Diapraxis tilgang og forståelse

Institut for Diapraxis

Vi sætter fokus på udvikling af værdsættende og bæredygtige fællesskaber og relationer mellem mennesker. Vi underviser, forsker, rådgiver og mægler.

Vi arbejder som procesleder i udviklingen af fællesskaber. Det sker som undervisere, konfliktmæglere og rådgivere.

Ledelse af processer i fællesskaber

Vi lægger særlig vægt på følgende begreber og forståelsesramme.

Diapraxis er et overordnet begreb, som hjælper proceslederen til, at deltagerne bliver skarpe på og tager i øjesyn de 3 fokuspunkter som Diapraxis arbejder med omkring fællesskaber og relationer

  • Fællesskabets praksis. Hvad gør I sammen og i fællesskabet?
  • Fællesskabets dialog. Hvad siger I til hinanden i fællesskabet?
  • Fællesskabets diasent. Hvad tænker du om dig selv – de andre – fællesskabet?

Forstået på denne måde er Diapraxis blot et redskab som hjælper proceslederen til, at han og deltagerne får øje på nogle væsentlige forhold i deres nuværende relationer med hinanden og fællesskabet, og får fokus på hvad der kan forandres.

Så samlet sætter proceslederen og deltagerne fokus på deres relationer til hinanden og fællesskabet. Dermed flyttes fokus fra den enkelte til fællesskabet. Det giver mulighed for, at de kreative og udviklende kræfter som altid er til stede i og omkring fællesskaber kan udfolde sig og trænge igennem.

Den dynamiske ramme

Diapraxis er også en dynamisk ramme som ikke blot giver mening omkring procesledelse i fællesskaber. Begrebet Diapraxis er centralt, fordi det inspirerer og beskriver det arbejde vi søger at virke med i samfundet.

  • Diapraxis arbejder med ikkevold som dynamo. Vold undertrykker og umyndiggør, medens ikkevold gør fri og myndig.
  • Diapraxis arbejder med dialogen som et levende møde mellem mennesker. Et udviklende møde – en Diapraxis – som med nærvær, nysgerrighed og engagement skaber mulighed for forståelse og tilstedeværelse i verdens mangfoldige udfoldelse
  • Diapraxis lægger vægt på at gøre noget sammen. Det er i vore handlinger sammen, at vi kommer til dybere erkendelse af os selv og verden. Dialogen er central for forståelse og samvær.

Man kan også sige:

  • Diapraxis er at dele erfaringer og aktiviteter
  • Diapraxis er et fælles socialt og politisk engagement
  • Diapraxis er fælles inderlighed og medfølelse.

Konfliktmægling, filosofi og praksis.

Livsfilosofi og udgangspunkt

Da jeg i år 2000 udarbejdede det kompendium og den manual som stadig indgår i uddannelsen af konfliktmæglere i Center for Konfliktløsning, var det vigtigt for mig, at vordende mæglere ikke blot lærte et håndværk med dertil hørende redskaber. Det var vigtigt at de lærte, at de som mægler blev deltagere i et menneskeligt drama, som hører livet til, og som ingen kan tage fra livet eller mennesker.

  • De måtte forlade rollen som tilskuere og eksperter, for hvem er eksperter på andres liv og andres konflikter.
  • De måtte lære at bruge deres erfaring og menneskelige ro, som de er i besiddelse af, fordi de netop deltager i dramaet med respekt og værdighed overfor de, som gennem konflikten må igennem dramaet.
  • Deres opgave var, som det bliver udtrykt, at være til stede som menneske blandt mennesker.

Det var og er min egen erkendelse, at alene det dybe engagement, den hjertelige forbindelse og den medfølende indsigt i, hvad der foregår hos de konfliktende parter, er grundlaget for nye erkendelser hos parterne som kan skabe varige forandringer.

Det overfladiske kan holde nogle måneder, og skal selvfølgelig ikke afvises, men det varige kommer fra nye perspektiver og nye vinkler på parterne selv og hinanden, som kommer fra dybere kilder i mennesket.

