længsel og Perspektiv

Længsel

Når man er mig, så har man for det meste altid noget at lave, men derfor kan man stadig godt komme til at føle sig ensom. Ingen taler til mig, eller krammer mig, og jeg står så langt væk fra de andre, så der slet ingen mulighed er for, at vi kan tale sammen. Det meste af dagen bruger jeg på at høre bilerne suse forbi. En sjælden gang imellem stopper de med at komme kørende, og så kan jeg høre fuglenes nydelige kvidren oppe fra taget. Det lyder altid skønt og kan få hele min dag til at blive tusinde bøger bedre. En anden ting, der kan få min dag til at skinne, er når min yndlingsbog kommer tilbage på hylden efter at have været væk i lidt tid. Min yndlingsbog står over på rækken med skønlitteratur, og hedder Solsikken. Den får mig altid til at tænke på gode ting, såsom solen der snakker til mig, træernes hvisken, fuglenes sang og skyernes rejsen hen over himlen. Nogle gange gad jeg godt prøve at være andet end bare en genstand, andre kan sidde på. Måske en fugl, fugle er frie, de kan tage lige hen, hvor hen de vil, når de vil, og det misunder jeg virkelig. Mine fødder kan ikke flytte sig, og jeg er bare blevet plantet på jorden som et træ, der har slået dybe rødder.

Perspektiv

Forældede bøger, kvælertag af luftens partikler, den klamme luft trænger sig på, en lige række af bøger, larmende lyde, kørende biler, lysende lamper, en kold kuldegysende kynisk kæmpekraft kryber sig ind i min krop, luften snører sig sammen om min hals, den larmende stilhed, den stillestående brise, det mørke lys, den ensomme stol, i det ensomme bibliotek, i det ensomme lille Danmark. De skinnende solstråler på mit ansigt som var det en sommerdag, lys på bøgerne som var de Guds gave sendt fra himlen, de røde nostalgiske vinduer, hygge, den larmende vej fortrænges i lyden af menneskers fantastiske stemmer, lyden af ingenting, men alligevel lyden af alting, bøger der snakker, trapper der går, verdener der åbner sig, og en masse blødsødne hjerter der slår, en reol med tusind historier, en faglitterær hylde med pudsede glorier og en masse observationer, jeg er helt rolig i mit sind, jeg dufter glæde, jeg ser bussens beroligende gulglødende farve, jeg hører bilernes snakken, gadens vilde liv, jeg henfalder mig til momentet, momentet, hvor alle bliver til ingen, og larmen bliver til lyde, hvor historierne skabes og fortælles på en måde man selv skal tyde, det valgte perspektiv, mit valg for resten af mit liv.