RAMÉ

(balinesisk adjektiv: ”noget der på én gang er kaotisk og glædeligt”)

De køligt tilregnede brosten

som bygger fundamentet for hovedgaden i Søborg

omfavnes af en tung diset luft

og af mange menneskers fodspor

under deres jagt på julegaver, denne tågede december eftermiddag

idet de besøger gadens brede udvalg af butikker

der er gemt i de kobberrøde murstensbygninger

hvorpå vinter solens stråler blidt skinner

og som hver rummer en varm atmosfære og julet stemning, denne tågede december eftermiddag

hvor de klassiske julesange runger i ørene på hovedgadens besøgende

da butikkernes købere suser rundt med forventningsfyldte og spændte blikke

og et skimt af lettelse i mundvigen, da julegaveræset netop er ved at blive overstået

så de derfor endeligt nyder julens ånd og tilstedeværelse.

Vinden

Dagen var grå og overskyet. Det vinteragtige, forfriskende lag af støvregn, gjorde byen helt stille. Næsten som om at tiden stod stille. Ingen mennesker på gaden, ingen mennesker i butikkerne og ingen mennesker på caféerne. Jeg vandrede ned ad den stille gade, og mærkede kun vindens kys på mine kinder. Min næsetip blev koldere og koldere, og rødere og rødere. Rudolf med den røde tud kunne ligeså godt havde vandredet ned af den kolde vinter gade.

En gang mellem var det som om at vinden gabte. Der blev helt stille, og det blev efterfulgt af et voldsomt vindpust. Det rev og hev i alle træer og buske, næsten som om at de var levende. Som om at de havde lyst til at flyve væk fra hvor de stod. Men det kunne de ikke, de var låst fast, med deres egne rødder, og endda uden selv at vælge hvor de skulle stå.

Når vinden ramte en udhuling i en af lejlighederne, udbrød der en svag tuden, som en fløjte der blev pustet i. En gang imellem kom to arbejdsmand forbi. De var i gang med et eller andet arbejde, måske vejarbejde det plejer det altid at være. De arbejde med nogle store rør som lignede kæmpe spaghettier. Men det var også det.