Betelgeuse

http://www.videnskab.dk/composite-3681.htm?utm_medium=nyhedsbrev

Download from ...

2010-01-18, Monday, GMT 09:48

_________________________________________

Betelgeuse koger

16. januar 2010 kl. 05:00

De hidtil mest detaljerede observationer af kæmpestjernen Betelgeuse viser forskerne enorme gasbobler på stjernens overflade.

Tekst str.

|

Den klare rødlige stjerne Betelgeuse er en del af det markante og iøjnefaldende vinterstjernebillede Orion, der for tiden pryder nattehimlen. Betelgeuse er en meget stor stjerne - en såkaldt rød kæmpestjerne - der ligger ca. 640 lysår fra Jorden. Astronomerne vurderer, at Betelgeuse har en diameter, der er mindst 600 gange større end vores egen stjerne, Solen.

Selvom Betelgeuse kun er nogle få millioner år gammel, nærmer den sig de afsluttende faser af sit liv. På et tidspunkt vil Betelgeuse ende sit liv i en gigantisk eksplosion - en såkaldt supernova.

Ved hjælp af observationer lavet med et system af tre teleskoper ved navn IOTA (Infrared Optical Telescope Array) har en international forskergruppe lavet de til dato mest detaljerede observationer af Betelgeuse. Data fra de tre IOTA-teleskoper er blevet kombineret på en særlig måde, så de svarer til observationer lavet med ét, meget stort teleskop.

Lyse pletter på overflade

Observationerne har afsløret to lyse pletter på den store stjernes overflade. Pletterne har en størrelse, der svarer til afstanden mellem Solen og Jorden.

Ifølge astronomerne er der tale om bobler af varm gas, der er steget op til stjernens overflade. Gassen vil dog hurtigt køle af og synke ned igen, mens ny, varm gas bobler op. Stjernen opfører sig som en gryde i kog. Denne proces, der kaldes for konvektion, kendes også fra vores nærmeste stjerne, Solen. Men for Solens vedkommende er boblerne af varm gas meget mindre.

Tidligere observationer har vist tegn på store konvektionsbobler på overfladen af Betelgeuse, men det nye billede er det til dato mest overbevisende registrering af konvektion på overfladen af den store stjerne.

Ujævnt tab af gas

Røde kæmpestjerner mister masser af gas i de afsluttende faser af deres liv og det gælder også for Betelgeuse. Tidligere observationer har vist, at Betelgeuse har slynget gas ud i en gigantisk vifteformet sky i stedet for at gassen strømmer jævnt ud fra hele stjernen.

Forskerne formoder, at det er konvektionen, der er skyld i denne opførsel. Med ultradetaljerede observationer har astronomerne i hvert fald gode mulighder for at lære mere om den røde kæmpestjerne og dens kraftige, ujævne massetab.

Links

Det skarpe billede af Betelgeuse baseret på data fra IOTA (Billede: X. Haubois m.fl.)