Stilheden og Minderne

Stilheden

Min krop flyder langsomt ned i den nærmest ubrugte, kantede sofa. Det klare lys, fra de ubeskriveligt mange lamper, giver rummet et naturligt skær i samarbejde med solens tynde stråler, der kommer krybende fra de mørkebrune vindueskarme. De cremehvide gardiner omringer det rektangulære kighul, som ikke er blevet pudset i et godt stykke tid, hvor man kan skimte den travle trafik igennem. Jeg læner mig tilbage, og lukker øjnene et kort øjeblik. Biler, dytten og en enkelt ambulance kan svagt registreres udefra, og understreger den næsten pinlige stilhed, som kun afbrydes en gang imellem af nogle ihærdige computerklik, fra de produktive gæster.

Solen reflekterer i det nyvaskede gulv, så man næsten kan smage en snert af den yderst savnede sommerfølelse. Alle regnbuens farver er repræsenteret på de kreative bogrygge, og minder mig om husene i Venedig. En blanding af kaos og kunst på den fineste måde. Den automatiske svingdør går op, og afbryder den tunge stilhed, der hidtil har været. To ældre damer spadserer målrettet gennem rummet, og lyden af deres spidse hæle, efterlader en tør klang i rummet. Jeg rejser mig fra det grålige møbel, og forlader det stille rum igen.

Minderne

Da jeg træder ind i det hjemlige lokale, bliver jeg mødt af en velkendt følelse. De mange indtryk skaber en kaotisk, men på samme tid meget behagelig stemning. Det føles ligesom at træde ind i sin barndom igen. Dengang man var 3 år, og tog på udflugt om søndagen med sine forældre. Alle de mange lugte og gamle genkendelige følelser tager mig tilbage. Det første mit blik fanger er de mange farver.

Alle regnbuens farver er repræsenteret, og kigger smilende på en, på præcis samme måde som de gjorde for 13 år siden.

Alle historierne jeg fik læst højt, lever trygt videre i mig og blandt de mange andre børn, der dagligt kommer forbi, og holder dem i live.

Jeg kigger mig omkring, bøgerne står stadig i store stakke, og ser hver især på en med en vis længsel og håber på at blive læst.

Jeg husker, de mange bogreoler være lige så høje som højhuse, der så fint stod og flagrede blandt hinanden. Bøgerne står sirligt på række, ligesom en hær af soldater inden de marcherer afsted. De er fyldt med alt fra rim og remser til eventyr. Midt i de mange tusind bøger er den der stadig. Jeg bladrer om på første side, og lukker øjnene. På et splitsekund er jeg taget tilbage. Tilbage til dengang, hvor jeg nysgerrigt prøvede at forstå ordene, og hvor fantasien arbejdede på højtryk. Dengang hvor ordene dansede på siden, og kiggede hånfuldt på en, når man ikke kunne forstå dem. Men mest af alt alle de gode minder, som springer frem på nethinden og alle sammen vil blive genoplevet.

HC Andersen har jeg vidst hvem var, siden jeg var helt lille. Min far og mor ville komme op på mit værelse næsten hver evig eneste aften og læse godnathistorie. Vi havde efterhånden fået læst en stor stak af hans bøger. Selvom det er nogle år siden nu, husker jeg tydeligt slutningen på ”Den grimme ælling” og ”Grantræet”. I det fjerne kan jeg høre en kalde mit navn, og lige så hurtigt som jeg blev taget tilbage er jeg nu til stede igen. Da vi sammen går ud derfra, kigger jeg mig hurtigt omkring og spekulerer over hvornår jeg igen kommer tilbage.