Juleaften - prædiken
Prædiken – Juleaften 2020
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Vores egen Søren Kierkegaard blev engang spurgt, hvorfor han egentlig var kristen,… hvorfor han troede på Gud.
Og når man tænker på, hvor meget han har skrevet netop om, hvad kristendommen er, og om, hvad det vil sige at være kristen, ja så kunne man vel godt forestille sig, at han ville have meget at sige til det spørgsmål.
Men det havde han ikke.
Han kom ikke med en lang og kompliceret forklaring på, hvorfor han troede på Gud,… men sagde i stedet: Fordi min far gjorde det.
Ikke andet end det.
Og det kan vel godt lyde af lige lovlig lidt, synes vi måske.
Vi lever jo i høj grad i en tid, hvor vi mener, at man skal kunne give klare og rationelle grunde til, at man mener, som man mener. Vi skal selv forholde os,… og vi skal selv træffe beslutninger om, hvad vi vil. Det skal være autentisk, og det skal være personligt. Og det skal ikke bare være noget, der er styret udefra.
Så et rigtigt svar på dette spørgsmål kan altså ikke bare bestå i at henvise til andre, sådan som Kierkegaard gør.
Men hvis vi lytter lidt efter, så finder vi hurtigt ud af, at det netop ikke bare er det, Kierkegaard gør.
Han har skrevet et helt forfatterskab, som kun drejer sig om det spørgsmål her, … men han ved også godt, at hvis vi virkelig skal ind i det inderste af os selv og forstå de dybeste lag bag alt det, vi gør og er, ja så bliver vi nødt til at gå tilbage til det, vi selv er rundet ud af,… tilbage til den historie og de mennesker, vi er båret af, og som vi selv bærer med os.
Alt dette stikker nemlig meget dybere, end vi egentlig véd af, … og det er ikke noget, vi skal flygte fra eller være flove over, … det er ikke noget, der gør os overfladiske og uselvstændige.
Tværtimod er det først for alvor gennem alt dette, at vi kommer til at forstå hvem og hvad vi er, og hvad vi skal her i livet. Det er her, vi kommer til at forstå, hvad vores historie er.
Eller som Luther sagde: Der er ikke andet i mig end min far, … og så hvad der er fra himlen.
Og måske er det lige præcis alt dette, der påvirker os, når vi – som vi måske kan det i år – kan have oplevelsen af, at der er alt for meget, der vil røre ved og påvirke vores ’gamle jul’.
Alt for meget, der stiller sig imellem os selv og det, vi har med os fra vores fortid.
Der er pandemi og restriktioner, som i høj grad forhindrer os i at holde jul, som vi plejer, … og når vi er fortvivlede over det,… græder over det og protesterer mod det,… så er det ikke bare, fordi det er lidt træls,… nej så det er fordi, der nu for alvor er noget, der truer selveste vores identitet og vores livsforståelse og selvforståelse.
Når vi ikke kan være til stede hos dem, vi er rundet af,… når vore barndomstraditioner er truet på det her punkt, og når alle de overleveringer, der findes i traditionerne, salmerne og stemtheden i kirken er i fare for at skulle undværes, så påvirker det os dybere end som så.
Og det siger meget om os.
Det siger meget om vores liv.
Og det siger meget om, hvad julen egentlig er.
For det siger os, at det er både ægte og autentisk, når vi i julen klæder os på i noget, som vi ikke har opfundet selv, … i noget, som vi ikke har fundet på, men som derimod har fundet os, og som vi så derefter kan finde os selv i.
Det gør vi derhjemme, hvor vi har vore helt egne familiære traditioner, som holder os fast på os selv, som vi har været, siden vi var små, men også fast på den baggrund i generationer og slægt, som vi er rundet af.
Og så gør vi det, når vi søger tilbage i kirkens tradition,… i salmerne og billederne og fortællingen om, at Guds egen fred bliver født ind i verden på en måde, der ikke kun er fortid, men også nutid, fordi den er al-tid – også i vor tid!
Det er fuldt ægte, og det er dybt autentisk, når vi her til jul søger tilbage og ind i alt det, vi står på,… tilbage til overleveringen og ind i det, der i Bibelen bliver kaldt for vores fædrene tro.
Og det er det, fordi det viser os, hvem vi i sandhed er, og hvad vi i sandhed lever på.
At vi inderst inde stadig er som små børn, der længes og har brug for trøst,… har brug for, at freden i vore sind kommer udefra, og at vi ikke behøver bære det hele selv,… at vi lever vores liv på forudsætninger, som vi ikke selv er ophavsmænd til.
Det har altid været en illusion at tro, at det ville gøre os uselvstændige at sige som Kierkegaard og Luther siger, når de henviser til deres fædrene ophav og til kirkens overlevering,…
Men juleaften er måske den aften, hvor det bliver endnu mere tydeligt for os, hvor meget, vi tager fejl, hvis vi tror det.
For det gør os ikke uselvstændige at se os selv som født ud af de to instanser. Tværtimod gør det os værgeløse overfor alle de anonyme magter, der findes i verden, og det snyder os fra os selv, fra vores væsens ophav, vores væsens gåde og fra livets egen underfuldhed, hvis vi tror, at vi skal frigøre os fra de to. For vi kan aldrig bare bære os selv.
Den tyske filosof Hegel, der netop har haft 250-års jubilæum her i 2020, mente at kunst har den opgave at gøre vi mennesker opmærksomme på det, vi ikke ved, at vi godt ved.
Og måske kan man sige det samme om juleaften: juleaften er den aften, der viser os, hvad det er, vi ikke ved, at vi godt ved,… eller det er den aften på året, hvor vi møder det, vi har glemt, at vi egentlig godt vidste inderst inde …
For på denne her aften bliver vi indbudt til et helligt sted og en hellig tid,… en skænket tid og en nådens tid, … hvor vi bliver mindet om, hvem vi egentlig er,… mindet om, at Gud med sin hemmelighed skænker os en ny hjemlighed i verden og i vores eget liv, … og vi bliver indirekte spurgt, hvilken klang, vi ønsker at have i vores liv?
Juleaften fornemmer vi, at alting denne aften blot venter på at byde os velkomne hjem. Den indbyder os til at sætte os til rette i vores egen historie og lade den afspejle i Guds historie,… til at lade Guds historie åbne himlen over vores liv, så vi kan finde hvile og finde fred i Hans egen helende og elskende nærhed.
Og når vi søger tilbage i fortællingen om Jesusbarnet i krybben,… i dens rum, dens klang, dens tanke og i dens resonans i vores eget liv, så er vi nærmere på os selv og på vores liv og på hinanden, end vi nogensinde har været det før.
Her bliver vi vist, hvem vi er.
Vi bliver vist, hvad verden er,… og hvad livet er.
Det er tidens fylde,… det er sandheden om, at Gud træder frem for at søge det fortabte, og for at bringe helbredelse og fred, så glæden ikke længere skal være hjemløs i verden eller i menneskers sind. Heller ikke i vores.
Glædelig jul.
AMEN