Stemninger og væmmelse

Stemninger

Og der står jeg. På det beskidte og glatte gulv. Skridt efter skridt, bevæger jeg mig ned mod afdelingen med pasta og ris. Jeg er næsten ved reolerne med pasta og ris, når jeg endelig kigger op. Jeg får med det samme øje på hylderne med marmelade, syltetøj og nutella. Det minder mig om morgenmad. Og i et kort øjeblik forestiller jeg mig, at jeg sidder ude på græsplænen i det gamle sommerhus i Sverige. Jeg vandrer videre og drejer ned mod pastaen. Når jeg får øje på pastaen tænker jeg med det samme på Manjas mors pasta med kødsovs. Mine tanker bliver hurtigt drevet bort, og lyden af indkøbsvogne fylder mit hovede. Jeg kigger op igen, og lidt længere nede af gangen, står der en kvinde og lægger varer ned i sin indkøbskurv. På den modsatte side af kvinden, står der en mand og snakker i telefon. Her står jeg imellem dem, som en splittet sjæl, der skal vælge mellem to venner, bortset fra at jeg selvfølgelig ikke kender nogle af dem. Jeg vender mig om. Bag ved mig er der en ny række med varer. Mine øjne falder med det samme på olivenolien. Jeg forsvinder med det samme hen i mine dagdrømme endnu en gang. Denne gang havner jeg på en restaurant i udlandet. Jeg sidder med min familie i mit kølige sommertøj. Med min spaghetti foran mig, er det endnu engang sommer, også selvom den kolde brise fra virkeligheden siger noget andet.

Væmmelse

Det vrimler med mennesker. De har travlt og går udelukkende op i sig selv. De lever i deres egen lille bobbel og registrere slet ikke verden omkring dem. Individer har himmelhøje tanker om sig selv og sætter sig på en høj indre piedestal. Jeg væmmes ved tanken og får en kvalmende fornemmelse.

Så tragisk som det end lyder, er det realiteten og kvickly er et perfekt eksempel som understreger min pointe. For mens man kunne vælge at være til stede og få stimuleret alle ens sanser, som de forskellige afdelinger kan tilbyde, er man ligeglad. Målet er at blive færdig med ens gøremål helst så hurtigt så muligt. Intet sekund kan gå til spilde. Man går glip af duften af nybagt brød. En duft som ville skabe associationer til trygge søndage, i en barndom man tåget prøver at erindre. De mange varianter af krydderier fra fjerne verdensdele. Krydderier som plejede at skabe kreative frirum i en forhastet hverdag og tid sammen med den familie man længe har tilsidesat.

Nu står konserves øverst på indkøbslisten matchende til den grå og kedelige personlighed, 80% af den danske befolkning kan tage på sig. Monotont fiskes den krøllede lap papir op af baglommen og med tunge skridt sætter man i retning mod hylderne med varer på dåse. Ikke yderligere charmerende og den kvalmende fornemmelse vender igen tilbage. Folk hænger ind over de frit tilgængelige vogne, som de kun har tilføjet en 10 eller 20 de endda får tilbage. Totalt anti inspirerende. En smule taknemlighed er vel ikke for meget at forlange? Staten kunne jo vælge at udnytte hver enkelt mulighed for at indtjene penge til statskassen, men nej de går faktisk op i andre end sig selv.

Turen fortsætter gennem det ensformige supermarked, hvor juleudsmykning viser sig hist og her. Den kølige brise fra frostafdelingen rammer, hvor den sure lugt af ost som har overskredet sidste salgsdato befinder sig. Kun folk som syntes, at de er lidt ekstra fine køber den alligevel. Kun for at opnå en vis form for prestige, som ingen alligevel reelt går op i. Til stor kontrast finder man i den anden ende af supermarkedet mennesker med næsen dybt begravet i køleskabet med nedsatte varer. Man kan se ivrigheden i deres øjne. De skal frem først og få det bedste tilbud. Alle midler tages i brug og ingen menneskelighed eller moral er til og spotte.

Men til trods for alle disse observationer er jeg jo ikke en skid bedre selv. Måske er det min tur til at kigge indad? Gøre op med den måde vores samfund er skruet sammen på og gå i en anden retning. En motivation til dette kunne være, at jeg hver morgen får mulighed for at se selvtilfredst på mit eget legeme i spejlet. Til forskel fra nu, hvor alle siger et men føler noget andet.