Undervisningsforløb: ”Skæve eksistenser”, 2021
1. lektion
Husk skriveredskaber og papir
Præsentation:
· Sætte sig i alfabetisk orden
· Snakke med sidemanden - præsentere navn, linje og hvad han/hun godt kan lide ved faget dansk hvad jeg kan godt lide ved faget dansk:
I faget dansk skal man være nysgerrig – og stille gode forundringsspørgsmål. Det handler om at gå på opdagelse i tekster; noveller, kortfilm, digte, dokumentar, pressefoto, artikler.
De vil alle sammen fortælle os noget, berige os med en tematik, få os til at reflektere og tænke over noget. Men ikke nødvendigvis noget specielt – det kan være anderledes for dig og mig. Derfor synes jeg, det fede er at man skal give sit bud.
Man kan derfor ikke sige noget dumt. Bidrage – både i klassen og i gruppearbejdet.
Læringsmål for forløbet:
I skal kunne stille spørgsmål, der åbner op for forståelsen af novellen
I skal kunne anvende den grafiske model ”isbjerget” i arbejdet med en eller flere noveller
I skal forsøge at indleve jer i personernes tanker, følelser og miljø
Opstart: snak med din makker
· Hvad er en skæv/sørgelig eksistens?
· På hvilke måder kan man skille sig ud fra ”det normale”?
· Hvad/hvem er det/den normale?
Læses: Novellen: ”Den dag begyndte med en stille vestenvind” af Rosa Liksom læses op af læreren
Analysespørgsmål: Med din makker:
· Hvem er en skæv eksistens her? Hvorfor?
· Optræder der her en "normal"?
· Er der et svar på, hvad det normale er, og hvad er det skæve?
· Hvorfor er det overhovedet vigtigt at tage stilling herom?
Diskussion i plenum:
· Hvad har formet eller påvirket personerne til det, de er i dag?
Personkarakteristik:
· Sæt streg under de ting, der siger noget om personerne i teksten (ting der beskriver personerne).
Personkarakteristik
· Ydre og indre karakteristik: Skriv på modellen af isbjerget nogle sider fremme i jeres kompendium, hvad I direkte får at vide om personerne, og hvad I fortolker jer til? Det, der står "mellem linjerne"! Husk at begrunde jeres svar med argumenter fra teksten!
· Begrund herefter hvordan personernes indbyrdes relation/forhold er til hinanden. Brug teksten til at komme med eksempler herpå!
Miljø – se billederne på dias nederst på siden
· Hvilket miljø tænker I, vi befinder os i? Begrund ud fra teksten
· Hvordan påvirker beskrivelsen af miljøet dig som læser?
Lektie: I skal have læst novellen: ”Spørgsmålet” i kompendiet
2. lektion
Lærerforberedelse: Have papir med til eleverne
Walk & talk parvis:
· Stil to spørgsmål til din makker om teksten, du undrer dig over og gerne vil have svar på. Din makker skal give sit bud på et svar til dine to spørgsmål.
Individuel opgave:
· I skal nu sætte jer i jeg-personens sted (syn, tanker og handlinger), og skrive 10-20 linjer i hver jeres dagbog. Husk en dagbog er fyldt med hemmeligheder, tanker, følelser, frustrationer, vrede, ønsker osv.
· Dagbogen læses nu op i grupper af fire elever. Gruppen vælger den "dagbog", der gjorde størst indtryk på jer, og denne læses op for hele holdet.
Mellem linjerne:
Med udgangspunkt i isbjerget skal I nu prøve at blive klogere på, hvad der er under isbjerget/mellem linjerne:
· Mødet med Næstved s. 92
· Natten s. 94
· Slutningen s. 96
Perspektivering til i dag:
· Hvad har gjort hovedpersonen til den, hun/han er blevet?
· Kan hovedpersonen ændre sine levevilkår?
· Hvad kan vi gøre for unge som hende/ham her?
Jer selv:
Jeres liv er proppet med valg. Små og store. Tilfældige og for jer altafgørende. Valg truffet i et splitsekund eller udskudt til sidste øjeblik.
Vi er sgu alle fulde af tvivl og har derfor brug for hinanden til at spejle os selv og vores valg i. Ligesom alle personerne i de noveller, I læser her i dette forløb.
· Hvad/hvem hjælper jer med at træffe jeres valg?
· Hvad gør I, når I står ved en korsvej og skal vælge?
· Har de sociale medier gjort jeres valg nemmere? Det kan være omkring mode, indretning, uddannelse, kærestesorger m.m.
Lektie: Læse novellen ”Solsort og snefnug” (lang)
3. lektion
Solsort og snefnug
Elevopgave:
· I sidder i grupper af tre og stiller 2-3 spørgsmål til tekstens indhold. Hver gruppe skriver sine spørgsmål til det tildelte afsnit på et stykke papir, der cirkulerer fra gruppe til gruppe. Efter ca. 5 minutter modtager I nye spørgsmål fra andre grupper
Gruppe 1 og 2: l. 1-34
Gruppe 3 og 4: l. 84-146
Gruppe 5 og 6: l 147-239
Gruppe 7 og 8: l. 240-287
Opsamling i plenum: Mødte I spørgsmål undervejs, I synes var spændende at svare på?
