Taps kirke

Taps Kirke 

Taps Kirke ligger som noget af det vestligste i Taps by.

Taps var indtil 1948 en stationsby. Stationen lå på Kolding Sydbaners strækning fra Kolding til Vamdrup. Banen blev oprettet i 1911, men efter 2. verdenskrig var det ikke længere rentabelt at drive bane. Sidste tog kørte 15. december 1948. I sognet var der også station eller trinbrædt i Tapsøre og Brænøre. Taps er kendt for, at det var her, Kong Christian den X steg på den hvide hest for at ride over den nu annullerede grænse, over til det Sønderjylland, som i 1920 blev genforenet med Danmark. Genforeningen 10. juli 1920, er lige nu meget aktuel efter genplantningen af lindealleen fra Taps til Christiansfeld

Taps kirke er ganske anselig skriver C. E. C. Gad i "Danske kirker" bind 16. Kirken har romansk skib, kor og apsis (1050-1250), mens tårnet er sengotisk (1400-1550). Våbenhuset kom til sidst i 1800-tallet. De romanske bygningsdele er opført i granitkvadre. Det sengotiske tårn er oprindelig opført i genanvendte granitkvadre og røde munkesten, men er siden skalmuret næsten overalt. Den oprindelige norddør er tilmuret. Syddørens portal er flyttet til våbenhusets yderdør. Hele indgangspartiet er meget imponerende og fortjener en senere nærmere beskrivelse. Det er tænkeligt at der er hentet inspiration fra domkirkebyggeriet i Ribe. Nævnes bør dog Tympanonen, en slags overligger, som i relief viser den kors-fæstede med Maria og Johannes ved siden af. På våbenhusets gavl sidder et lille firkantet solur af sten

Altertavlen 

Fløjaltertavlen er sengotisk med et overdådigt snitværk. Det hele er formet som et skab der kan lukkes. Når det er lukket, ses bagsidens bemaling. Snitværket med dets mange figurer viser i midterskabet korsfæstelsen, jomfru Maria, Skt. Jørgen og to bispehelgener. I sideskabene ses apostlene og i fodstykket 15 værnehelgener. Øverst i sideskabene står helgeninderne Barbara og Catharina. Altertavlens staffering er restaureret i 1937, men går tilbage på en bemaling fra 1767. Vi må altså regne med, at det fra fremstillingen i sengotisk tid (1400-1550), i et par hundrede år kan have set anderledes ud, måske gråt på gråt, som det kendes andre steder fra.

Inventar 

Døbefonten er romansk og af granit. På foden er der liljeornamentik og et fabeldyr, en grif, i buede felter. Dåbsfadet er af ny dato.

På nordvæggen hænger et smukt tidlig gotisk krucifiksk (1200-1300)

Nord for åbningen til tårnrummet hænger et epitafium. Det er opsat over præsten Morten Horsiin, død 1766, og hans hustru Maria, født Rudebeck, død 1778

Ved sydåbningen til tårnrummet hænger en senbarok tavle (1630-1740). Det er med dydefigurer og med en krans om et Gethsemanemaleri.

I våbenhuset er der et interessant oldtidsminde, nemlig en aflang granitplade med tre indristede hjulkors. Det er antagelig fra år 500 før kristi fødsel. Det har tidligere været brugt til dørtærskel, men er nu opsat på væggen. Sådanne helleristninger, hvor de ældste stammer fra stenalderen, havde mest jagtsymboler. Nyere helleristninger fra bronzealderen har ofte religiøse motiver som soltegn, fodtegn og markarbejde. Hjulkors er netop soltegn. Hjulkors blev også tidligere indhugget eller påmalet de steder, biskoppen ved indvielse havde velsignet.

Nye undersøgelser af ovennævnte kvadersten, der i dag ses indmuret i kirkens våbenhus, har påvist, at stenens indhuggede symboler ikke skal dateres til bronzealder, men derimod efter al sandsynlighed må dateres til middelalderen jævnfør indhuggede hjulkors. Det drejer sig muligvis om forarbejdet til en middelalderlig alterbordsplade. Der er formentlig  tale om et såkaldt ”lægmandsalter”, som udgjorde grænsen mellem kirkeskib og kor, og dermed præst og menighed i den katolske kirke,-  og det er et af meget, meget  få, hvor der er anvendt hjulkors. Stenen er således en del af kirkens oprindelige inventar.

Undersøgelsen resultater findes som helhed i MKH’s arkiv   Journal nr.: MKH 466/49 ” 

Orglet er fra 1975 og fremstillet af Bruno Christensen. Det har 6 stemmer, 1 manual og pedal. 

Navnet 

Der er vel ingen tvivl om, at åen kom før kirken. Hvis man skal tro frasagnene, er det ovenikøbet åen, der er årsag til kirken og dens placering. Det fortælles nemlig, at nogle af de første danske kristne af Ansgar blev døbt i Taps Å. Tidligere kaldtes byen da også Dabs, hvilket betyder dåb. Stedet, hvor dåbene fandt sted, skulle kunne ses fra kirkens dør, som dengang nok har været i vestenden. Det lyder meget tænkeligt, at det var der hvor Ødisvej nu skærer åen. I 1775 bidrog pastor P. Rohde til Haderslev Amts Beskrivelse med følgende om Taps Sogn: »Taps er Dabs eller Dabsore i anledning af Tapsflod, som her udspringer og løber med en meget krum gang endelig ud i Bæltet. Ved denne flod var i de første kristendoms tider et vigtigt døbested. Og her blev ved floden bygget et lærehus, hvor Guds Ord blev forklaret.« Om landskabet og egnen skrives også, at det har den fornøjeligste beliggenhed, at der er fortræffelige kornmarker, enge og skov. Sognet har 300 sjæle og i alt 11½ plove. Egnens byer er Tabsuhr, Ostorp og Skourup, hvor der tilsammen bor 51 familier