3. søndag i fasten - prædiken
07-03-2021
Tekstrække: Første række
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«
Det dæmoniske er efterhånden blevet henvist til fortiden,… til fortidens antikverede forestillingsunivers og til en særlig tidsbunden religiøs virkelighedsforståelse.
Og når vi i dag skal forsøge at forklare de fænomener, som i Bibelen bliver tilskrevet dæmoner og besættelser, ja så betjener vi os – meget mere realistisk – af forklaringsmodeller, der trækker på sociologien eller på psykologien og psykiatriens begrebsunivers.
Og det er sådan set godt. Ja, det er faktisk helt nødvendigt, også set ud fra et religiøst synspunkt.
For faren for, at det kan gå grueligt galt, er temmelig stor.
Hvis man ser dæmoner og besættelser alle vegne, hver gang man står overfor et menneske, der er splittet og ødelagt,… eller hver gang man er stillet overfor krig og ødelæggelse og ondskab i verden,… kan man hurtigt ende i en uhyggelig verden af vanvid og ond fantasteri.
Man kan lemlæste et menneske sjæleligt, hvis man ser dets situation som noget, der har med dæmoni og besættelse at gøre,… og man kan miste jordforbindelsen, hvis man tror, at bestialiteten i verden først og fremmest har med den Onde selv at gøre.
Så advarselslamperne er mange, og de blinker hele tiden, hver gang vi bevæger os ind i det her bibelske perspektiv og bibelske sprog, hvor man taler om dæmoner og dæmoni. Og det er bydende nødvendigt, at vi fastholder de rationelle forklaringer i alle de sammenhænge, hvor de hjælper os til at afdække, hvad der er galt.
Og alligevel, så ved vi jo også udmærket, at der er al mulig god grund til stadig at holde fast i de her tanker om dæmoni og besættelse.
For selvom at vi måske forsøger at erstatte dem med såkaldt ’almindelige’ og rationelle forklaringer, hvor vi betjener os af sociologien og psykologien, ja så overlever forestillingen om det dæmoniske alligevel,… for den overlever i film og kunst, i musik og i litteraturen.
Nye film er ved at oversvømme af mytiske og storslåede fortællinger om det godes kamp mod det onde,… eller om uhyrer og monstre, der skal bekæmpes,… og i al kvalitetsfyldt musik og kunst og litteratur er det de samme store og grundlæggende temaer, der er på færde.
Og hver gang, at vi bliver grebet af en film eller af en bog eller et kunstværk eller et billede, så er det som regel fordi, at de appellerer til nogle helt grundlæggende erfaringer, som vi gør som mennesker, … erfaringer, der netop ikke lader sig beskrive fyldestgørende og dybt nok gennem vores videnskabelige sprog.
Livet er altid større end det,… og det er jo også det, vi erfarer à at der er forhold i tilværelsen, som kun lader sig nå på en anden vis end gennem rationalitet og årsags-/virknings-forklaringer.
Kærlighed og frihed, ensomhed og barmhjertighed, mening og meningsløshed, forførelse og ødelæggelse, splittelse og heling, angst, isolation, aggressivitet, glæde og livsmod, den evige kamp for at blive os selv og finde ind til et ’op og ned’ i livet,… Vi tiltrækkes af det,… og vi søger det hele tiden, … og det gør vi selvfølgelig, fordi vi i alle disse ’store ord’ føler, at vi er inde ved kernen af det, som livet rummer.
Og hver gang, at der i evangeliet tales om dæmoni og besathed,… så hører det til indenfor det her ’terræn’.
Det dæmoniske er alt det, der er modsat det kærlighedens og fredens rige, som Jesus bringer med sig.
Det dæmoniske er det, der splitter, nedbryder og fremmedgør,… det er det, der hærger livet og lægger det øde,… fryser mennesker ud af fællesskabet og samhørigheden og glæden, og som gør os indesluttede og isolerede og fratager os vores tro på fremtiden, på os selv, på glædens mulighed og på Gud. Det er det onde, hvor det så end viser sig i livet,…
Det er alt det, der kører mennesker ned,… alt det, der sætter fjendskab mellem mennesker,… alt det, der afpersonaliserer et menneske og stjæler menneskers evne til at kunne være sig selv,… alt det, der isolerer os,… og alt det, der binder og låser os fast,…
Og overfor alt dette står så Gud – Jesus – som den, der kæmper for at bygge mennesker op,… for at nedbryde fjendskaber og opbygge fællesskaber,… for at bringe hvert enkelt menneske ud af sin isolation, uanset hvad den så end måtte skyldes.
Jesu møde med mennesker,… hans forkyndelse og alle hans handlinger har det som sigte at give os friheden igen, så vi kan blive os selv, som Gud har skabt os,… og at give os freden igen, så vi bliver i stand til at leve vore liv i glæde og taknemmelighed.
Når vi altså i dag skal prøve at forstå, hvad der ligger i den tanke om det dæmoniske, som Jesus taler om her i teksten, så ville det være for begrænset og snævert at forstå det som noget, der udgør en konkret, selvstændig og skinbarlig størrelse, der trænger ind i mennesker og lægger beslag på deres personlighed.
