"Hvis bare der havde stået "psykopat" i panden af ham, 

havde det hele været meget nemmere." 

Sådan har jeg tit tænkt om min eksmand, men desværre var det ikke tilfældet. Tværtimod fremstod han som alt andet end en psykopat i begyndelsen. 

I dette uddrag fra min bog "Så er jeg kommet hjem" beskriver jeg det første møde med ham og den første tid sammen med ham:

”Wow, hvor er han charmerende og veltalende” tænkte Melanie, efter de havde siddet i baren og talt sammen i en times tid. Han var 8 år ældre end hende og indfødt franskmand. Hun nød at sidde og lytte til de smukke franske ord, der svøbte sig omkring hende, og hun følte sig nærmest helt hypnotiseret. [ ] Ét møde blev hurtigt til flere. Hver gang viste han sig fra sin mest charmerende side, og Melanie blev mere og mere betaget af ham. Han introducerede hende for sine venner, som var søde og behagelige og tog hensyn til hendes begrænsede ordforråd og gjorde alt for at inkludere hende i samtalerne. De omtalte ham som en god ven og et rart menneske, som de holdt af. Han tog hende med på café og viste hende rundt i området, som han var født og opvokset i. Han fortalte spændende historier om sit liv og sine bedrifter og gav hende en masse gode oplevelser."

Det var først senere, da jeg var fanget i hans net, at det gik op for mig, hvor farlig han egentlig var. Det kan være enormt svært, både for offeret selv og for offerets omgivelser at forstå, hvordan et sødt og charmerende menneske kan være så ondskabsfuld overfor deres partner.  Men det er vigtigt at huske på, at det er en del af voldsudøverens personlighed. At kunne skifte fra charmerende til voldelig alt efter hvilke omgivelser de er i. I offentligheden kan de fremstå som de mest venlige og hjælpsomme mennesker, men i privaten, alene med deres partner, kommer det værste frem i dem. Det kan være ekstremt svært for offeret, at tale om dette og at søge hjælp. 

Husk derfor dette:

Det er utilgiveligt at betvivle, hvad en voldsudsat fortæller dig, blot fordi du synes, at voldsudøveren er så charmerende, rar og hjælpsom overfor dig. 

Mennesker, der udsætter deres partner for fysisk, psykisk, økonomisk eller andre former for vold, fremstår ofte som nogle af de sødeste og venligste mennesker, du kan møde. De kommer ikke iklædt en rød kappe med horn i panden, men forklædt som alt det, du drømmer om.

Har du mistanke om, at én du kender er udsat for vold? Eller udøver vold mod sin partner? Hvis ja, har du pligt til at reagere. Kontakt mig eller se, hvor du kan få hjælp på siden "Om vold - få hjælp" øverst i menuen.

Det er vigtigt at vi forsøger at forstå, hvordan vold i parforhold fungerer. 

Det er vigtigt, fordi vi på den måde kan genkende tegnene, 

enten hos os selv eller hos andre. 

Denne model (Voldens cyklus, Chris Poole, 2010) forklarer hvordan et voldeligt forhold gentager den samme cyklus igen og igen gennem forholdet.

Gul:

Den gule fase er optakten til vold og dér hvor der begynder at opstår spændinger i forholdet.

Voldsudøveren:

• har spontane humørsvingninger 

• bliver nedladende og krænkende overfor offeret. 

• opsøger skænderier med offeret

• isolerer, truer og råber af offeret

Offeret:

• mærker spændingerne og forsøger at behage voldsudøveren.

• er ængstelig og passer på

• er ekstra omsorgsfuld overfor voldsudøveren

• gør alt for ikke at irritere voldsudøveren

*****************************************************************************

Rød:

Den røde fase opstår efter en kortere eller længere periode i den gule fase. Voldsudøveren finder en tilfældig undskyldning og bliver voldelig. Det skal understreges at det ALDRIG er offerets skyld !

Voldsudøveren:

• ødelægger offerets ejendele

• begår seksuelle overgreb

• udøver ekstrem psykisk vold

• laver verbale angreb

• slår, sparker, voldtager eller river i hår

• bruger våben

Offeret:

• udsættes for overgreb 

• bliver ydmyget

• tilkalder politiet, forsøger at flygte eller bliver lammet

*********************************************************************************

Grøn:

Den grønne fase kommer direkte efter den røde fase. Det er dér hvor alt er godt. Voldsudøveren lover bod og bedring, gør sig ekstra umage for at være en god partner og overøse offeret med kærlighed og blomster. 

