Placering af radiatorer
Bestyrelsen har fået mange henvendelser om placering af radiatorerne og ønsker om individuelle tilpasninger.
Som bestyrelse har vi jf. vedtægternes § 9 ansvar for at sørge for en god og forsvarlig varetagelse af ejendommens fællesanliggender, derunder betaling af fællesudgifter, tegning af forsikringer, renholdelse, vedligeholdelse og fornyelser. I dette projekt er der tale om vedligeholdelse, da vores nuværende varmecentral er forældet og delvis defekt, og derfor skal udskiftes.
Bestyrelsen har fra mandat fra generalforsamlingen rådført os med Holmsgaard, som er et rådgivende ingeniørfirma. Deres klare anbefaling for at passe bedst på bygningen er, at radiatorer bliver placeret under vinduerne. Dette har været kendt siden projektets begyndelse, og der er informeret om det på mange møder, i breve og på hjemmesiden. Det er ikke muligt, at der laves individuelle tilpasninger i de enkelte lejligheder, da det vil fordyre projektet. Desuden er det også vanskeligt, hvor grænsen så skal gå for, at lave individuelle tilpasninger. Beslutningen er, at radiatorerne skal placeres under vinduerne i alle lejligheder.
Bestyrelsen har stor forståelse for, at det ændrer udtrykket på karnappen at få monteret radiatorer under vinduerne. En idé kunne være at få radiatorskjulere monteret efterfølgende, så det flotte indtryk af karnappen kan fastholdes.
Vi håber, at alle vil bakke op om projektet, så vi kan få udskiftet vores defekte varmecentral og få den optimale varmefordeling i lejlighederne.