1. søndag efter helligtrekonger - prædiken
1. søndag efter helligtrekonger
10-01-2021
Tekstrække: Første række
Salmisten skriver: Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre! Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde, mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud. Selv spurven finder sig et bo, og svalen en rede, hvor den lægger sine unger, ved dine altre, Hærskarers Herre, min konge og min Gud. Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig. Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig, de som har i sinde at drage på valfart. Når de drager gennem Baka-dalen, gør de den til et kildevæld, efterårsregnen hyller den i velsignelse. De går fra kraft til kraft og får Gud at se på Zion. Herre, Hærskarers Gud, hør min bøn, lyt, Jakobs Gud! Se til vort skjold, Gud, se på din salvedes ansigt! En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte. For Herren er sol og skjold, Herren giver nåde og ære. Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter han intet godt. Hærskarers Herre, lykkeligt det menneske, der stoler på dig!
* Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
-----
Der er to læsninger til i dag, som vi er sprunget over.
Det er den gammeltestamentlige læsning og epistellæsningen.
I den gammeltestamentlige læsning hører vi, at Gud ikke bare er i templet – eller i kirken – men at Han er med gennem hele livet.
I evangelieteksten har vi lige hørt, at Jesus vokser i visdom,…
Og i epistelteksten ville vi – meget markant formuleret – have hørt, at menigheden – og altså også vi – ikke skal tilpasse os denne verden, men at vi skal lade os forvandle ved at vores sind fornyes, så vi kan skønne, hvad der er Guds vilje.
Gud er (altså) aldrig en fjern Gud, som placerer sig uden for vores egne daglige erfaringer.
Han er nær og sætter sig spor i menneskers liv, og Han kalder os hele tiden til at fortolke livet og verden i lyset af Hans evighed og kærlighed.
Og ligesom Jesus her som 12-årig følger sine egne veje, sådan kan det også for (vi) mennesker (uden øvrig sammenligning, selvfølgelig) komme til at betyde, at der er egne veje, vi må gå, … at der er synspunkter, vi må have, og opfattelser, vi må forfægte, som nogle gange kan bringe os i konflikt med den såkaldte ’verden’ derude.
Den tyske teolog Eberhard Jüngel siger et sted, at jo dybere og mere intensivt menneske et nærmer sig Gud, desto stærkere bliver også dette menneskes tilknytning til verden. Men det betyder ikke nødvendigvis, at tilknytningen bliver nogen let sag. For verden er ikke altid til sinds at gøre, som vi vil,… og da slet ikke som Gud vil.
Men hvad er det da så, vi skal?
Eller mere præcist: hvad er det da så i denne verden, som vi – som Paulus siger – ikke skal tilpasse os?
Det kan det naturligvis være temmelig vanskeligt at svare entydigt og endegyldigt på, for der kan jo være så meget. Det kan være svært at gennemskue, for det viser sig jo ikke altid så direkte, og det kan også føles som en ret uoverkommelig og anstrengende opgave sådan hele tiden at skulle være på vagt. Og endelig ved vi jo heller aldrig, om det mere er os selv end vores skøn af Guds gode vilje, som vi taler ud fra, når vi finder på at gå i rette med noget i verden.
Men hvis jeg her – ved det, der nu er kalenderårets første gudstjenester – alligevel skal komme med et forsigtigt (og helt og aldeles personligt) bud på, hvad vi måske særligt i dag (i vor tid) skal være vagtsomme overfor, så kunne det lyde sådan her:
· Vi skal være på vagt overfor vores ofte manglende evne til at kunne være stille og ydmyge og acceptere svaghed.
· Og vi skal være på vagt overfor åndløsheden.
Søren Kierkegaard skriver et sted i sine skrifter, at når havet anstrenger al sin kraft, da kan det netop ikke gengive himlens billede, og selv den mindste bevægelse (i himlen) giver det ikke rent igen; men når det bliver stille og dybt, da synker himlens billede (ned) i dets intet. …
Og så fortsætter han samme sted: Gud skaber alt af intet – og alt hvad Gud skal bruge, gør Han først til intet.
Den slags kan selvfølgelig godt lyde temmelig provokerende og irriterende ind i en tid, hvor tempo og vindermentalitet udgør idealet, men i evangeliet er det ikke desto mindre sådan, det ér.
Det er en ufravigelig grundtanke i evangeliet, at det først er, når vi er ydmyge og indser og anerkender vores egen utilstrækkelighed og magtesløshed, at vi vågner op til sandheden om os selv og om livet.