Det skal selvfølgelig ikke afvises, at det kan fremtræde på den måde, for der er mennesker, der beretter om, at de har oplevet det som sådan,…
… men hvis vi lytter vi til det, som Jesus selv siger her, så er netop et helt særligt kendetegn ved det dæmoniske, at det fremtræder i en skjult eller camoufleret form,… at det altså viser sig på en måde, hvor vi måske nok umiddelbart kan forklare den ondskab, som vi ser, ved hjælp af sociologisk- og psykologisk-videnskabelige begreber,… men hvor der så alligevel er den her besynderligt ’mørke’ rest tilbage, som unddrager sig vores rationelle forklaring,… en ondskab, der er dukket op nærmest ’ud af det blå’,… en ondskab, der ikke har nogen særlig årsag, og som heller ikke tjener noget særligt formål,… men som ganske enkelt bare dukker op i mennesket og griber det og forfører det ud i handlinger og gerninger, der tilsyneladende ikke har noget andet formål end at ødelægge bare for ødelæggelsens egen skyld.
Og derfor er det vigtigste i det, Jesus siger, da heller ikke så meget, hvordan det dæmoniske ’ser ud’,…
Målet er ikke at give en beskrivelse af, hvordan menneskelivet kan blive revet af led og blive opløst i splittelse og tomhed,… nej, målet er at give os en advarsel.
Når Jesus her siger, som han gør, så er det fordi han vil appellere til os til at være på vagt,… på vagt, så vi ikke bliver lullet ind i den indbildning, at det hele går bedst, hvis bare vi forholder os passivt og neutralt og nogenlunde i ro.
Læst ind i vores tid kan man måske sige, at det, som Jesus siger, er en advarsel mod at tro, at freden i os selv og i verden er sikret, hvis bare vi lever stille og roligt og som om, at Gud ikke er til,…
Og det er en advarsel mod at tro, at hvis bare vi ikke forholder os til livet, så vil ondskaben og bestialiteten også efterhånden fordufte som dug for solen.
Men det vil aldrig ske.
For det onde,… splittelsen,… ufreden,… umenneskeligheden,… alle de forskellige former, som det dæmoniske kan vise sig i,… holder aldrig fri.
Vi menneskers kedsomhed er – har man sagt det – Djævelens jagtterræn,… og måske vidner vores ekstreme behov for merkantil underholdningsindustri og forbrugerisme om en åndelig tomhed, som hele tiden står klar og indbyder de dæmoniske magter i livet til at gå på jagt efter vore sjæle og fylde tomheden ud med komfortabel passivitet, … kold ligegyldighed, … eller måske med flokmentalitetens forførende vanvid.
Sådan beskriver eksempelvis den norske forfatter Tarjei Vesaas i romanen Nattevagt den særlige form for massebesættelsens kollektive dæmoni, der viser sig, når mennesker opgiver deres egen personlighed og bevidstløst giver sig hen i massehysteri og massebesættelse. Når vi mister os selv og lader os styre af flokken,….
Det er den form for dæmoni, som Kierkegaard beskriver som,… noget, der faktisk overgår de blodtørstige rovdyrs vilde natlige hyl på savannen. Den rasende menneskemængdes vildhed og dyriske blodtørst overgår med lethed rovdyrenes egen, og den kan med lethed føre til en umenneskelighed, der er blottet for anger og for medfølelse.
Den er ’det Ondes Brand’, kalder Kierkegaard det,… fordi den begynder i det små,… og den optændes i den enkeltes øje, når han hidset og hidsende raser med i den vilde mængde.
Massehysteriet, som det er båret af den enkeltes angst og den enkeltes begær efter magt, kan tænde et dæmonisk bål, der spreder sig som en steppebrand – langsomt men sikkert og altædende, og på en måde, der kan få os til at slå ihjel.
I romanen Nattevagt viser det sig i et smittende, dæmonisk vanvid, der fører fra ét mord til et andet, fordi en navnløs, blodtørstig flok går amok i en blodrus for at hævne drabet på en ung pige.
Men massehysteriet er velkendt,…
Det har vist sig flere gange op gennem historien,… … og for mig at se er der også små kim til den slags camoufleret dæmonisk forførelse i dag, når man f.eks. ser på hele den kloak af politiske og religiøse paroler og af sociale medier, hvor der appelleres til en hæmningsløshed. Der, hvor vi kan sige hvad som helst,… og der, hvor vi gennem vores sprog prøver at dæmonisere vore modstandere eller bare dem, vi ikke er helt enige med,… ja lige præcis der bliver der lagt kim til nye former for barbari.
I Tarjei Vesaas roman er det massehysteriets dæmoniske spor af død og ødelæggelse, der bliver beskrevet,… spor, der skræmmer historisk, og spor, der desværre stadig kan dukke op, hvis fjendtligheden og angsten bliver stor nok.
Men det dæmoniske kan vise sig alle vegne.
I det store og i det små.
Og hver gang, at det viser sig, har det kun ét mål, det har kun én hensigt,… og den er at ødelægge og splitte ad, så livet ikke længere er muligt. Så det igen ender i den tomhed, som Gud satte en grænse for, da Han skabte det.
Hver gang Jesus stiller sig overfor dæmonerne, så er det den tomhed, han stiller sig overfor.
Og når han advarer os mod at tro, at vi bare kan blande os uden om den her kamp mod det dæmoniske i livet, så er det fordi, han ved, at vejen til tomheden er brolagt med vi menneskers passivitet og ligegyldighed.
Hvis vi er ligeglade, er vi selv tomme indeni,… og er vi selv tomme indeni, lader vi os hurtigt forføre,… også (og særligt, måske) af det, der ikke altid vil os det godt.
Lov og tak og evig ære være Dig, vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
AMEN
Lad os alle rejse os og med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi Nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. AMEN