Baggrundsartikel 9.12.12 - Risikovurdering


I forbindelse med A-kraft og håndtering af radioaktivt materiale er risikovurderinger blevet fast praksis. Man kortlægger en proces i detaljer og vurderer sandsynligheden for, at noget går galt i hvert enkelt trin. Derefter kan man regne sig frem til den strålingsdosis, ansatte og omkringboende vil blive udsat for i forskellige uheldsscenarier.

Mennesker har til alle tider forsøgt at bruge eksisterende erfaringer til at forebygge ulykker, og risikovurdering er en moderne måde at gøre det på. Den bygger på tal og kan derfor udnytte computerens evne til at bearbejde store datamængder. Metoden er i tidens løb udviklet til et højt niveau og bruges rutinemæssigt på en lang række områder. Der er ingen tvivl om, at risikovurdering har været årsag til, at mange risikable fremgangsmåder er blevet erstattet med mere sikre. 

Problemerne med risikovurdering er til en vis grad forbundet med dens succes. Detat man kan tage højde for så mange mulige scenarier, lokker en til at tro, at man har overblik over dem alle. Bestræbelserne på at udvikle og forbedre metoderne fjerner opmærksomheden fra den kendsgerning, at det hele til syvende og sidst bygger på den menneskelige erfaring, og at den er begrænset. Uforudsete ulykker indtræffer, selvom man har været nok så omhyggelig med risikovurderingen. Der er, og vil altid være, en grænse for, hvad vi kan forudse.

Når risikovurderinger indgår i den offentlige debat, går risikovurderingens ophavsmænd og almindelige, interesserede borgere, der ikke har indsigt i detaljerne, ofte fejl af hinanden. De første hæfter sig ved alt det, deres risikovurdering har med, mens de sidste fokuserer på det, den ikke har med, det, man kunne kalde ”rest-risikoen”. 

Begge standpunkter er forståelige, men da rest-risikoen ifølge sin natur skyldes ukendte forhold, vil de interesserede borgere altid stå svagt i sammenligning med risikovurderingens ophavsmænd, der tilsyneladende har styr på det hele. Selvom det er svært at se, hvordan man kan undgå denne fordeling af rollerne, ville det give den offentlige debat bedre betingelser, hvis der var mere direkte kontakt og dialog mellem parterne, og hvis risiko-eksperterne var mere åbne om de grundlæggende begrænsninger for deres arbejde.

Problemet bliver først alvorligt i næste led. Den institution, som har rekvireret risikovurderingen, kan bruge den til at pynte sin argumentation med fine formler og komplicerede computersimuleringer og til at udstille kritikere som følelsesbetonede og uvidende. Da få bryder sig om at virke følelsesbetonede og uvidende, og da mange er dybt imponeret af formler og computersimuleringer, har rekvirenten et stort forspring i konkurrencen om mediernes og offentlighedens støtte. 

Hvis det sker, bliver risikovurderingens form og ikke dens indhold det centrale. Formler og computersimuleringer, der oprindeligt var midler til at opnå indsigt, bliver selve målet, når det drejer sig om at manipulere offentligheden på denne måde. Så er der ikke langt til mareridts-scenariet, hvor kritik bliver håndteret, men ikke imødegået, og befolkningen bliver imponeret, men ikke overbevist.

Jens


Comments