog alt fra mig. Nu er jeg alene. Efter nok stilhed i mit liv, vil jeg forsvinde. Nu forlader jeg denne verden, smilende. Mens alle græder omkring mig.