Traumer og Barndom

Traumer

Et sted med en samling af bøger for et ungt menneske, er lidt ligesom en zoo for dyr. Folk kigger på en som om man har en pik tegnet i ansigtet, eller man er med i et freakshow fra 1800-tallet. Folk kigger på en, som kvinder kigger på mænd i en lingeributik, som om man bliver dømt. Især ældre damer er de værste, de klager om at unge mennesker ikke læser nok, men når man så er et sted med en samling af bøger, der kan lånes, bliver vi stirret på, holdt øje med, som om vi skal til at stjæle noget.

Et sort hus med et boglager er ikke det fedeste sted generelt, der lugter af hospital, lugter af ren sprit og plastikhandsker. Det ligner folkeskolens SFO, som vækker minder frem af sure pædagoger, skrigene børn, og klamme toiletter. Der er billigt julepynt som ligner det man lavede til mor og far i børnehaven. Derudover er der koldt betongulv og murstensvægge som alle folkeskoler i landet, ikke særlig hjemligt.

Man kan hører svage lyde af folk der hoster, snakker og en mor der ikke kan få sit barn til at være stille, lidt ligesom når man er i lufthavnen, bare mindre kaos. Men så bliver man bragt tilbage til lægens kontor, når telefonen ringer, en høj lyd med en melodi der prøver at skræmme en væk. Plakater på væggen der siger se mig hør mig, bøger på hylderne der tålmodigt venter på at blive læst.

Barndom

”I min barndom kom jeg altid her og det var altid en fornøjelse at gå på opdagelse i de mange eventyrlige verdener, som gemte sig på de mange bogreoler, som var sat op i orden efter forfatter og genrer.” Hørte jeg min indre stemme sige.

”Tag mig, Tag mig, Tag mig, jeg er en eventyrlig bog.”

”Er du ved at være færdig, for jeg har fundet den bog jeg vil leve mig ind i.”

”Jeg mangler kun at lure i møgungernes børneafdeling og i teateret i kælderen, hvor jeg ofte kom som barn og til sidst på første sal, hvor min farmor havde sin lille hule, hun havde erhvervet sekretær her på stedet for mange, mange år tilbage i tiden.”

”Shhhh, jeg læser”

”Hvorfor tænker jeg ikke over, at jeg er i den stillezone i voksenafdelingen, hvor alle de ældre herrer sidder og skriver med deres thailandske damer over de lånte computere, som var til gavn for borgerne i kommunen.” snakkede jeg igen med min indre monolog om.