Langfredag - prædiken

02-04-2021

Første tekstrække

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

 Markusevangeliet 15,20-39

Det er sjældent, at vi har en tekst, der i så høj grad lægger op til en knugende tavshed, samtidig med at den i den grad kræver af os, at vi forsøger at sætte ord på.

Langfredag,… så fuld af mørke og håbløshed og lidelse, at selv Jesus ser ud til at ende i fortvivlet tvivl og opgivelse. Og alligevel, så er det også en tekst – en beskrivelse – der viser os, at der findes en værdighed, som aldrig kan brydes.

Jesus er den lærer, der betaler med sit liv for det, han lærer. Han er den, der helbreder med sit liv som indsats. Og i sin kamp for at sætte mennesket fri, bliver han ført ned i det mørkeste sted i verden: i hadet og i forhånelsen og ødelæggelsen,… der, hvor intet menneske kan se, hvem han i virkeligheden er. Og der, hvor han måske ikke engang selv er sikker på det, da han anråber Gud fra sit eget dyb af forladthed.

Men midt i alt dette,… midt i pinen og spotten og udleveret til livets allerlaveste instinkter,… er håbet alligevel ikke væk. Det er det, vi erfarer og hører om to dage,… men det er også allerede her i dag skjult til stede:

Når Markus skriver om den 3., den 6. og den 9. time, så bruger han et ’skema’, der er kendt fra dommedagsbeskrivelserne, hvor tiderne viser, at det her er en hellig tid,… en guddommelig tid, hvor Gud fører denne verden til ende for at sætte sin verden i stedet.

Mørket, der kommer over verden, viser Guds dom, men det viser også, hvilke magter, det var, Jesus kæmpede imod gennem hele sit liv. Og det viser, at Jesus’ død er kosmisk,… at den berører og vedrører hele verden.

Og selv i de stærke ord, hvor Jesus anråber Gud og – for første gang nogensinde, måske – føler sig forladt af Ham,… ja selv i de ord er det ikke den endegyldige forladthed, han råber ud fra, for han råber trods alt,… han råber stadig til Gud, og han gør det med ordene fra Salme 22, der er en sejrssalme for den lidende retfærdige.

Og da han opgiver ånden – da han udånder og vender tilbage til Gud – bliver det åbenbart for verden – selv for den hedenske verden, som møder os i officeren – at her på dette sted, … i denne hån og i denne død var det Gud selv, som verden var stillet overfor,… og det var Gud selv, som den endte med at slå ihjel.

Måske var det derfor – ja, det var sikkert derfor – at Jesus på sin vej til korset (ifølge Lukasevangeliet) sagde til hoben, at de ikke skulle græde over ham, men hellere tage og græde over sig selv. For det verden gjorde,… det mennesket gjorde,… gjorde det klart, at den virkelighed, vi er udleveret til, når vi bare er udleveret til vores egen virkelighed, er en dyster og kold virkelighed. Den er et gudsforladt og gudløst sted, hvor der ikke er noget håb, kun tilfældighed,… og et sted, hvor alt, hvad vi kalder glæde og frihed og trøst og tillid, ikke er andet end rene illusioner.

Livet er tomt, og vi har kun vores egne påhit og indfald og selvkredsende tanker at navigere ud fra. 

Så der er ikke meget at grine af. Tragedien ser ud til at være fuldendt. Den ene gang, hvor Gud gik helt ind i verden for at helbrede mennesket, ser det ud som om, at vi aggressivt og definitivt hængte Hans kærlighed op på et træ og grinede af dens død.

Men Jesus lærte noget andet.

Og han lærer os noget andet.

Ved at holde fast i Gud, selv i den allermørkeste stund, viser han, at når vi føler Gud fraværende,… når vi har følelsen af, at Gud har forladt os og forladt vores verden,… og når vi opgiver, fordi vi føler os afskåret fra Ham, i hvem vi lever og røres og er,… ja så er Han der stadig.

Det er naturligvis sandt, at når det kommer til stykket, så forstår vi sandsynligvis aldrig nogensinde til bunds, hvad det er, der gemmer sig bag Jesu ord. Det er et mysterium, for vi kan godt (som mennesker) føle Guds fravær eller leve et liv, hvor vi selv gør Gud fraværende, fordi vi ikke ænser hans nærvær,…

Men når Jesus siger det, befinder det sig på et plan, som vi ikke kan følge fuldt ud. Måske var det også derfor, at Luther af og til var stærkt i tvivl om, om han overhovedet kunne eller turde prædike over de her ord, som Jesus råber fra korset.

Men selvom at vi ikke kan følge det fuldt ud, så ligger der et håb gemt i Jesu ord, fordi de er råbt ud af anfægtelse og desperation, … og ikke ud af resignation og opgivelse.

Når vi føler angst, er det ikke kun noget negativt,… det er også noget, der viser, at Gud kalder på os.

Når vi føler fortvivlelse, er det ikke kun en ødelæggende spaltning vi oplever, men også noget, der peger på, at der er et misforhold i vores liv.

Og når vi råber til Gud og kalder på Ham i hver vores nat, så er det et udtryk for, at vi insisterer på, at Han skal være der (ja, vi forventer det og vi accepterer ikke, at Han ikke skulle være der). Men det er også et udtryk for, at vi også allerede regner med, at Han er der som den, vi kan henvende os til, og som den, der hører os.

Her er der slet ikke tid til at overveje, om Han nu også er der og hører os,… for vi er i situationens vold,… og vores anråbelse af Gud er netop et nød-råb,… ja et nød-skrig, ligefrem.

Det er her, vi kæmper med os selv for at bevare troen og håbet,… og måske er det også her, at Gud kæmper i os for at besejre vores tvivl og anfægtelse og angst.

Så Jesus falder aldrig – heller ikke i angsten og fortvivlelsen og døden – ud af sin tro på sin Fader.

Og den, der i gudsforladtheden bliver ved med at holde fast i Gud, har allerede overvundet den.

Og sådan gælder det også for os.

Vi skal aldrig give op,… vi skal aldrig tro, at det er for sent eller umuligt,…

Og vi skal aldrig bilde os ind, at Gud ikke er.

Vi skal klynge os til Ham, ligesom Jesus selv gør det,…

Og vi skal leve hele vores liv ud fra den selvfølgelige tryghed, at Gud altid hører os, når vi råber til Ham. At Han aldrig skjuler sit ansigt for den, der råber om hjælp, men skænker nyt mod ,… og at Han griber ind. 

For det er det, som Påsken nu er ved at kalde frem i os og kalde os ind til: en virkelig overvindelse af ethvert mørke, som truer med at gøre livet goldt.

AMEN