Vi søger at arbejde sådan, at hadet ikke tager over i tænkningen om andre, og vi søger at myndiggøre os selv til at leve i livet på godt og ondt, uden at vi forfalder til at lægge lidelserne, som livet giver, over på andre.
Vi søger at være i livet og tage vor skyld eller skam i øjesyn for os selv og ikke påføre andre det.
Vi arbejder med at tale klart, tydeligt og utvetydigt, at tale rent ud og få talt ud om det, som er mellem os.
Vi arbejder med at lytte og være til stede i det rum, hvor der tales tydeligt og utvetydigt; og for at forstå at vi ikke forstår det hele.
Vi arbejder med opmærksomhed på vore egne blinde pletter, for at være til stede i mødet med hele vort væsen.
Vi arbejder med at udvikle de ikkevoldelige kontakter. I familien og nære relationer handler det om at udvikle kærlighed, som modner familiens individer. Vi arbejder med tillid frem for frygt, som er voldens følgesvend.
Imellem nationale og etniske grupper arbejder vi med at udvikle og styrke de ikkevoldelige redskaber som revolutionære redskaber for at komme ud af undertrykkelsen.
Vi arbejder med de udfordringer og konflikter, som deltagerne bringer ind i kredsen.
Vi arbejder såvel intellektuelt som følelsesmæssigt og
vi arbejder med rollespil.
Vi eksperimenterer med forumteater og med muligheder som udfoldelsen af ”De undertryktes teater” giver. Inspireret af Augusto Boal.
Diapraxis sætter fokus på det vi kan gøre i vore relationer for at myndiggøre os selv og andre til at leve og være i livet og udvikle os selv og hinanden. Vi sætter fokus på dialogen og udvikler dialogen i alle dets aspekter. De indre dialoger (diasent), selve dialogen mellem mennesker og organisationer, og på det vi gør ved os selv og hinanden (diapraxis).
Diapraxis tager udgangspunkt i det menneskelige fællesskab, og ser at det individuelle menneske alene udvikles og skabes i mødet med andre mennesker, naturen og de ”åndelige væsener.” Vores filosofi er forankret i den dialogiske filosofi, sådan som den udfoldes hos Martin Buber, Levinas, Ricæur og Løgstrup.