Voldsudøveren:

• lover alt muligt, erklærer sin kærlighed og kommer med blomster og gaver

• græder, undskylder og tigger om tilgivelse

• placerer ansvaret hos andre eller giver stress skylden

• vil have sex

• lover aldrig at gøre det igen

Offeret:

• trækker anmeldelse tilbage

• genoptager og lover at blive i forholdet

• laver aftaler med parterapeut eller anden behandler

• er glad og håbefuld

*****************************************************************************

Efter kortere eller længere tid i den grønne fase, går voldsudøveren over i den gule fase igen og derefter den røde fase, og sådan fortsætter det....for hver gang volsudøveren er i den røde fase, bliver det mere og mere voldeligt. 

I centrum af modellen er ordet "benægtelse", for det er denne benægtelse, der gør, at volden kan fortsætte og blive en "normal" del af hverdagen. 

Det er først når offeret bliver opmærksom på den skadelige cyklus, at han/hun kan slippe fri.

Kan du genkende dette i dit eget forhold? Eller genkender du tegnene hos et familiemedlem, en ven, en nabo eller andet? 

Kontakt mig eller se, hvor du kan få hjælp på siden "Om vold - få hjælp" øverst i menuen.

Hvorfor er det så svært at sige højt, at ens partner behandler én dårligt? At man er udsat for vold af sin partner? 

Ofre for vold i parforhold føler næsten altid skyld og skam over at være i et voldeligt forhold og de vil gå langt for at skjule hvor slemt det står til og vil ofte benægte det, hvis nogen antyder at noget kan være galt. 

Det er vigtigt at huske på, at et voldeligt forhold udvikler sig langsomt over tid. Ofrets selvværd bliver gradvist nedbrudt, så man til sidst er overbevist om, at det er ens egen skyld. Denne skyld og skam, blandet med håbet om at alting bliver bedre, hvis man bare er en bedre ægtefælle, en bedre forældre, mindre irriterende, en bedre kok eller andet gør, at man bliver fanget i forholdet og får ekstremt svært ved at slippe væk. Man bliver viklet ind i et net af skyld og skam og det er næsten umuligt at slippe ud af. 

Du kan læse mere om udviklingen af et voldeligt forhold på siden "Om vold - vold i parforhold" herover.

Skyld:

Voldsudøvere manipulerer deres ofre til at tro, at de selv er skyld i volden. Det kan være med sætninger som disse:

• "Det var også bare fordi du gjorde mig så vred"

• "Når du gør sådan, kan jeg ikke styre mig"

Det er gaslighting (læs mere om dette længere nede på denne side) og gør, at offeret påtager sig skylden for voldsudøverens adfærd og tænker "jeg må have gjort noget forkert for at fremprovokere denne reaktion".

I dette uddrag fra min bog "Så er jeg kommet hjem" beskriver jeg dette:

"Det var på dette tidspunkt blevet ”normalt”, at han kaldte mig skældsord, når han var vred. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvad der foregik, og jeg fortalte ingen om det, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare det. Ofte fik jeg overbevist mig selv om, at det ikke var rigtigt, at han behandlede mig dårligt. Han gav mig jo ofte blomster, tog mig med ud at spise og var sød ved mig. Hvis jeg forsøgte at genkalde en bestemt oplevelse eller episode, var det ofte lidt sløret i min hukommelse og ofte tænkte jeg, at det var min skyld, at han var blevet så vred og havde råbt af mig. Hvordan kunne jeg forklare dette til andre? Måske ville de sige, at jeg bare skulle lade være med at gøre ham vred? Måske var det i virkeligheden min egen skyld? Jeg troede, at jeg bare skulle gøre mig endnu mere umage i fremtiden. Hvis bare jeg prøvede endnu mere og elskede ham endnu højere og gjorde endnu mere for at gøre ham glad og tilfreds, så ville alle problemerne forsvinde, og vi ville kunne leve lykkeligt sammen." 

Skam:

Mange ofre for vold i parforhold har svært ved at tale højt om det, fordi de tænker at det er flovt at være udsat for vold. De er måske bange for blive dømt eller anset som svage eller de er måske flove over, at de ikke kan beskytte deres børn.

