I sundhedsministerens svar springer ordet ”mellemlager” i øjnene, og spørgsmålet er så, hvor meget man skal lægge i det. Er et kursskifte under forberedelse? Eller er det tidligere fy-ord bare brugt, fordi EU-reglerne nu en gang kræver, at ”nul-alternativet” (som er, at affaldet bliver, hvor det er) vurderes på lige fod med de øvrige løsninger.
Efter mødet med partiernes ordførere i november blev eksportmuligheden nævnt. Nu er det mellemlageret. Men uanset hvilken kanin, der bliver trukket op af hatten, så fortsætter processen med udvælgelse af en lokalitet til deponering af affaldet. På dette centrale punkt er intet ændret.
Desuden har sundhedsministeren meddelt, at hun vil indbyde borgmestrene i de fem kommuner til et møde, hvor man kan diskutere sagen. Det er naturligvis prisværdigt, men spørgsmålet er, om det ikke er for lidt og for sent. Borgmestrenes reaktion har da også været forbeholden.
Sundhedsministeren har været meget lidt synlig i dette forløb, og det har skabt mistillid til hendes hensigter. Intet har været gjort for at forebygge den mistanke, at planen var at tromle deponeringen igennem i tillid til, at protester fra nogle få udkantsområder kunne kvæles med medie-boykot og almindelig ligegyldighed i resten af landet.
Hun kan ikke gemme sig bag beslutningen fra 2003 (B48), hvor et enigt folketing vedtog, at affaldet skulle deponeres. Hvis sundhedsministeren er enig i denne beslutning, må hun forsvare den offentligt, mødes med folk og lytte til deres argumenter og bekymringer. Hvis hun er uenig, må hun prøve at få den ændret eller gå af. Ministres rolle er først og fremmest politisk, ikke administrativ.
Anne og Jens
links:
Brev til 4 udvalg i Folketinget, 22.1.13
Brev til 5 borgmestre fra sundhedsministeren, 23.1.13