Gudstjeneste 13. april - 2020

Prædiken til Anden Påskedag

Vi er moderne mennesker.

Vi lever i en oplyst tidsalder, og vi tager udgangspunkt i fornuft og videnskab, … i det, der kan måles og vejes og i vores kritiske tanke.

Og i det lys giver tanken om opstandelse ikke nogen mening. Det er noget, der hører en fortid til, eller hører til hos mennesker, der er blevet forført af deres fantasi og håb. Og vi venter sådan set bare på, at der kommer nye Breaking News: Jesus er aldrig opstået. De kristne tog fejl. Det er endnu ikke lykkes at få en kommentar fra biskopper eller præster. Vi vender tilbage, så snart der er nyt.

Sådan vil mange måske mene, at de tænker i dag. Og derfor vil man også kunne høre mange, der erklærer, at de tror på det, Jesus sagde om næstekærlighed, men de tror ikke på Gud eller på noget liv efter døden eller på, at Jesus opstod fra de døde.

Andre vil stædigt holde fast i, at de tror på opstandelsen og på Gud og på det evige liv, og at det er noget, der sætter al menneskelig fornuft ud af kraft.

Og andre igen vil kunne sige, at da vi ikke kan bevise opstandelsen, skal vi heller ikke indlade os på en filosofisk og kritisk drøftelse af den. Det eneste og bedste, vi kan gøre, er simpelthen bare at fortælle om den,… at lade ordet om opstandelsen gå ud i verden og derude i verden så virke på sin egen uudgrundelige måde. Vi skal ikke begrunde og argumentere,… vi skal blot fortælle og berette.

Men ingen af disse tre giver nogen mening.

Den såkaldt moderne, oplyste og kritiske tænkning er slet ikke så moderne, oplyst og kritisk, som den bilder sig ind at være.

Og påstandene om, at vores fornuft sættes ud af kraft, og at det ikke giver mening at indlade sig på kritiske drøftelser, men at vi alene må lade fortællingen og ordet om den lyde, ja de er mindst lige så naive.

Ordet om opstandelsen eller forkyndelsen af den vil naturligvis kunne virke gennem åndens kraft, og hvordan de så gør det, ja det er en sag, vi alene må overlade til Gud selv. Det skal vi ikke prøve at gennemtrænge eller forstå, for det vil for evigt ligge uden for vores forståelseshorisont.

Men det giver ikke mening, hvis vi bare giver op over for kravet til os selv om, at vi må prøve at forstå med tanken, hvad er vi grebet af i troen. Bare det at afvise, at vi kan begribe det med tanken, ja det bygger jo i sig selv på, at vi har tænkt over det, og det bygger i sig selv på, at vi gennem tanken er nået frem til, at vi ikke kan begribe det med tanken. Hvis vi indlader os på sådan en defensiv og postulerende måde at se på det på, er det mest et udtryk for, at vi orker eller gider tænke over det. Det er en måde at se det på, hvor vi risikerer at invitere en religiøs fanatisme indenfor. Og det er faktisk også en måde at se det på, som er i direkte modsætning til det, vi hører i evangeliet,… f.eks. det, vi hører hos Paulus i dag.

For han har jo tilsyneladende placeret sig selv lige midt i sådan en kritisk og tankemæssigt udfordrende diskussion. Han siger direkte, at hvis ikke der findes nogen opstandelse fra de døde, så er Kristus heller ikke opstået, og så er deres prædiken tom, og deres tro er tom og forgæves. Hvis de alene har sat deres håb til Kristus i dette her liv, så er de de ynkværdigste af alle mennesker.

Også for Paulus og på den tid var opstandelsen altså tydeligvis et kors for tanken, og det var noget, der naturligt fremkaldte skepsis og kritik. Og det er ikke en diskussion, han viger tilbage for, men derimod en diskussion, han kaster sig ind i med al sin eftertænksomhed og tankekraft.

Og måden, han gør dette på lige her, består i at pege på de konsekvenser, det får for troen, hvis opstandelsen bliver afvist.

For hvis den gør det, så betyder det, at Jesu hele budskab risikerer at ende som velmente ideer,… som ideologi,… eller måske som en form for humanisme,… selvom Paulus jo af gode grunde ikke selv ville bruge den betegnelse.

Buddet om næstekærlighed og tjeneste for næsten ville sådan set godt kunne have sin gyldighed, også selvom det udelukkende var et udtryk for en almenmenneskelig – og altså humanistisk – idé om, at vi skal tage vare på hinanden og bygge vore samfund på humanistiske idealer. Dette er jo også en af grundene til, at kristendom og humanisme bør kunne forenes i et fælles sigte den dag i dag.

Men det ville på den anden side også være et bud, som blot ville stå side om side med alle andre bud på, hvad mennesket er, og hvad menneskelivet er. Påstanden om, at vi skal tage vare på vores medmenneske og udvise solidaritet og pleje fællesskab, fordi vi alle har del i den samme lighed og værdighed, er jo smukt og sandt, men der findes også andre forståelser af mennesket, der lægger mere vægt på hovedsageligt at se det som et naturvæsen. Ja, der findes sågar også positioner, hvor man har et syn på mennesker, hvor man kæmper for at få fjernet enhver forestilling om, at det enkelte menneske skulle besidde en egen værdighed og betydning.

Der findes således mange ideer om, hvad mennesket er, og disse forskellige ideer brydes med hinanden, og de viser sig i vores måde at indrette vores samfund på eller i vores måde at opleve os selv og livet på.

