Sakramentskirken og
Katolsk Centralskole

Foto fra Wikipedia

Sakramentskirken og den tilhørende beboelses- og skolebygning på Nørrebrobrogade 27 blev bygget i to omgange. Beboelses- og skolebygningen er fra 1900, men kirken først blev bygget i 1915-1917.  

I år 1900 begyndte byggeriet af skolen på byggegrunden Nørrebrogade 27. Arkitekten var Viggo Woldbye og bygherrerne var Joachim Carl Günther og hans søn Viggo Axel Carl Günther. Grunden var erhvervet tilbage i 1890 fra manufakturhandler Camilla Heilbuth, der fik lov til at fortsætte sin forretning i 10 år og efterfølgende fik lov at blive boende i en del af huset.

Det halve af Heilbuths hus blev fjernet i 1899 og her opførtes en beboelsesejendom med en skolebygning bagved. Skolebygningen var til Sankt Josephs Skole, der lå i en baggård i Griffenfeldtsgade. Skolen flyttede dog først ind i bygningen i 1923. Indtil da var bygningen udlejet til Femmers Kvindeseminarium. Udlejningen skulle bl.a. finansiere bygningen af kirken. Skolen skiftede i 1940 navn til Katolsk Centralskole og i 1988 til den nuværende Sankt Ansgar Skole.

Først i 1915 blev det sidste af Camilla Heilbuths hus revet ned og kort efter kunne man påbegynde byggeriet af kirken, der stod færdig i 1917.

Sakramentskirken er en "franciskansk" kirke. Kirken er indviet til den hellige Villehad, der var en dansk franciskaner, der led martyrdøden. Over hovedalteret hænger et franciskansk tao-kors.


Personligheder

Joachim Carl Günther (1830-1904)

Viggo Axel Carl Günther (1870-1953)

Anton Neuvel (1842-1924) 


Katolske Ordener

Franciskanerne

Sankt Josephsøstrene af Chambéry 

Manufakturhandler Camilla Heilbuth hus fyldte oprindeligt hele Nørrebrogade 27, men huset blev mere end halveret, da beboelses- og skolebygningen skulle bygges.  Denne bygning ses til højre i billedet.

Foto fra omkring 1899 fra Det Kongelige Biblioteks Billedsamling

På dette foto fra 1917 er resterne af Heilbuths hus revet ned og Sakramentskirken er bygget færdig. Klokketårnene er endnu tomme.

Foto fra 1917 fra kbhbilleder.dk