Udfordringen

En af de store udfordringer for undervisning er, hvordan man gør elever så interesseret i undervisningen, at de vælger at deltage aktivt i den. Lærere underviser typisk på baggrund af deres egen interesse i faglige problemstillinger, og de forsøger at få elever til enten at dele denne interesse, eller tale til vigtigheden af, at eleverne får del i den faglige viden, der er målet for undervisningen. Udfordringen er imidlertid, at ikke alle elever af sig selv er interesseret i undervisningen generelt og i den enkelte undervisningslektion specifikt.

Dette hænger gerne sammen med, at eleverne ikke kan se relevansen eller meningen med undervisningen her og nu. Og når de ikke kan det, så byder de ikke ind som aktivt deltagende i det læringsmiljø, som undervisningen tilbyder. De bliver passive eller direkte forstyrrende i undervisningen, hvilket gør, at de lærer for lidt og klarer sig dårligt, hvilket ofte yderligere gør deres interesse for aktiv deltagelse mindre.

Anerkendelse og dialog

Ifølge anerkendende og dialogisk orienterede pædagogiske tilgange til undervisning, så vil man i undervisningen arbejde for, at eleverne deltager aktivt i undervisningen ved at lade deres stemmer bliver hørt - ved at undervisningen anerkender deres perspektiver på verden og aktiverer disse for, at man i undervisningen skal nå de faglige og sociale mål.

Et af midlerne er at spørge til, hvordan den faglige viden, der er på spil i undervisningen, giver mening for den enkelte og for elevgruppen. Det kan gøres ved at trække elevernes livsverden - deres sociale og individuelle liv - ind i undervisningen, og ved at undervisningen bliver mere undersøgende på meningen med og betydningen af de faglige domæner og faglige begreber. Og ved at spørge, hvad de betyder for eleverne selv. Ikke kun ud fra, hvad de mener om dem, men også og i højere grad ud fra, hvordan de giver mening i forhold til elevernes viden i øvrigt.

Det afgørende er, at elevernes selvstændige og egne bidrag anerkendes i undervisningen og tages alvorligt, så de indgår i en undersøgende tilgang til de faglige universer, som er fagenes ‘indhold’. Lærerne skal bekæmpe forestillingen om, at den faglige viden allerede findes, da det giver en opfattelse af, at denne viden blot skal accepteres og tilegnes af eleverne. Den viden, som virker oplagt for lærerne, er det ikke for eleverne. Viden og faglige begreber skal gøres til viden og nyttige begreber for eleverne, hvilket de kun selv kan gøre. Derfor er det vigtigt at få alle elever til aktivt at deltage i arbejdet med at få det faglige stof til at give mening, så viden bliver viden for den enkelte elev (og for gruppen af elever ved at blive en fælles referenceramme).

Dialogiske principper

Der findes en række principper, som man kan inddrage i  undervisningen. For det første at arbejde med ‘autentiske spørgsmål’ med udgangspunkt i faget. Autentiske spørgsmål er spørgsmål, som er relevante, men som læreren ikke selv har svar på. (Hvad betyder matematiske ligninger for dig og dit liv? kunne være sådan et spørgsmål. Det må eleverne så prøve at undersøge - kan spørgsmålet give mening og i givet fald hvordan, hvor, hvorfor, under hvilke omstændigheder? Og hvad er overhovedet en ligning? Der er forskellige typer af ligninger - og gør og betyder de noget forskelligt? Hvornår gør de det - for hvem og under hvilke omstændigheder.) Lærere kan facilitere denne undersøgende tilgang ved at opsætte rammer for undersøgelsen og tilbyde værktøjer (ressourcer) til besvarelsen. - Det afgørende vil være, at alle eleverne kommer til at deltage aktivt i processen.

