Tekst 4. april - 2020

Vrede og selvagtelse

Engang, da jeg var på ferie på Bornholm, sad jeg i bilen nede på havnen i Allinge og ventede på resten af min familie. Et lille stykke henne til højre blandt gamle både og net lå der et lille faldefærdigt skur, hvor der opholdt sig en mindre gruppe personer, som sad der med deres hunde og ølflasker og cigaretter og hyggede sig i hinandens selskab. Men pludselig blev der en forfærdelig larm. Flasker faldt på jorden, og hundene gøede, og et par stykker i gruppen råbte og skreg og skubbede til hinanden. Der var tydeligvis et eller andet, de var blevet uenige om, og nu gik bølgerne højt. Men det tog ikke ret lang tid, så faldt der ro over gemytterne igen. Der blev tysset på hundene og flaskerne blev samlet op, og dem, der havde været uenige, var tilsyneladende faldet til ro igen.

Dengang tænkte jeg, at det var et godt billede på kirken, hvor de interne bølger jo pludselig kan gå temmelig højt, og for udenforstående kan uenighederne måske godt virke temmelig uforståelige,… men der bliver hurtigt ro på igen, og livet går videre.

Men billedet er vel ikke bare et billede på folkekirken, men kunne for så vidt være et billede på enhver ’branche’ og faktisk også på verden som helhed. Der opstår uenigheder, som udefra at se kan virke besynderlige og måske endda helt absurde. Stridigheder kan hurtigt blusse op, og vreden kan lure lige under overfladen, og hvis vi presses tilstrækkelig meget, bryder den ud i lys lue inden for de områder, hvor vi nu engang befinder os: på arbejdet, i familien, i nationen o.s.v.

Og sådan ser vi det også i dag. I takt med at den nuværende krisesituation strækker sig længere og længere, ser vi en vrede dukke op, som virker til at have ligget længe i folks sind, og som måske har fået næring af den usikkerhed, som mange føler for tiden. Det kan være en vrede mod andre nationer, en vrede de forskellige politikere imellem, en vrede mellem de forskellige erhvervsgrupper, en vrede mellem kolleger og måske endda mellem familiemedlemmer, ja sågar kan man måske oven i købet også støde på en vrede mellem præster, der diskuterer alle de rent formelle spørgsmål, f.eks. spørgsmålet om åbne og lukkede kirker, o.s.v. Vi ser flere og flere artikler, der problematiserer eller kritiserer dispositioner og prioriteringer, og i læserbreve og blogs kan vi læse diverse aggressive udfald mod personer og instanser, som hævdes at have gjort noget forkert eller ikke at have gjort nok.

Det virker som om, at den helt grundlæggende ængstelse, de fleste af os har oplevet, i første omgang førte en solidaritet med sig,… en følelse af sammenhold og fællesskab,… men nu er det som om, at den gode gamle vrede, hvor vi forarges og vogter på hinanden og ikke mindst bebrejder hinanden, atter er ved at vinde indpas, fordi det kontroltab og den angst, der nærer vreden, har haft gode muligheder for at rumstere ekstra meget i vore sind for tiden.

Sådan er det i al almindelighed,… sådan er det i verden, og sådan har det altid været i verden, … og sådan er det i den grad også i en religiøs sammenhæng. Det er det stof, religionskrige har været lavet af, og det er også det stof, enhver voldsom religiøs uenighed henter sin næring fra. Og det er også det stof, som underlødige blog-indlæg eller læserbreve er født ud af.

Derfor er noget af det bedste og det vigtigste, vi kan besinde os på for tiden, at møde hinanden med endnu større forståelse og med et endnu mildere blik. Kirkens budskab handler ikke kun om tilgivelse og næstekærlighed. Det handler også om meget, meget andet. Men tilgivelsen og næstekærligheden er nu alligevel så væsentlig en del at budskabet, at vi bør lade os inspirere af det og sørger for at trække i den modsatte retning, hver gang vi ser eksempler på brok og kritik og vrede.

Det er naturligvis i orden at blive fornærmet eller forarget, og det er også i orden at blive vred,… Men vores forargelse eller grunden til vores vrede bliver nu engang hørt tydeligere, hvis vi hæver os op over de mest barnagtige og skingre måder at udtrykke den på. Og samtidig hjælper vi dermed os selv og alle andre til at bevare en civiliseret tone, som gør, at vi alle også kan se os selv og hinanden i øjnene, når alle dønningerne har lagt sig igen.

I prædikenteksten til Midfastesøndag for nogle uger siden, var der nogle sætninger fra Paulus, hvor han formaner til at være dydig og selvbeherskende og til at udvise brodersind og kærlighed. Det ville måske være et fint sted at begynde, især når vi står over for meningstilkendegivelser, der udfordrer vores selvbeherskelse og brodersind.

I det mindste kan dette brodersind og denne kærlighed måske være med til at sætte os selv fri fra at skulle skamme os for meget over os selv, når vi er kommet til at give os hen til den laveste fællesnævner i den kollektive debat om al verdens uretfærdighed.

De kan hjælpe os til at opretholde de rette proportioner, og de kan være fødselshjælpere for en sund agtelse for både vores egen og andres værdighed.

Glædelig Påskeuge.

Henrik Vestergaard Jørgensen