Skalaer og tonearter

Halvtoner og heltoner

Afstanden mellem hver af de tolv forskellige toner kaldes for en halvtone eller et halvtonetrin. Det vil sige, at afstanden fra en tilfældig (hvid eller sort) tangent på klaveret og til tangenten beliggende umiddelbart over (til højre for) eller umiddelbart under (til venstre for) er på en halvtone. En afstand på to halvtoner kalder man for en en heltone eller et heltonetrin.

Stamtonerne e og f samt stamtonerne h og c er beliggende umiddelbart ved siden af hinanden, og afstanden mellem dem er derfor på en halvtone (½). Afstanden mellem alle de øvrige stamtoner er på en heltone (1):

Durskalaen

En skala er en trinvis nedadgående eller opadgående tonerække. De fleste skalaer består af syv forskellige toner, men der findes også mange skalaer med et andet antal toner. Skalaernes toner noteres som regel inden for en oktav, hvor skalaens grundtone både starter og slutter skalaen. Det der adskiller skalaerne fra hinanden er trinnene (afstandene) mellem hver tone. Trinnene er som oftest heltonetrin (to halvtoner, noteres 1) eller halvtonetrin (én halvtone, noteres ½).

Hvis man spiller de hvide tangenter fra c til c, har man en skala, med grundtonen c, hvor man føler sig hjemme. Denne skala kaldes for C-dur skalaen.

C-dur skalaen har følgende fordeling af hel- og halvtonetrin (en heltone er to tangenter, en halvtone er en tangent):

Alle skalaer med denne trinfordeling kaldes dur-skalaer og har altså formlen:

1    1    1/2    1    1    1     1/2

Der er tolv forskellige toner (syv hvide og fem sorte tangenter) Man kan spille en durskala med hver af dem som grundtone, blot man overholder fordelingen af hel- og halvtonetrin i dur-formlen.

Hvis man for eksempel vil have g som grundtone i en durskala, altså en G-dur-skala, skal man hæve den syvende skalatone til tonen fis for at bevare dur-formlen. Det gøres i nodesystemet ved at sætte et kryds for noden:

Næste i rækken er D-dur hvor man skal bruge to krydser for at lave det til en dur-skala:

Hvis man vil spille en dur-skala fra f får man i stedet brug for et b til at sænke tonen h:

Spilleøvelse

Brug dur-formlen: 

1    1    1/2    1    1    1    1/2

til at spille de 4 skalaer: C-dur, G-dur, D-dur og F-dur på klaveret nedenfor. Læg mærke til at selv om de starter på forskellige toner lyder de ens.

Vælg selv andre starttoner, og spil durskalaen derfra. Prøv også at starte fra de sorte tangenter, det er lidt sværere, men kan sagtens lade sig gøre!

Faste fortegn

Mange melodier er lavet med tonerne fra én skala og starter og slutter ofte på grundtonen i skalaen. Hvis der er fortegn i denne skala, kan man i stedet for at skrive dem for hver tone sætte faste fortegn. 

Faste fortegn noteres ved begyndelsen på hvert nodesystem, umiddelbart efter nøglen, en melodi baseret på D-dur skalaen kan altså noteres ved hjælp af faste krydser for tonerne c og f:

Faste fortegn gælder:

• • For noder i alle takter.

  • For noder i alle oktaver.

  • Også ved nøgleskift.

  • Kun i det nodesystem fortegnet er sat.

Virkningen af et fast fortegn kan ophæves med:

• • Et løst fortegn.

  • Et andet fast fortegn.

Hvis der noteres et løst fortegn for en node, der er sat et fast fortegn for, er det kun det løse fortegn, der er gældende. Det løse fortegn gælder kun i den takt, det er sat i, og kun for efterfølgende noder på samme nodelinje eller i samme mellemrum. Det faste fortegn vil således stadigvæk gælde for eventuelle toner i andre oktaver:

Hvis der noteres et eller flere nye faste fortegn ophæves virkningen af alle tidligere faste fortegn. Uanset hvilke nye faste fortegn der noteres. I eksemplet til venstre herunder ophæves tre faste fortegn af tre opløsningstegn. I alle fremtidige takter er således ingen faste fortegn gældende. I eksemplet til højre erstattes de tre faste fortegn af to nye faste fortegn. Virkningen af de tre tidligere faste fortegn ophæves således:

De faste fortegn noteres altid i et bestemt mønster af enten krydser eller b'er. Mønstret er bestemt af musikstykkets tonemateriale, der beskrives ved hjælp af en toneart.

Tonearter

Tonearten er en betegnelse for et musikstykkes første trin (grundtonen, tonika) og dets tilhørendeskala. Hver toneart består af syv forskellige toner. I durtonearter danner de syv toner tilsammen en durskala. Skalaen er dannet ud fra toneartens grundtone og har samme antal krydser eller b'er, som der bruges til notation af tonearten. Tonearten fortæller altså, hvilket tonemateriale et givent musikstykke benytter sig af.

Kvintcirklen som ses nedenfor er en hjælp til at holde styr på tonearter og de tilhørende faste fortegn.  

Spilleøvelse

Spil de 4 skalaer fra før: C-dur, G-dur, D-dur og F-dur på klaveret nedenfor hvor du bruger kvintcirklen og de faste fortegn som hjælp

Skriveøvelse

Øv dig på skalaer og tonearter her:

Molskalaen og moltonearter

Indtil videre har vi brugt vores syv toner til at lave durskalaer med. Man bruger de samme syv toner til molskalaen, blot med en anden grundtone.

Her er stamtonerne med a som grundtone, hvilket giver en A-mol-skala:

A-mol og C-dur bruger altså samme toner, men har forskellige grundtoner. Sådanne tonearter kaldes paralleltonearter. Som før kan man lave 12 forskellige mol-skalaer ved at bruge systemet af halv- og hele-tone-trin med forskellige grundtoner.

I kvintcirklen noteres moltonearterne ved deres paralletetonearter, men på indersiden af cirklen:

Skriveøvelse

Øv dig på dur- og molskalaerne og deres fortegn her:

Find frem til tonearten

Når man skal finde en melodis toneart er det altså en god idé først at kigge på de faste fortegn. De faste fortegn fortæller dog ikke noget om, om et musikstykke står i durtonearten, eller om det står i den tilsvarende moltoneart.

For at finde ud af om et musikstykke står i dur eller mol (eksempelvis F-dur eller D-mol der begge har ét b som fast fortegn) undersøges nu melodiens start og slut-tone. I langt de fleste tilfælde vil melodien både starte og slutte på skalaens grundtone, og så har man melodiens toneart!

Skriveøvelse

Bestem tonearten i nedenstående melodier