Jeg har beskrevet dette i min bog "Så er jeg kommet hjem":

"Det er en mors vigtigste opgave at beskytte sine børn og det er min største skam, at jeg ikke kunne beskytte ham nok. Jeg forsøgte med alt hvad jeg havde, men han oplevede alligevel alt for mange voldsomme ting. Ting, som børn ikke skal se og høre"

Følelser af skyld og skam kan føre til depression, angst og PTSD og det er noget jeg selv stadigvæk kæmper med, selv efter så mange år. 

Det er ekstremt vigtigt at understrege at det ALDRIG er offerets skyld. Voldsudøveren har det fulde ansvar. 

Der gik lang tid og mange terapi-sessioner, før dette gik op for mig, som beskrevet er i et uddrag fra min bog "Så er jeg kommet hjem":

"I hele dette forløb havde hun kun følt skyld og skam over sig selv. Over at hun ikke havde reageret anderledes….eller tidligere…eller bedre. Over at hun ikke havde kunnet beskytte sine børn bedre. Over at de var havnet i denne situation. Hun havde ikke ét eneste sekund tænkt på, at det var ham, der havde sat dem i den situation. Ham, der havde udsat dem for alle de elendigheder. Ham der havde løjet, manipuleret, chikaneret. Nu kom alle begivenhederne skyllende ind over hende. Ham der slog, ham der råbte, ham der fulgte efter hende, brød ind i hendes hus, satte hende af i sneen, udsatte hendes elskede Frank for alverdens ubehagelige situationer. Stille og rolig kunne hun mærke vreden mod ham. "

HUSK

Din partners voldelige adfærd er ikke din skyld !

Ingen mængde kærlighed, tålmodighed eller anstrengelse kan ændre en voldsudøver !

Deres valg er deres og har intet med dig at gøre !

Få hjælp til at komme væk, før det er for sent - se mere på siden "Om vold - få hjælp"  (øverst i menuen) 

Jeg hører ofte ofre for vold i parforhold sige, at de bliver i forholdet pga. børnene. 

Her vil jeg gerne understrege, at det bestemt ikke er sundt for børn at vokse op i et voldeligt hjem - tværtimod !

Et hjem skal være et trygt og sikkert sted for et barn.

Det kan være dybt traumatisk for et barn, at dén forælder, som burde tilbyde omsorg og kærlighed, i stedet skaber frygt i familien og skader den anden forælder eller barnet selv - det kan både være gennem fysisk og psykisk vold. Børn lægger mærke til meget mere end man tror - de lytter og mærker stemningen i hjemmet og kan fornemme volden, uanset om de er direkte til stede, når den foregår, eller ej. 

Ifølge en analyse fra 2024 er der i hver skoleklasse mindst ét barn, som er vidne til vold i familien. Og derudover er der et stort mørketal, hvor man ikke opdager hvad barnet er udsat for. 

Børn, der vokser op i voldelige hjem, udvikler ofte voldsomme symptomer, alvorlige eftervirkninger og livslange traumer. Det kan være:

• Psykosomatiske smerter (f.eks. hoved- eller mavepine, kvalme, søvnbesvær)

• Psykiske reaktioner (tristhed, isolering, separationsangst)

• Adfærdsmæssige reaktioner (vrede, hypersensitivitet, gråd)

• Skyldfølelse

• Angst og usikkerhed

• Konstant frygt for ny vold

• Øget risiko for selv at blive involveret i voldelige relationer senere i livet 

Børn, der er vokset op i et voldeligt hjem har ikke lært hvad sund, normal kærlighed er, og risikerer derfor at gentage de samme mønstre i deres voksenliv. Det er derfor ekstremt vigtigt at fjerne børnene fra det skadelige miljø så hurtigt som muligt, så de tager mindst mulig skade. 

Slip fri, inden det er for sent (både for dig selv og dine børn) ! (På siden "Få hjælp" (se øverst i menuen) kan du se, hvor du kan henvende dig for at få hjælp.)