Især var jeg glad for følgende citat fra den engelske konfliktmægler Adam Curle:

Virkningsfuld mægling

“Jeg vil gerne understrege forbindelsen mellem mægling og spiritualitet. Fred er en mental tilstand og ikke kun en social eller politisk foreteelse. Hvis jeg ønsker fred med min fjende, uden hvad vi kalder en forandring i hjertet, vil den fjendtlige indstilling bestå og senere nemt kunne bryde ud i vold.

Virkningsfuld mægling afhænger derfor også af mæglerens evne til at skabe en ændring i såvel den mentale erkendelse, som i hjertet, hos dem som han mægler imellem.

Ændringerne sker ikke ved manipulation, som alle der beskæftiger sig med børn vil vide, men ved deltagende og medfølende indsigt i den andens sind. Dette er noget, som vi kun vil kunne opnå, hvis det krævende ego, til en vis grad, er blevet tæmmet, og den åndelige styrke, i samme grad, frigjort. Man skal ikke undervurdere værdien af de konfliktløsnings redskaber, som mæglere selvfølgelig bruger. Men hvis disse redskaber er adskilt fra ethvert spirituelt grundlag, erkendt som uerkendt, vil de udarte sig til smarte tricks - illusoriske og forlorne.”

Fra Adam Curles forord til bogen: Mindful Mediation af John A.McConnell 1995.Oversat af SC.

Mæglingsuddannelsen bruger meget tid på træning og iagttagelse af, hvad der sker hos mægler og parterne under mæglingsprocessen. De mæglende samtaler baserer sig meget på almindelig menneskelig viden og indsigt om det som sker i og mellem mennesker. Derfor bliver mæglere aldrig eksperter, men nogle mæglere er mere erfarne end andre.

Er der en mæglende person?

I en gruppe af mennesker, som kommer i konflikt, vil der altid udskille sig mindst tre grupper. De som vil krigen og vil slås, de som ikke vil involveres, og så de som arbejder med at finde veje til at genetablere det opløste fællesskab.

Når krigen står på, er de mådeholdne en undertrykt gruppe, men før krigen og efter krigen vil de være synlige og tilstede. Før krigen som de der arbejder med fredens mulighed og efter krigen som de, der arbejder med tilgivelsens mulighed.

Denne gruppeopdeling sker selv i de mindste familieenheder, ofte med barnet i den mæglende rolle og i de helt store samfundsenheder, hvor kvinderne ofte er i den mæglende rolle.

En læringsproces

Mæglingsprocessen er en læreproces for alle som deltager og som mægleren tager ansvar for. Alle bliver under processen klogere på sig selv, hinanden og livet. Der kan ske store forandringer i væsentlige elementer af livsforståelsen og værdierne.

Det er ikke blot et gode, hvad det jo er på længere sigt og når parterne er kommet igennem, men opleves som en krise, når det står på. Her er mæglerens bevidsthed om sit ansvar særlig vigtigt, fordi han netop må ”holde de mennesker i hånden” som gennemgår krisen. Derfor er mægleren hjælper i en proces, som kan føre parterne og mægleren til ny forståelse af sig selv og livet.

Om at hjælpe

“At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er og begynde der.

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden.

For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaa mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse: Hjælperen maa først ydmyge sig under dem, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar.”

Søren Kierkegaard: “Brudstykker af en ligefrem Meddelelse”.

Om det vi gør, når vi gør det – i Diapraxis

Mine overvejelser tager udgangspunkt i den måde, vi arbejder som konfliktmæglere eller procesledere, der skaber rum for andres udvikling og vækst. Det være sig i arbejdsgrupper, arbejdspladsgrupper, sikkerhedsudvalg, bestyrelser, familier, naboer, kort sagt der hvor mennesker er i fællesskab.

Involveret

Vi er på den ene side fordomsfri – uden domme og fordomme – når vi involverer os. På den anden side bliver vi involveret og må dermed acceptere, at vi bliver indfoldet i de problematikker, som deltagerne bringer frem. Vi er ikke involveret på samme måde som deltagerne, fordi vi er der med en særlig rolle og forlader det fællesskab igen, og fordi vi kan stille os udenfor og betragte det, som vi har været involveret i. På den anden side bliver vi påvirket af det, vi har været involveret i. Det bliver en del af vores erfaring og viden om mennesker og menneskers udfordringer og i livet med hinanden. Både når vi fyldes med glæde eller sorg, og når det bliver smertefuldt for os.