Og det er derfor også en ufravigelig grundtanke, at vi skal give plads til det magtesløse og det svage,… til alt det, der ikke (umiddelbart) ser ud af meget,… og til alt det, der bevæger sig rundt i periferien, og som verden måske ikke regner for noget særligt.
Det gælder, når det er det magtesløse og svage i os selv,…
… det gælder, når det er alt det, der ofte bliver overset i verden, fordi det anses for mindre værdifuldt,…
… det gælder, når det er mennesker, der ikke umiddelbart er med til at sætte nogen dagsorden,…
… og det gælder også, når det er alt det, som vi er så tilbøjelige til at overse, fordi det er så almindeligt og dagligdags à de ’små ting’, som vi ofte kalder dem,… men som i et livsperspektiv næsten altid viser sig at være det, der virkelig bar.
Hvis vi bliver i stand til at være mere opmærksomme på alt dette, så bliver vi også i stand til at se og høre livets inderste impuls, sanse dets mening, og ane Guds virkelighed.
Det andet, vi ikke skal tilpasse os, er åndløsheden.
Man skal selvfølgelig altid være yderst forsigtig med at tale om åndløshed, for det kan let komme til at lyde som om, at man på den måde deler mennesker op i de åndløse og i dem, der er så altså netop ikke er åndløse (hvortil man så ofte regner sig selv).
Men sådan forholder det sig ikke.
Mennesket er ånd,… det er vi alle,… men vi kan leve og være, tænke og handle, på måder, så netop den side af os træder mere og mere i baggrunden for til sidst helt at tørre ud.
Og vi kan have en verden, et samfund, institutioner i samfundet og kollektive tankesæt og adfærdsformer, som gør os mere og mere åndløse.
Idéhistorikeren Hans Jørgen Schanz har ad flere omgange netop talt om det her begreb ånd, og om, at vores samfund faktisk er ved at blive mere og mere åndløst. Senest har han talt om det i et interview i Stiftsmagasinet for Haderslev Stift,… hvor han beskriver, hvordan netop kirken er det sted, der holder mennesket fast på, at det er ånd,… at det naturligvis er rigtigt, at vi er legeme,… og at det naturligvis også er rigtigt, at vi er psyke,… men at vi altså også er noget andet og mere, som vi kalder for ånd.
Det er ikke muligt at komme med nogen klar og entydig forklaring på, hvad det vil sige at være ånd – og Grundtvig vidste dette, for han brugte mange forskellige beskrivelser af, hvad det vil sige, at mennesket er ånd.
Men noget af det, det betyder, er, at vi – som åndsvæsener – har en sans for (en fornemmelse af eller en bevidsthed om), at selvom vi lever i tid og rum, og selvom vi er bundet til vort legeme og vores psyke, så er vi også altid noget andet og mere end bare det.
Overalt, hvor der bliver talt om ånd – hos Grundtvig og hos Kierkegaard, i vore salmer og i Bibelen, naturligvis – der bliver det tydeligt, at det er vores åndsvæsen – vores ’åndelighed’ – som sætter os fri og løfter os ud over os selv.
Vi bliver sat ind i en sammenhæng, hvor tiden sprænges af evigheden, og hvor både vores liv og vores blik bliver løftet op til at kunne se og forstå os selv og vores liv i en dybere forstand.
Livet bliver tydeligt for os i dets kostbarhed,… det fremstår som skabt og opretholdt, ligesom vi også selv er det,… og der opstår i os en stor afsky overfor alt det, der vil tingsliggøre mennesker, naturen og verden.
Så det er det, vi ikke skal tilpasse os (som Paulus kalder det),… og det er det, vi altid skal protestere imod, uanset hvor og i hvilken form, vi ser det.
Den åndløse tingsliggørelse af mennesker og liv og den bevidstløse og overfladiske dyrkelse af det højtråbende menneske, der ikke vil anerkende svaghed og magtesløshed, udgør (for mig at se) nogle af vor tids største fjender af evangeliet. De er begge to sider af samme sag, og de trækker begge et spor af ødelæggelse med sig.
Så vi skal altid – uafladeligt – forsvare det forsvarsløse, kæmpe for det magtesløse, og protestere mod det åndløse.
Vi skal aldrig tilpasse os til verden, men altid lade vores sind forvandle og fornys af Gud selv, … for det er den eneste måde, hvorpå vi kan skønne, hvad der er godt, og det er også den eneste vej til at kunne se, hvad livet virkelig er, og hvem vi selv virkelig er.
AMEN