Et andet princip er det, Olga Dysthe kalder ‘optag’. At man som lærer tager udgangspunkt i de ord, eleverne anvender i deres bidrag til dialog. Ved at gentage de præcise ord gøres elevens bidrag til noget aktivt i undervisningen - og eleven bliver anerkendt for sit bidrag, hvilket styrker elevens selvtillid, da eleven anerkendes for sit vidensbidrag og ikke blot, fordi eleven er elev. - Eleven positioneres som vidensperson.

Et tredje princip er at arbejde med de forskellige former for dialog og bidrag, der eksisterer eller kan eksisterer i klassen. Der er kumulativ tale, hvor bidrag bygger oven på hinanden og bekræfter en fælles forståelse (gruppedannende). Det er disputerende tale, hvor to perspektiver eller udsagn står overfor hinanden (individ/identitetsdannende). Og der undersøgende eller eksplorative bidrag, hvor man undersøger forskellige påstande og deres bidrag (vidensgenererende/videnskonstruerende samtale). Plus flere man kan arbejde med.

Et fjerde princip er at sørge for, at man som lærer taler mindre og eleverne mere - og at eleverne lærer at tale sammen, så de i højere grad kan være i en undersøgende modus. Det betyder også, at lærerne skal være meget opmærksomme på, hvornår og hvor meget de anvender IRE-formlen: Spørge (initiere) - få svar (respons) - evaluere svar - og hvor meget de bruger elevers input til at gøre bidrag til genstand for fælles undersøgelse. Måske i første omgang sammen med eleven, men i lige så høj grad ved at brede dialogen ud mellem eleverne.

Et femte princip er at veksle mellem dialog, skrivning og par-dialog, så eleverne får forskellige måder at bearbejde og behandle information og egne forestillinger på.

Der kan nævnes flere inden for feltet - og det vigtigste er sådan set, at læreren arbejder med en bevidsthed om, at viden aldrig er noget stabilt eller færdigt, da det er noget eleverne skal oparbejde - og at dette sker ved, at flere perspektiver hele tiden bringes (eller kan bringes) i spil.

Og virker det? Per Fibæk Laursen har i sine bøger vist, at uddannelses- og undervisningsforskningen entydigt peger på, at hvis der er én ting, der virker i undervisningen, så er det dialog. Mange internationale undersøgelser viser det samme.

Anerkendelse igen

Der er som sagt mange skoler og retninger inden for dialogisk undervisning: Accountable talk’, ‘Dialogisk organiseret undervisning’, ‘Collaborative Reasoning ‘Samtænkning’, ‘Dialogic inquiry’ og ‘filosofi med børn’ for at nævne nogle af de vigtigste (største). Fælles for dem er, at de arbejder anerkendende med eleverne, så eleverne i højere grad drages ind i undervisningen, og dermed bliver aktive deltagere i undervisning. Den anerkendende tilgang gør (som regel), at de enkelte elever føler sig set, hvilket modvirker den marginalisering nogle elever føler, fordi undervisningen (sproget, de institutionelle rammer, de beskrevne mål, emnerne osv.) føles fremmede. Det handler derfor også om at nedbryde den ‘fremmedhed’ eleverne kan føle i forbindelse med undervisningen.

De elever, der egentlig allerede klarer sig fint ift. undervisernes mål, vil også blive styrket gennem en mere dialogisk tilgang, fordi en dialogisk tilgang styrker refleksiv og kritisk tænkning ved at man altid arbejder med inddragelse af flere perspektiver, hvor man skal se, hvad de forskellige giver ift. det emne, man arbejder med. Desuden styrker en dialogisk tilgang elevernes sociale og samskabende kompetencer - det fungerer som en tilgang, der i sig selv bidrager til elevernes dannelse - deres udsyn og åbenhed. Også dette kan henføres til, at de i højere grad lærer at arbejde sammen og bruge hinandens perspektiver - og de lærer, at det er ok at ændre opfattelse og mening ved at være en proces, hvor man forsøger at blive klogere sammen.

Et godt indspil til en mere dialogisk tilgang til undervisningen finder man i Ole Løws fine bog Gensidighedens pædagogik.