Dag efter dag og Gentagelse

Dag efter dag

Hver evig eneste dag kan jeg høre en konstant støj fra bilerne, og det driver mig til vandvid. Dog kan jeg høre de smukke fugle, som sidder i de nøgne træer udenfor og de vækker mig hver morgen med deres sang. De høje toner kilder så meget, at de går lige i mine bogstaver. Jeg er en tyk hvid bog, og en gang imellem bliver jeg hevet ned fra hylden, og det giver en dejlig følelse, når nogen endelig bladrer i mine sider. Jeg er dog træt af at stå i lang tid og samle støv. Det bliver mere og mere uklart når jeg skal se ud af mine sider, for jeg føler at der er en let tåge hver time af døgnet. Når jeg kigger mig rundt omkring, kan jeg se lange hvide reoler der danner en gang. Jeg har en stor vennekreds, og de er alle fyldt med farver som indgår i en regnbue. Foran mig står mine gode venner, som jeg har kendt i lang tid. De tiltrækker mange mennesker, da de er tynde og hurtige at læse. Jeg tror de bliver kaldt for et magasin. Jeg forestiller mig, at der står alt muligt unyttig viden. Min næse bliver fyldt med en mærkelig lugt. Jeg bliver helt klaustrofobisk af det tykke og indelukkede lag, da det er en blanding af gamle bøger. Endnu mere specifikt af gammelt papir og brugte ting.

Gentagelse

Hver dag er efterhånden den samme. Jeg ligger bare i blandt alle de andre CD’er er venter på at nogen låner mig. Engang var der rift om at låne mig, folk stod endda på ventelister, men efterhånden samler jeg bare mere og mere støv. Jeg har heldigvis direkte udsigt til alle instrumenterne her på biblioteket. De består af tre guitarer, et keyboard, et par højtalere og et trommesæt. En sjælden gang kommer der børn og spiller på dem, det elsker jeg. Så kan jeg tænke på noget andet, end hvornår jeg mon bliver lånt igen.

Jeg ville ønske at folk stadig brugte CD’er, for jeg savner at se alle de forskellige mennesker hjem når jeg blev lånt ud til dem. Men det er dog rart at få en pause, jeg har haft et langt liv, og jeg er blevet lånt og afspillet så mange gange at jeg bliver helt skør af at tænke på det store tal det løber op i.

Tit sker det, at der kommer ældre mennesker de kigger ofte på mig og smiler lidt, men hurtigt lægger mig tilbage. Jeg tænker ofte over om det mon er fordi de har lyttet til mig da de var yngre eller har nogle minder forbundet med mig? Det kan redde en hver dag, som der efterhånden alligevel er den samme.