Analyser uden domme og fordomme

På den ene side bruger vi vores erfaring og viden konkret, på den anden side ved vi, at denne erfaring og viden ikke direkte kan bringes i anvendelse for at skabe rammer for udvikling. Analyserne har ikke karakter af domme. De har nærmere karakter af forsøg på at forstå relationer og reaktioner blandt deltagerne hver for sig og mellem deltagerne. Disse analyser uden domme og fordomme skaber baggrund for de rammer, som kan føre gruppen og den enkelte videre i deres udviklingsproces. Såvel i gruppen som uden for gruppen.

Samvittighedens stemme

Vi arbejder med det, som er større end det enkelte menneske. Det kan være de kræfter i ethvert menneske, som forholder sig til ordet ”bør”. Det som jeg ”bør” gøre og måske gør eller ikke gør. Det som vi også kan kalde samvittighedens stemme. Vi kan spørge: ”Hvad gør det ved dig?”

Levende liv

Vi betragter mennesket som levende og værende i virkeligheden og forholdende sig til virkeligheden. Ikke som subjekt overfor objekter, som den frit og fordomsfrit kan betragte og arbejde med. Men som det lever i og påvirkes af. Mennesket er ikke tilskuer, men deltager i den globale livsproces.

Identitet og indlejring

I den forbindelse kan vi bruge udtryk som: Mennesket er indlejret i verden - i fællesskabet – det konkrete fællesskab – i de fællesskaber hvor det finder og forstår sin identitet

  • Vi – som mennesker - er altid involveret, fordi vi erfarer og tager erfaringerne til os
  • Vi – som mennesker - møder livet med forestillinger om ”hvad vi bør”, afpasset til vore fællesskaber og i forventning om reaktion – anerkendelse eller krænkelse
  • Vi mærker fællesskabets afvisning og føler dens smerte. Vi arbejder med at se udtræden af fællesskaber som et potentiale for udvikling og vækst frem for som en afvisning. Samtidig med at vi som udgangspunkt må tage fat om afvisningen og dens smerte for at nå frem til fornyelsens mulighed og potentiale.
  • Vi er indfældet i naturen og verden.

Fortid og fremtid

Vi ser vores historie og menneskers historie i fortid og fremtid. De erfaringer, som vi har med, fra de fællesskaber vi har levet i og med. Hvordan har relationer til menneskelige fællesskaber, fællesskabet med levende væsener, fællesskabet med den materielle verden og fællesskabet med gud eller andre åndelige væsener været? Udgør de både helhed og fragmentering og dermed kamp for individualiteten og kamp for helheden og for at være en identitet i helheden? Vi tager udgangspunkt i, at menneskets verden historisk og lige nu er forviklet med verden og ikke kan forstås uden sin historie med verden.

Proces og menneske

Vi ser det enkelte menneskes udvikling som en proces med mennesker og i mennesket selv og som udfoldes og leves og indleves i den verden, som har omgivet mennesket eller som omgiver mennesket. Vore fællesskaber.

Evighedens perspektiv

Vi ser også vore historiske fællesskaber. Lige fra jordens skabelse og det vi kommer fra. Ikke som individ, men som menneske i sin eksistens som menneskeliv. Ikke det enkelte menneskes liv, men som menneskelivet som sådan.

Refleksion og spejling

Vores arbejdsmetode helt konkret er at deltagerne i fællesskabet bruger hinanden som spejl, for det som sker i fællesskabet - skaber et rum for spejling og refleksion. Vi sætter derfor typisk en proces i gang mellem deltagerne, som kan bestå i at arbejde med motivation og spørgsmål i runder:

Er deltagerne motiverede for at arbejde med deres relationer?

Er de motiverede for at skabe forandring i dem selv eller i den verden de er i sammen med andre? Det må vi sikre eller arbejde med for at skabe de bedste rammer for det, som nu skal foregå.

Runder med udgangspunkt i følgende spørgsmålstyper.

  • Hvad er problemet? Hvad ser jeg problemet som?
  • Hvad skal der til for at vores fællesskab udvikler sig til et anerkendende / værdsættende fællesskab?
  • Hvad vil jeg bidrage med i den sammenhæng?
  • Hvad kan vi aftale?