Tekst 24. marts - 2020

Huset på klippen, (Matt. 7,24 – 27)

Henrik Vestergaard Jørgensen

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«

Det kan jo godt lyde en anelse bedrevidende.

Og det er det sådan set også.

Ordene er jo sagt af en, der vidste bedre, og de er blevet givet videre til eftertiden af personer, der vidste bedre. De vidste ikke bare bedre om jordbundsforholdenes væsentlige betydning for fundamenters holdbarhed, men også om, hvad det rent faktisk er, der bærer os i vores liv.

I disse dage er det i høj grad en praksis, der bærer os. Det er handling og stillingtagen, beslutsomhed og praksis. Men bag ved alt dette ligger der et livshåb og en nærmest spontan vilje til at skærme liv og tage vare på fællesskab. Hvor dette håb og denne vilje kommer fra, ved vi ikke med sikkerhed. Måske er det et instinkt. Sådan vil en naturlig forklaring kunne lyde. Måske er det et udslag af en fælles humanitet, der har at gøre med ånd og med vores evne til at se hinanden i hinanden. Måske er det Gud selv, der virker i os, og kalder os ud i en solidaritet med hinanden på tværs af naboskel og grænser, eller på tværs af de daglige, banale skærmydsler, som vi forkælet har vænnet os til at bruge tid på, fordi vores horisont har været for indskrænket.

Der vil være forskellige bud på, hvad det er, der bærer os, og vi når aldrig frem til noget bevis for, hvem der har ret. Man vil stadig strides om det, ligesom man altid har gjort, og Gud selv holder sig jo – som bekendt – konsekvent tilbage med at præsentere beviser for sig selv. Og vore oplevelser og livserfaringer kan derfor sende os i hvilken som helst retning, hvis vi kun lader dem råde. Erfaring af lidelse kan sende os ud i en nihilisme, men den kan også sende os ind i de andre lag af tilværelsen, hvor Gud bliver endnu mere synlig for os. I begge tilfælde er Gud nærværende, for det er aldrig Ham, der bliver væk. Men vi kan selv føle både det ene og det andet,… fravær og nærvær, fortvivlelse og håb.

Og derfor skal vi heller ikke kun lade vore egne erfaringer og oplevelser råde, men først og fremmest lade dette her billede med klippen råde. For det er ikke er en truende profeti, selvom det måske kan lyde sådan, men derimod en barmhjertighedens trøst.

For når vi i al evighed kan være trygge i Gud, behøver vi ikke længere være bange for det, som tiden kan bringe.

Når vi er omsluttet af den fred, der overgår al forstand, behøver vi ikke længere være angste for det, som vores tanker udmaler som forfærdelige fremtidsscenarier.

Når vi ved, at vi er elsket, kan andre menneskers had ikke ramme os – for alvor.

Og når vi har sat vores lid til den Gud, der råder i verden, kan vi også sætte vores lid til, at hver en tåre vil blive tørret af vore øjne, og at skrig og sorg ikke skal findes for evigt, selvom vi måske nogle gange kan være bange for, at det er det, de vil.

---

Kære Gud

Vi beder Dig, at Din hånd aldrig vil slippe os.

At Du er den evighed, der forbliver.

Og at Du vil omslutte al ufred, strid og smerte med Din fred, både når de er inden i os, og når de vælder op foran os i verden omkring os.

AMEN