Et musikstykke består af forskellige formled, der tilsammen danner en særlig formtype. Hvert formled har en særlig funktion i musikstykket. Herunder gennemgås de funktioner de enkelte formled kan have.
Intro:
Formled, som regel unikt, der indleder et musikstykke. Introen er som regel kun på nogle få takter og er ofte baseret på enten førstetrinsakkorden ( tonika ) eller på akkorderne i verset eller omkvædet. Introen kan indeholde melodi (sunget eller instrumental), eller den kan være groove baseret.
Engelsk navn: Intro
Vers:
Formled der optræder flere steder i sangen med samme melodi men med forskellig tekst. De fleste sange starter med et vers (hvis man ser bort fra intren). Verset indeholder som regel færre toner end omkvædet og er som regel også mindre sangbart end dette.
Engelsk navn: Verse
Omkvæd:
Formled der optræder flere steder i sangen med samme melodi og tekst. Omkvædet efterfølger ofte verset og gentages som regel flere gange til sidst. Omkvædet er mere sangbart end verset, og det har ofte en øget dynamik og flere medvirkende instrumenter (større instrumentering) i forhold til verset.
Engelsk navn: Chorus
Kontraststykke:
Kontrasterende formled der som regel både adskiller sig harmonisk, melodisk og rytmisk fra verset og omkvædet. Kontraststykket er ofte et længere formled, og det optræder som regel kun en gang i løbet af et musikstykke. Kontraststykket kaldes også for C-stykket.
Engelsk navn: Bridge (ikke at forveksle med den danske betegnelse 'Bro')
Bro:
Kort formled mellem vers og omkvæd der leder op til omkvædet. Broen har som regel samme tekst hver gang. Hvis verset og omkvædet benytter samme harmoniske struktur, vil broen som regel benytte et nyt harmonisk mønster, så omkvædet opleves nyt og friskt.
Engelsk navn: Pre-Chorus, Build, Transitional Bridge
Mellemstykke:
Kort instrumentalt formled, som regel ikke længere end 4 takter. Optræder ofte mellem omkvæd og vers. Mellemstykket skaber et brud i musikstykket, en slags pause, så næste formled opleves nyt og friskt. Kaldes også for mellemspil.
Engelsk navn: Interlude
Solo:
Formled med en instrumental solo, fx spillet af en guitarist, en saxofonist eller en pianist. Harmonikken ( akkorderne ) i soloen er som regel identisk med harmonikken i verset, omkvædet eller kontraststykket - man siger fx "solo over vers". Soloen er med til at skabe en afveksling i musikstykket.
Engelsk navn: Instrumental Solo
Outro:
Kort formled der har til formål at afslutte musikstykket. Outroen bygger som regel på førstetrinsakkorden (tonika), eller den kan være en gradvis fade-out af omkvæd eller solo. Kaldes også for CODA.
Engelsk navn: Outro
Når man skal lave en formanalyse er det en god ide at benytte et såkaldt formskema til at holde styr på de observationer man gør.
Vi starter formanalysen med at skrive musikstykkets struktur ned. På den måde kan vi hurtigt få en idé om, hvordan musikstykket er opbygget. Hvert formled navngives med fortløbende bogstavnavne A, B, C osv. - to ens formled gives samme bogstav. En eventuel intro (forspil) angives dog med bogstavet I, og en eventuel outro (coda-del, efterspil) angives med bogstavet O. I opdelingen i formled er det nødvendigt at tage hensyn til blandt andet melodikken, rytmikken harmonikken og teksten. Det handler om at finde ligheder og forskelle i de forskellige formled. Hvis to formled ikke er identiske, men ens nok til at man ikke vil give dem hver sit bogstav, kan man notere et mærke (') efter det ene bogstav, fx A A' (udtales A-mærke). A A' angiver altså to næsten ens formled. Vi skriver samtidigt musikstykkets metrik ned, dvs. antallet af takter hvert formled varer.
Det kan også være en god idé også at notere starttidspunktet på de forskellige formled (i minutter:sekunder, fx 1:28). På den måde kan man selv og læserne af ens analyse hurtigt spole frem til de relevante steder musikstykket.
Det noteres også hvilken funktion de forskellige formled har (fx intro, vers, omkvæd). Til sidst noteres det hvis der er yderligere kommentarer til de enkelte stykker.
Nedenfor ses et eksempel på et udfyldt formskema til sangen Don't Stop Me Now som er lavet af gruppen Queen.