Hovedgade

Legepladsen er tom. Den ensomme gynge bliver forsigtigt skubbet af vinden. Gaden er kold og ensom. Der er stadig mennesker udenfor, men ingen vil have noget med hinanden at gøre. De skynder sig alle, alle skal noget, der åbenbart er vigtigere end en samtale med en fremmed. Bare et ”hej”. Eller et smil. I det mindste øjenkontakt. Intet.

Gråvejret forlader en med følelsen af en kaffe, der er blevet kold, gennemblødte sko og plaster på et knust hjerte. Hvordan ville verdenen være, når alle er væk? Hvis alle en dag rejser væk, efterlader deres ting og aldrig kommer tilbage. Forlader deres lejlighed på hovedgaden og lader døren stå åben. Og hvis man går ind, ville man se et helt liv. Hvordan er deres køleskab? Måske er de imod madspild, og har derfor rugbrød i køleskabet, fordi de ved at sådan holder det længere. Hvad har de på væggene? Har de husket at fodre katten? Eller er katten ifølge beboerne selvstændig nok til at klare sig selv? Det ville i hvert fald sige en del om hvad for et menneske man er.

Hvordan ville et tomt Søborg se ud? Med gamle aviser, der har nået deres livsende og langsomt bliver til et med vandpytten fra den grædende himmel. Pengesedler, der en gang var så vigtige, som nu prøver at finde deres plads i denne verden. Jeg tror ikke engang gyngen ville bevæge sig, hun ville være for træt og vil nu nyde sin fridag uden børn.

Legepladsen

“Mor! Mor, kom nu!”

“Ja, jeg kommer. Lad nu vær´ at løbe fra mig.”

“Mor! Mor, vi skal hen til gyngerne!”

“Kan du så ikke gå derover uden mig? Både græsset og sandet er helt fugtigt, og der ligger blade over det hele. Mor gider ikke ødelægge sine sko, vel?”

“Men du plejer at gynge med mig!”

“Ja, men ikke i dag. Jeg stiller mig ovre ved bænken der; den ved det store træ.”

“Okay, så gynger jeg selv. Men bagefter kan vi så ikke lege på rutsjebanen?”

“Jeg er træt i dag, så du må lege selv.”

“Men du plejer at gribe mig, når jeg rutsjer ned.”

“Ja, men den er møgbeskidt og mor vil ikke ødelægge sine nye bukser, vel?”

“Kan vi så ikke lave sandkager?”

“NEJ!”

“Men… vi plejer jo-”

“Nej, intet er som det plejer! Der er mug på skraldespandene, fugtigt over det hele, jeg kan ikke høre fuglene, fordi bilerne larmer og der er en unge, der skriger og alt er klamt og beskidt!”

“Men… Jeg ville ønske far var her.”

“Ja, men det er han ikke.”

“Men vi plejede jo, at lege sammen alle tre…”