Læs videre her, hvis du er gået fra din voldsudøver, men stadig skal have kontakt ift. børnene

Det er desværre sjældent, at man kan have et godt, fornuftigt samarbejde omkring børnene med en voldsudøver, efter man har forladt denne. Voldsudøveren vil for det meste kæmpe og modarbejde, men de kæmper ikke for deres børn - de kæmper for at få kontrol eller hævn ! Derfor er nedenstående råd ekstremt vigtige for at beskytte dig selv og dine børn:

• Sørg for at få en retslig afgørelse omkring samvær

• Udelukkende skriftlig kommunikation (det udelukker verbal manipulation og nedbringer gaslighting)

• Hold dig ALTID til rettens afgørelse (de prøver konstant grænser af)

• Undgå at forklare, vær kort, præcis og konkret

• Hold fokus på barnet (de vil forsøge at provokere dig - svar kun, hvis det direkte involverer barnet)

• Nedsæt dine forventninger (forvent ikke samarbejde eller sympati)

• Dokumenter ALT

Man hører ofte sætningen: "Det er vigtigt for børn at have begge forældre" Og ja, det er vigtigt for børn at have begge deres forældre .... hvis begge forældre er gode, sunde forældre, der er gode rollemodeller for børnene. Desværre er det sjældent tilfældet i voldelige forhold. Derfor er det din opgave at beskytte dine børn med næb og kløer og være den gode rollemodel. 

Har du brug for hjælp eller gode råd? Kontakt mig gerne eller se siden "få hjælp".

Dem, der ikke har levet i et voldeligt forhold, forstår som regel ikke, hvorfor man ikke bare forlader sin voldelige partner. Jeg har hørt det igen og igen og det giver jo god mening. Hvorfor bliver man i et dårligt forhold? Hvorfor finder man sig i at blive behandlet dårligt igen og igen? 

Når jeg tænker tilbage på min ekstremt voldeligt eksmand, forstod jeg det egentlig heller ikke. Hvorfor blev jeg så længe? Hvorfor gik jeg ikke bare fra ham? I mange år havde jeg en stor skyldfølelse over dét, der var sket. Hvorfor kunne jeg ikke beskytte mine børn bedre? Hvorfor forlod jeg ham ikke bare?

I dag ved jeg heldigvis meget mere om, hvad der foregår i voldelige forhold, og hvorfor man ikke bare kan forlade sin voldelige partner. 

Et voldeligt forhold kan på ingen måder sammenlignes med et normalt, sundt forhold. 

I et voldeligt forhold er der et skævt magtforhold helt fra starten. Offeret bliver langsomt og gradvist nedbrudt og voldsudøveren kontrollerer og manipulerer offeret. De gentagne traumatiske oplevelser og misbrug gør, at der opstår dét, der kaldes traume binding. 

Det er en overlevelsesmekanisme, hvor offeret udvikler en stærk følelsesmæssig afhængighed af voldsudøveren. Offeret føler sig fanget, afhængig og bange for at forlade forholdet. Forholdet veksler konstant mellem "idealisering" (alt er perfekt), "devaluering" (vold) og "forsoning" (tilgivelse). Offeret har, i de svære perioder, altid et håb om forandring, og der opstår denne usunde og skadelige cyklus af kærlighed og smerte, hvor offeret bliver dybt afhængig af voldsudøveren

Her er nogle tegn på, at du oplever traume binding:

• Du føler dig fanget i forholdet og er ude af stand til at forlade din partner, selv om du ønsker det

• Du vender altid tilbage til din partner, selv om han/hun skader dig

• Du føler dig afhængig af din partner og føler dig tabt eller forvirret uden ham/hende

• Du rationaliserer eller undskylder din partners adfærd og forsøger at retfærdiggøre hans/hendes handlinger

• Andre (familiemedlemmer, venner) kommenterer det, men du ignorerer eller bortforklarer

• Du vender skylden mod dig selv ("Hvis jeg bare var....")

• Du er bange for at forlade din partner (f.eks. pga. din partners trusler om selvmord eller trusler om at gøre skade på sig selv eller din familie)

Kan du genkende dig selv? Er du i et voldeligt forhold? Husk på at vold kan vise sig på mange måder, ikke kun fysisk. (se siden "Typer af vold" for yderligere information)

På siden "Få hjælp" (se øverst i menuen) kan du se, hvor du kan henvende dig for at få hjælp. 

Voldsudøvere har mange måder, hvorpå de kan manipulere og kontrollere deres offer. 

