Gaden

En permanent hængende lugt i luften. Den gule måges særkende flyder op gennem gågaden. Julestemning. Højt hævede, mørkegrønne silhuetter af træer følges med hinanden ned at tagkanten. På glastaget ligger vandperlerne og observerer den gængse hverdag. Den der ligner sig selv. Velkendte ansigter spejles dagligt i butiksruderne, og forsvinder hurtigt igen, i takt med tiden. Nøgne står de, ned af vejen og forsøger med deres lange arme at hindre støjen. Men årstiden har sat sit præg. Vissent står det hele.

Konstant stilhed bliver brudt af konstant uro fra vejen. Triste sten. Ligger langs gaden, ophøjet og stablet over byens liv. De røde mursten spejler sig i bygningerne på den anden side af larmen. Den grå himmel formørkes som natten falder på. Gaden fyldes med nyt og friskt liv. Ungdommeligheden lever når klokken ringer fri. Ungdommeligheden lever når mørket tager over.

Men den gentagne realitet rammer gaden, når solen rejser sig igen.

Øjeblikket

Jeg går ud på fortovet. Dagen er kold men stille. Vinden blæser blødt ned ad mit hår, over mine kinder. Jeg er forsigtig i at ikke at få mine sko beskidte på mudderet. Til min højre side er der butikker, til sko, og blomster tøj, og cykler endda et apotek, og en tandlæge. Til min venstre er der lejligheder, røde bygninger to, og tre etager høje. Det havde regnet dagen før, og regnens lugt lod stadig over fliserne, lige så tung som en kampesten. Lugten havde en metallisk kvalitet som jern på tungen.

Ude på vejen susede bilerne frem, og tilbage som et tusinde små lyn; deres støj en symfoni.