Varslinger
· Et varsel er et tegn, der forudser en begivenhed, der senere med stor sandsynlighed vil indtræffe. I noveller og kortfilm kan forfatteren/instruktøren komme med varslinger netop for at antyde, noget vil ske.
Opgave:
· I skal nu komme med eksempler på varslinger i novellen.
· Et lille hint kunne eksempelvis være citaterne fra Metallicas: "One", solsorten og/eller vejrbeskrivelserne
Titlen
· Et af novellens genretræk er, at novellens titel ofte er af stor betydning. Hvorfor tror I, Hanne Vibeke Holst har valgt netop denne titel til novellen?
Flere lag
Hvilken betydning har det, at det er vinter? Hvordan bruger forfatteren vejret til at understege stemning i familien?
Broderen hedder Jakob og man får at vide, at børnene næsten er tvillinger. Kender I historien om Jakob og Esau fra Det gamle testamente?
Tema (i grupper af 3)
· I åbner dokumentet ”tematikker”: Hvilke temaer synes I, novellen berører?
Lektie: Meddigtning
· I har nu læst novellen og skal derfor meddigte en alternativ slutning på den åbne slutning. Forestil dig nu, at du er en af forældrene: Skriv i jeg-person hvad der sker efterfølgende for en af forældrene?
· Måden I gør dette på er "hurtigskrivning", hvor grammatik er lige meget. Det vigtigste er skrivelysten.
· Dette meddigtningsstykke lægger I ind på drevet i en læreroprettet mappe, når I bliver digitale igen.
4. lektion
Fucking Tøs, Kira Richard Hansen, 2012
Læringsmål:
· Du kender til filmtekniske virkemidler, der kan åbne op for større forståelse
Se kortfilmen fra 00.00-02.40 sek.
Hvilken person panorerer kameraet omkring? (00.10-00.30 sek).
Diskuter hvilken betydning, det har.
Hvilken stemning giver musikken under panoreringen?
Hvordan hænger stemningen i musikken sammen med pigens ansigtsudtryk?
Gæt på hvilke tanker pigen gør sig?
Vi ser resten af filmen
Opgave 1: Gennemgå de 7 parametre først i par og sidst i plenum.
Opgave 2: Analyse - dobbeltcirkel
· Kom rundt om disse spørgsmål:
· Beskriv Alex’ navn, udseende, tøjstil og karaktertræk
· Hvordan er hun i drengegruppen?
· Hvordan er hendes forhold til Frederik?
· Hvordan tror I, Alex har det med sig selv som pige?
Diskuter Alex´og drengegruppens fællesskab:
· Hvad laver de sammen?
· Hvordan har de det med hinanden?
· De udfordrer sig selv og hinanden ved at drikke sprut, ryge joints og lave graffiti. Er det ok og naturligt at prøve grænser af på den made, når man er 12 år? Begrund jeres svar.
Diskuter filmens åbne slutning:
· Hvilket valg tror I, Alex træffer? Begrund jeres svar.
· Vælger hun venskabet til drengegruppen?
· Vælger hun at blive kærester med Frederik?
· Vælger hun at fortsætte med at være ven med Frederik?
· Eller gør hun noget helt 4.?
Filmens tematik:
· Hvad handler filmen om?
· Hvilken betydning har Frederik for Alex’ udvikling i filmen
Opgave 3: Alex' forhold til sin mor – plenum, summe2og2
· Vi ser ikke moderen i filmen, men flere steder påpeger små samtaler og handlinger noget om Alex’ forhold til hende. Hvorfor tror I, hun taler sådan om sin mor? Find eksempler i filmen.
Opgave 4: Samtale om køn, seksualitet og identitet – plenum, summe2og2
· Hvad vil det sige at være en drengepige?
· Hvad vil det sige at være en pigedreng?
· Hvad betyder biologisk køn, oplevet køn og udtrykt køn?
· Hvad betyder kønsroller?
5. lektion
Perspektivering
At arbejde med noveller handler også om at kunne perspektivere til andre tekster.
I skal derfor nu finde sammenhænge med de foregående noveller, vi har læst sammen.
· Hvilke sammenhænge er der fx. i forbindelse med:
o Temaer
o Måden novellerne er fortalt på
o Kompositionen
o Sprogbruget
o Personerne
o Miljø
Skriv jeres tanker ned i jeres dokument på drevet.
Ekstra:
· Hvilken novelle har gjort størst indtryk på dig og hvorfor netop denne?
· Kender du andre tekster eller film, som du kunne perspektivere til, der på en eller anden måde har en relevans eller lighed til det, vi har læst indtil nu?
· Hvad er din egen holdning til personer, som på en eller anden måde afviger fra det "normale" i vores samfund?
Hvad har du lært? Tal med sidemakkeren (evt. skriv ned)
· Hvad karakteriserer en novelle?
· Hvad er isbjergsmodellen? Hvad kan vi bruge den til?
· Hvad vil det sige at læse mellem linjerne?
· Hvordan kan vi stille spørgsmål til tekster?
· Hvad vil det sige at være tekstnær?
· Hvad karakteriserer en kortfilm?
· Hvilke filmtekniske virkemidler kender du til? Forklar dem.
· Hvad har du lært mere?
· Har du nået læringsmålene? Skala fra 1 til 10?