Jeg har tidligere skrevet om gaslighting og the silent treatment, men der findes mange andre strategier, som voldsudøveren kan benytte sig af. Det kan være enormt svært for offeret at genkende disse, for de forekommer ofte i det skjulte eller som små kommentarer.

Det er vigtigt at understrege at det er bevidste handlinger! Voldsudøveren benytter sig bevidst af disse strategier for at undertrykke offeret og for at opnå kontrol og magt. 

Disse strategier kan f.eks. være:

• at være overdrevent kærlig (lovebombing)

• at græde

• at undskylde

• at love at han/hun vil gå i terapi

• at vende skylden mod offeret eller andre (gaslighting)

• at true med selvmord

Her er et lille uddrag fra min bog "Så er jeg kommet hjem" om hvordan jeg oplevede dette:

Han havde disse uforudsigelige, voldsomme vredesudbrud, hvor han råbte, talte grimt, smadrede ting og efterfølgende straffede mig ved at være vred eller ikke tale til mig. De blev gradvist værre og værre. Når jeg gjorde oprør – for det gjorde jeg – brød han sammen i gråd, undskyldte, kom med forklaringer, gav andre skylden eller truede med selvmord. Han vidste, at én af hans strategier altid endte med at virke, for jeg fik medlidenhed med ham. Derfor kunne han også træde længere og længere over mine grænser for, hvad der var acceptabelt, fordi han vidste, at han altid kunne få mig tilbage igen. Den konstante vekslen mellem vredesudbrud og gode stunder skabte en permanent utryghed, hvor jeg hele tiden skulle være på vagt og mærke efter, hvordan han havde det. 

[....]

Jeg kunne ikke sætte ord på, hvad der foregik, og jeg fortalte ingen om det, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare det. Ofte fik jeg overbevist mig selv om, at det ikke var rigtigt, at han behandlede mig dårligt. Han gav mig jo ofte blomster, tog mig med ud at spise og var sød ved mig. Hvis jeg forsøgte at genkalde en bestemt oplevelse eller episode, var det ofte lidt sløret i min hukommelse og ofte tænkte jeg, at det var min skyld, at han var blevet så vred og havde råbt af mig. Hvordan kunne jeg forklare dette til andre? Måske ville de sige, at jeg bare skulle lade være med at gøre ham vred? Måske var det i virkeligheden min egen skyld? Jeg troede, at jeg bare skulle gøre mig endnu mere umage i fremtiden. Hvis bare jeg prøvede endnu mere og elskede ham endnu højere og gjorde endnu mere for at gøre ham glad og tilfreds, så ville alle problemerne forsvinde, og vi ville kunne leve lykkeligt sammen. 

Det er meget vigtigt at lære at genkende disse faresignaler - de røde flag - der indikerer, at noget er helt galt. Den psykiske vold er endnu sværere at genkende end den fysiske, da voldsudøveren ofte har held med at overbevise offeret om, at det ikke passer eller at det er offerets egen skyld og mange lever i et psykisk voldeligt forhold uden at være klar over det. 

På siden "Er du voldsramt?" (se øverst i menuen) kan du se, om du kan genkende dig selv i nogle af udsagnene.

Voldsudøvere elsker, ud over at have magt og kontrol over et andet menneske, at få en reaktion fra offeret. De "tænder på" at offeret græder, trygler dem om at stoppe, krymper sig sammen i et hjørne eller siger undskyld. Det er ligesom børn, der mobber andre i skolen - jo mere offeret græder, jo mere griner mobberen. Men hvis offeret stopper med at reagere på mobningen, vil mobberen ofte hurtigt begynde at kede sig og lede efter et nyt offer.

Det samme kan du forsøge mod voldsudøveren. Stop med at reagere (i hvert fald udadtil). Vær så kedelig og uinteressant, at voldsudøveren mister interessen. Bevar roen og undgå at reagere.  

Det lyder nemt, men kræver virkelig en stor, nogle gange næsten umenneskelig indsats.

En ven beskrev det engang som en and, der svømmer på vandet. På overfladen er den helt rolig og bevæger sig ikke, men under vandet padler fødderne afsted.

"Rolig som en and", blev mit motto i lang tid, når jeg skulle interagere med min eks-mand. Med tiden blev han træt af min mangel på reaktion og søgte ”spænding” et nyt sted.