Men de ér og bliver ideer,…

De ér og bliver ideer, der er født ud af vore egne forestillinger og tanker og håb og ønsker. Og det vil sige, at de er og bliver ideer, som vi altså – som mennesker – selv har konstrueret og skabt. De bliver kun til vores fælles virkelighed, hvis vi er enige om dem, og hvis vi er enige om at lade vores samfundssyn og menneskesyn bygge på dem.

Og spørgsmålet er så, om dette er godt nok. Om det er tilstrækkeligt og holdbart nok.

Og det er det jo for nogen,… Mange trives sådan set fint med at leve et liv, hvor der ikke findes noget ud over dette her liv, og hvor ideerne og idealerne er det højeste og sidste i livet.

Men for Paulus er den måde at forstå livet på ikke bare utilstrækkelig, den er også for skrøbelig. Den er – som han sagde det – tom, … og skulle han leve sit liv i et sådant perspektiv, ville han være ynkværdig. Og det siger han ikke for at krænke alle andre, der lever sådan, nej, han siger det fordi han har gennemskuet, hvad Guds sejr over døden vitterlig betyder for livet nu og her.

Troen på opstandelsen er ikke en flugt fra livet her, men derimod en ny kvalitet, som bliver givet til livet her. Opstandelsen er en overvindelse af døden og derfor en overvindelse af den frygtens skygge, som døden kaster ind over livet.

Opstandelsen er, at tilgivelsen bliver en mulighed, for hvis der skulle være en tilgivelse af alt, så skulle der også være en opstandelsens virkelighed, hvor alle verdens ofre for ugerninger og uretfærdighed kan finde genrejsning. Ellers ville vores tilgivelse af f.eks. en gerningsmand ikke være andet end en hån af hans offer.

Og opstandelsen er, at der er et brud mellem dette liv og det kommende liv, som vi i dette liv aldrig finder ud af, samtidig med at der er en sammenhæng mellem dette liv og det kommende liv, som gør, at den kærlighed og skabelse og det fællesskab, vi lever i hér, også har virkelighed og betydning efter livet her. Det er vel denne tanke, der ligger til grund for al billedtalen om kødets eller legemets opstandelse eller sjælens udødelighed,…

Opstandelsen er selvfølgelig meget mere og meget andet.

Men hvis vi bruger disse tre forståelser til at trænge ind i dens mysterium, kan vi måske løfte en lille flig af, hvad det er, Paulus mener. For så mener han, at livet med opstandelsestroen bliver et liv, der ikke skal trælle under frygten,… et liv, der i sandhed rummer tilgivelsens mulighed,… og et liv, hvor den kærlighed, vi allerede nu ser i glimt, peger hen imod sin opfyldelse i det evige.

Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Og … har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.

Tomheden kalder på os i livet, hvis det kun rummer frygt og ufrihed, og hvis det ikke har nogen plads til tilgivelse og kærlighed og håb… Og hvis tilgivelsen, kærligheden og håbet udelukkende bygger på os selv og vore egne evner eller vores egen kraft, så lurer opløsningen altid lige under overfladen.

Det er det, Paulus ser og siger i dag.

Og vi kan måske vende det om, og – med lettere omskrevne ord fra Kierkegaard – lade det være Påskens spørgsmål til os:

Dersom der ingen evig Bevidsthed var i et Menneske, dersom der til Grund for Alt kun laae en vildt gjærende Magt, der vridende sig i dunkle Lidenskaber frembragte Alt, hvad der var stort og hvad der var ubetydeligt, dersom en bundløs Tomhed, aldrig mættet, skjulte sig under Alt, hvad var da Livet Andet end Fortvivlelse?

Dersom det forholdt sig saaledes, dersom der intet helligt Baand var, der sammenknyttede Menneskeheden, dersom den ene Slægt stod op efter den anden som Løvet i Skoven, dersom den ene Slægt afløste den anden som Fuglesangen i Skoven, dersom Slægten gik gjennem Verden, som Skibet gaaer gjennem Havet, som Veiret gjennem Ørkenen, … dersom en evig Glemsel altid hungrig lurede paa sit Bytte, og der var ingen Magt stærk nok til at frarive den det – var Livet da ikke tomt og trøstesløst?

Vi må naturligvis altid selv tumle med at finde vores eget svar på dette spørgsmål. Men opstandelsens svar og Påskens svar og Paulus’ svar lyder: jo, hvis det forholdt sig således, så var livet tomt og trøstesløst,… Men nu forholder det sig ikke således.

AMEN

Bøn:

Se, Herre, jeg er et tomt kar, som længes efter at fyldes.

Herre, fyld det!

Jeg er svag i troen, styrk mig.

Min kærlighed er kold, gør mit hjerte varmt,

at min kærlighed må nå ud til min næste.

Jeg har ikke en stærk og fast tro;

til tider tvivler jeg og er ude af stand til overhovedet at stole på dig.

Herre hjælp mig!

Styrk min tro og tillid til dig.

Dig betror jeg alt, hvad jeg ejer.

Jeg er fattig, du er rig og kom for at øve barmhjertighed imod fattige.

Jeg er en synder, du er nådig.

Hos mig er der en overflod af synd, hos dig er der en fylde af nåde.

Derfor vil jeg blive hos dig, fra hvem jeg kan modtage, men hvem jeg intet kan give.

Amen.

(Martin Luther)