Af Steen Clausen, Diapraxis
Rusland plejede at være en naturlig del af Europa. Vores kongehuse giftede sig på kryds og tværs og vi var dermed tæt bundet sammen af både politik og blodets bånd. Det ændrede sig med Revolutionen i 1917. Pludselig blev Europa revet over og Rusland kom til at stå som fjenden i øst. Efter 2. verdenskrig gik et nu mindre Europa sammen og vores selvforståelse blev, at vi nu var et fredens kontinent, hvor dialog og ikke våben skulle styre slagets gang. Et Europa, hvor lande, der tidligere havde bekæmpet hinanden, kunne sætte sig ved samme bord, lytte og finde frem til forhandlede og tillidsbaserede aftaler.
Og netop forhandlingerne og de fredsbevarende aftaler blev EU's sande styrke: evnen til at skabe tillid, relationer og langsigtede løsninger.
Men denne styrke forsvandt, da krigen i Ukraine brød ud. Rusland mente man ikke at man kunne tale med, og Europa valgte frygtens vej. Og frygt har aldrig skabt en holdbar fred eller grobund for givende forhandlinger.
Da Rusland invaderede Ukraine, kunne Europa have holdt fast i den erfaring, vi gennem årtier havde bygget vores fællesskab på: at konflikter ikke løses ved at isolere, fordømme og opruste alene, men ved at insistere på dialog, diplomati og gensidige sikkerhedsgarantier.
Vi lukkede samtalen med Rusland. Vi overlod vores dømmekraft til USA. Og vi mistede vores egen strategiske rolle.
I stedet for forhandlede og tillidsbaserede aftaler valgte vi moralske markeringer og militære reaktioner.
Vi handlede hurtigt – men uden at spørge os selv, hvad vi egentlig ville skabe.
Da vi forlod den dialogiske vej, forlod vi også den dybeste europæiske erfaring: at fred kræver modet til at blive siddende ved bordet, også når den anden fejler.
Mens Europa reagerede i frygt, bevarede USA det strategiske overblik. De leverede våbnene, styrede tempoet og skrev fortællingen. Og da tiden kom til fredsforhandlinger, var det igen dem, der førte ordet. Europa står nu på sidelinjen. Det er USA og Rusland, der taler om regionens fremtid – om Ukraines struktur, økonomi, sikkerhed og territoriale rammer.
Europa, som ligger geografisk tættest på konflikten og har mest på spil, er blevet tilskuer. Og det er vores egen skyld.
Det er hverken Trumps eller Putins styrke, der har skubbet Europa ud. Det er vores egen passivitet. Vores egen holden fast i at Rusland er skurken og at det moralsk rigtige er at Ukraine har deres land. Og det er muligt at det er det moralsk rigtige, men verden er ikke sort/hvid. Rusland ville aldrig gå med til den aftale vi insisterer på er den eneste vi vil indgå - og hvis man står så stejlt, ja så er der ikke noget at forhandle om. Og det sendte bolden direkte i armene på Trump og amerikanerne. De har mindre på spil, de har alt at vinde - og med en forretningsmand ved roret (med tvivlsom moral ja ja), så er Europas rolle ved at være udspillet, for vi kommer ikke tilbage til et forhandlingsbord når vi har gjort det klart, at vi ikke vil slippe vores ultimative krav.
Europa holdt simpelthen op med at tænke selv og mistede troen på, at forhandlede og tillidsbaserede aftaler stadig kan være grundlaget for fred.
De russisktalende områder i det østlige Ukraine, som Rusland har indlemmet, var allerede løsrevet fra Kiev i praksis. For Rusland var de strategiske. For Ukraine var de symbolske. For Europa burde de have været anledning til at presse på for realistiske forhandlinger.
Nu er realpolitikken ved at falde på plads:
Rusland får sine bufferzoner
USA får indflydelse i genopbygningen og sikkerhedsarkitekturen
Ukraine knyttes tæt til amerikanske interesser
Europa mister indflydelse, adgang og fremtidskraft.
Vi ved, at når en plads i et økosystem står tom, overtager en anden art den. Politik er ikke anderledes. Det vakuum, Europa skabte ved ikke at tage ansvar, er nu fyldt af andre og denne invasive art er ikke sådan at slippe af med igen. Spørgsmålet er nu, hvad gør vi så?
Det alvorlige er ikke kun geopolitisk. Det handler om Europas identitet. Europa blev født af viljen til at forsone, tilgive, bygge op og skabe tillid. Det var et kontinent, der tog det kristne budskab alvorligt: At velsignelse kommer gennem fredsskabende handlinger, og at den, der søger forsoning, skaber fremtiden. Men denne vej blev forladt.
Vi lod os styre af frygt. Vi opgav troen på relationens kraft. Vi glemte, at enhver stabil fred kræver langsomhed, dialog og ansvar – ikke blot afvisning af den, der gør ondt.
Europa havde mulighed for at være den stemme, der sagde: “Vi må finde en vej, hvor alle får sikkerhed – også dem vi ikke forstår.”
Men vi tav.
Og i tavsheden tabte vi ikke blot politik. Vi tabte sjælelig retning.
Det er en grundlæggende sandhed, som naturen, historien og de dybeste menneskelige traditioner lærer os: Der findes ingen varig fred uden dialog. Ingen stabilitet uden gensidig sikkerhed. Ingen fremtid uden tillid.
Europa kunne have forsvaret Ukraine og samtidig arbejdet for en fremtid, hvor Rusland ikke blev isoleret, men integreret i nye sikkerhedsstrukturer. Det ville have været Europas naturlige rolle.
Mine mange år på Balkan har lært mig at gensidig dialog er vejen frem. Dialog KAN føre til fred. Men det kræver, at vi vil det. Det kræver kompromiser og det kræver et aktivt samarbejde, hvor processen er mindst lige så vigtig som målet.
Europa blev ikke marginaliseret af USA. Europa blev ikke presset væk af Rusland. Europa mistede sin plads, fordi Europa mistede modet til at tage ansvar. Europa gik væk fra bordet, hvor fred forhandles. Og i politik som i naturen gælder: Den, der forlader pladsen, mister den.
Men Europa kan finde tilbage. Det kræver blot, at vi igen tager udgangspunkt i de værdier, der engang skabte vores styrke: langsigtet tænkning, gensidig sikkerhed, forhandlede aftaler og tillid som politisk metode.
Freden er stadig mulig.
Men kun hvis Europa husker at fred skabes – ikke gennem frygt – men gennem ansvar, mod og dialog.