Her er et eksempel på en situation, hvor man kan benytte Grey rock-metoden. Du har forladt din voldelige partner, men han/hun udsætter dig stadig for krydsforhør og vil vide alt hvad du foretager dig, hvem du snakker med osv. I løbet af jeres forhold har du været vant til at svare på alle spørgsmål og at skulle forsvare dig mod alle hans anklager. Men nu svarer du kun "ja", "nej", "ikke noget særligt" og du sørger for, at dit ansigtsudtryk, stemmeleje og kropssprog er helt neutralt og "kedeligt". Du trækker måske på skuldrene og kigger uinteresseret på ham/hende. Ligegyldigt hvad han/hun siger eller hvor meget han/hun hidser sig op, forholder du dig rolig og uinteresseret.

Voldsudøveren vil hurtigt give op, fordi de ikke får den forventede og ønskede reaktion af dig. 

Det kræver øvelse, for voldsudøveren vil gøre alt for at provokere og såre dig, men husk på at du er stærk, klog og rolig som en and !

Det korte svar er nej! Det lange svar er også nej!

En person der er voldelig, vil ALTID være voldelig. Det er meget få voldsudøvere, der lykkes med at blive helbredt og det kræver intens terapi - noget som de fleste ikke kommer til at modtage, da de aldrig vil indrømme at de selv er problemet. Du kan ikke helbrede din voldelige partner eller forvente at han/hun forandrer sig. Og du kommer ikke til at kunne forstå, hvorfor din partner opfører sig på den måde. 

Du jagter heller ikke en slange, der har bidt dig, for at spørge, hvorfor den bed dig...!

Voldsudøvere har nogle helt grundlæggende mangler i deres personlighed:

• Manglende impulskontrol

• Mangel på empati for andres følelser og behov

• Manglende ansvarstagen for egne problemer

• Manglende indsigt i dem selv og deres adfærd

• Manglende ansvarlighed (skylder skylden over på andre)

• Manglende evne til at reflektere

De har et stort behov for at opnå magt og kontrol over et andet menneske og hverken kærlighed, terapi eller andet kan ændre på det.

Tror du at din partner er anderledes? At han/hun godt kan ændre sig? At du kan være med til at ændre ham/hende? At du er skyld i din partners voldelige opførsel?

Jeg troede også, at min eksmand var anderledes, men det viste sig, at han fulgte præcist det samme mønster som alle andre voldsudøvere. Under fanen "Vold i parforhold" kan du læse om de forskellige faser, som et voldeligt forhold gennemgår. 

Her er et uddrag fra min bog "Så er jeg kommet hjem" - denne episode skete efter han havde været voldelig imod mig i længere tid:

"En aften sad de og så TV, og der var en udsendelse om voldsramte kvinder, der var på krisecenter. Kvinderne fortalte om, hvordan de havde været udsat for både psykisk og fysisk vold og, hvordan de havde været nødt til at flygte fra deres mænd. Han sad ved siden af hende i sofaen og kom af og til med små hånlige kommentarer. ”Sikke en kælling”, sagde han, ”hun har da fortjent at få tæsk, så dum hun er at høre på”. Han grinede også flere gange, når kvinderne fortalte hvad de havde været udsat for. Melanie tænkte, at hun da heldigvis ikke var i samme situation som de kvinder. Hvor var hun egentlig heldig at hun havde sådan en sød, omsorgsfuld kæreste. Tænk at være udsat for vold og at skulle bo på et krisecenter? Godt det ikke var hende! "

Men det VAR mig. Og jeg var ikke selv klar over det. Eller måske var jeg det ubevidst, men jeg skubbede det væk, fordi der også var perioder, hvor han var sød og omsorgsfuld. Og det er essensen af et voldeligt forhold. Man tror på, at det nok skal blive bedre - at man kan redde den anden - at alt nok skal blive godt igen, hvis man bare prøver hårdt nok. 

Men det er umuligt! Du kan kun gøre én ting og det er at redde dig selv (og evt. dine børn) før det er for sent!

Jeg kan i hvert fald fortælle dig hvad det IKKE er:

Det er IKKE kærlighed, når du bliver kritiseret bare for at være dig. Når du føler, at du skal lave om på dig selv for at behage din partner. Når du føler, at du skal opføre dig på en bestemt måde for at fortjene din partners kærlighed. 

