Tiden og stedet

Om evigheden og uendeligheden

Tiden - hvem er jeg sammen med?

Tid er en sjov, spændende og udfordrende størrelse. Jeg ved godt, at alt eksisterer i nuet, men jeg ved også, at der var en dag i går, og at der kommer en dag i morgen. Jeg arbejder faktisk med min tid, min fortid og min fremtid. Jeg ved godt at jeg blev født en gang af min mor, skabt i min mors mave, og jeg ved godt, at jeg skal dø engang.

Men hvad med det evige liv. Den realitet at mennesker fødes og er blevet født gennem millioner af år, og at mennesker fremover formentlig vil blive født gennem millioner af år indtil jordens undergang. Det er livet i en forståelsesramme, som jeg kalder livet, men også forstår som Livets evige dimension.

Set fra Livets evige dimension har livet hverken en begyndelse eller en ende. En fødsel eller en død. Mennesket har en historie på millioner af år og en fremtid formentlig på millioner af år.

En dimension og et perspektiv, som også svarer til det perspektiv, som udkommer af kvantemekanik og relativitetsteori. De beskæftiger sig jo også med de realiteter, den virkelighed, som ligger ud over vore sanser og ligger udover de realiteter, den virkelighed, som vi former i vores bevidsthed med vores sanser. En virkelighed som udkommer af vores erkendelse af, hvordan verden også er skruet sammen.

Når jeg ser verden og mig selv fra evighedens perspektiv, sker der nogle vigtige skift, er der visse modsætninger, som har betydning for min opfattelse af mig selv, mine menneskelige fællesskaber og verden.

Her blot lidt til en begyndelse, som der kan brygges videre på

Jeg er – og alle mennesker er i mig

Alle mennesker er – og jeg er i alle mennesker

Jeg er rig / fattig – og alle menneskers rigdom / fattigdom er i mig

Alle mennesker er rige/fattige – og jeg er i alles rigdom og fattigdom

Så jeg er i evigheden og evigheden er i mig.

At jeg er i evigheden er umiddelbart forståelig, fordi jeg ser mit liv, som et af mange i et tidsforløb, som er uden ende.

At evigheden er i mig, betyder netop, at det perspektiv på tilværelsen, på mit og andres liv er i min bevidsthed og skaber en ramme, som jeg vil forstå og forstår mig selv og verden ud fra.

Jeg er en perle blandt mange perler på en perlesnor. Hvor snoren er tiden, og perlerne er mig og de andre.

Jeg kalder det evighedens perspektiv.

Stedet - hvor er jeg?

Selvfølgelig blev jeg født et sted, og selvfølgelig dør jeg et sted. Men hvordan oplever jeg stedet, stederne, hvor jeg lever.

Det er så ligetil.

Hvis du lukker øjnene og tænker på, hvor du har været/opholdt dig i livet.

Du kan f.eks. tænke på de gode steder du har været. Steder, hvor der er sket noget betydningsfuldt med dig. Du kan opleve stedet igen. Du kan måske genopleve samtalen, genopleve årstiden, genopleve omgivelserne. Ja, måske køre hele filmen. Måske ser du både, det du har set, og du ser noget nyt, når du spiller filmen igen. Du kan spille flere film om flere vigtige ting. Og du kan skifte mellem den ene film og den anden. Så i dette perspektiv kan du igen sige

Jeg er alle steder, og alle steder er i mig.

Du kan udvide perspektivet, så du kan bruge din fantasi til at omfatte hele jordkloden - Gaia ideen - og opfatte hele universet og kloderne og i din bevidsthed sætte dig derud, og endelig kan du, måske ride på universets udvidelse.

Jeg kalder det uendelighedens perspektiv.

Både ja og nej. At genopleve steder er ikke svært. At se livet som evighed er måske heller ikke svært. Men at tage evighedens eller uendelighedens perspektiv til sig er svært, fordi vi skal - for et kort øjeblik - erstatte det vante perspektiv med evighedens eller uendelighedens perspektiv.

Solopgangen

En god mental øvelse, som jeg prøvede på Zamothraki. En morgenstund sad jeg og så solen stå op. Jeg ville gerne flytte perspektiv, ja flytte til et mere rigtigt/virkeligt perspektiv – nemlig det, at min virkelighed med solen der står op, tilhørte det timelige perspektiv, hvor jeg er udgangspunkt og alt andet foregår ud fra mig og min oplevelse af det. Jeg ville flytte det til det, som jeg havde lært i skolen, nemlig at jorden drejer rundt om sig selv på 24 timer, og at solopgangen derfor i virkeligheden er en bevægelse i jorden, hvor jeg sidder på jordens overflade og med stor fart bevæger mig hen, hvor jeg kan se solen.

Jeg måtte finde frem til hastigheden og opleve mig selv siddende i en flyvemaskine med omkring 1200 km i timen. Kunne jeg få den oplevelse ind i kroppen. Ja - en kort brøkdel af en sekund med solen halvt i horisonten, lykkedes det mig at få solen til at stå stille og opleve at jeg selv bevægede mig.

Ja, det er så ligetil og et spørgsmål om fantasi og evne til at se verden fra mig selv og fra andre, fra gammel tid og fra fremtid og fra mit sted og fra andre steder. Derved bliver det hele relativt. Træning og disciplin i øvelserne er nok vigtig. Og så lade være med at gøre det timelige perspektiv til noget ringe eller dårligt. Det er trods alt det, vi mest lever i.

Så jeg er i evigheden og uendeligheden, og evigheden og uendeligheden er i mig.