Jeg har beskrevet dette i detaljer i min bog "Så er jeg kommet hjem" - her er et citat derfra:

"Hun var blevet en skygge af sig selv. En omvandrende undskyldning. Hun forsøgte at se sig selv udefra og så en lille, stille, forsigtig mus, der altid kiggede nervøst over på sin mand, og forsøgte at vejre hvilket humør han var i. Som ikke længere havde en selvstændig tanke eller mening. Hvis hun blev spurgt om et eller andet , var det altid ham, der svarede på hendes vegne, og ellers svarede hun dét, hun tænkte, at han ville have svaret eller dét, som ville gøre ham mindst vred."

Den proces hvor man langsomt udfaser sig selv for at blive til en version, som ens partner kan acceptere, er så ødelæggende og det kan tage mange, mange år, før man finder tilbage til sig selv igen. Hvad kan jeg godt lide? Hvad gør mig glad? Hvilken tøj kan jeg lide at gå i? Hvilken musik kan jeg lide? Det kan virke helt uoverskueligt at skulle tage selvstændige beslutninger, fordi man har været så vant til at være afhængig af sin partner. 

Det er IKKE kærlighed, når man ikke kan være sig selv ! Det er IKKE kærlighed, når man skal lave om på sig selv. 

Man skal IKKE gøre sig fortjent til kærlighed. 

Mange tænker (eller siger højt): "Jamen, hvorfor forlader du ham ikke bare?" eller "Hvorfor finder du dig i at blive behandlet på den måde?" 

Jeg har endda hørt nogen sige "Hun må jo kunne lide at blive slået, når hun vælger at blive" eller "hvis det var mig, ville jeg gå med det samme".

Disse udsagn bunder i uvidenhed - og det er vel trods alt bedre at være uvidende om hvordan voldelige forhold fungerer - men det kan være hårdt for offeret at høre på disse kommentarer.

Tro mig, offeret ved godt at der er noget helt galt ! Men hvis det var så nemt at forlade en voldelig parter, ville alle vel bare gøre det? 

Det er en udbredt misforståelse, at vold i parforhold opstår fra den ene dag til den anden.....nogle tænker at det er som et almindelig forhold og så kommer han pludselig hjem en dag og slår dig uden forvarsel. Men volden kommer langsomt snigende. Gradvist vænner man sig til den dårlige behandling og utrygheden og det bliver det nye ”normal” – din nye hverdag

På siden "Vold i parforhold" (se øverst i menuen) kan du læse mere om de forskellige faser i et voldelig forhold og hvordan det voldelige forhold langsomt udvikler sig. 

Det er ligesom historien om frøen: Hvis du smider en frø i en gryde med kogende vand, springer den lynhurtigt op. Men hvis du lægger den i koldt vand og langsomt bringer vandet i kog, opdager den ikke, at den er på vej til at blive kogt. 

Så hvordan kommer man så væk? Hvordan slipper man fri? 

Det første skridt er at blive bevidst om, at der er noget galt. Ofte er volden så altoverskyggende, så det føles som om man bliver kørt over af en damptromle igen og igen og man når knap at puste ud og tænke sig om, før den næste episode kommer. 

I min bog "Så er jeg kommet hjem" beskriver jeg i detaljer gennem min egen historie hvordan man kan føle sig omtåget og ude af stand til at tænke klart. Der er aldrig tid, overskud eller afstand til at se forholdet udefra og overveje om dét man oplever er normalt.

Der er også mange praktiske ting, der kan spænde ben for, at man føler at man kan forlade sin voldelige partner. Mange har børn og mange er helt eller delvist økonomisk afhængige af deres partner. En del af voldsudøverens strategi er også at isolere offeret, så man har måske heller ikke et netværk omkring sig. 

Til dét vil jeg kun sige én ting: ALLE de praktiske ting kan løses !

Men du skal først være klar mentalt. Du skal selv indse, at du har fortjent bedre. Du har fortjent at være glad og fri. Det er ikke kærlighed, når din partner nedgør dig, slår dig, kontrollerer dig eller andet. Det er vold. Og du har ikke fortjent at blive udsat for vold !

På siden "Få hjælp" (se øverst i menuen) kan du se hvor du kan henvende dig for at få hjælp.