Link til mappe til upload af empiri indsamlet under besøgene på træ- og metalværkstedet under Vordingborg sociale virksomhed: LINK
Modulet ”professionsviden og forskning” vil foregå som en del af projektet ”pædagogiske ildsjæle og entreprenørskab” støttet af fonden for entreprenørskab. Her er der lagt op til et spændende forløb, hvor koblingen mellem det at undersøge pædagogisk praksis, generere nye ideer og bidrage til forandring står i fokus.
Formålet er at fremme en sammenhæng mellem det pædagogiske felt og entreprenørskab. Tidligere undersøgelser peger på, at de fleste pædagogstuderende ser entreprenørskab som noget fremmedartet. Ved at møde pædagogiske ildsjæle, som har startet egen virksomhed eller udviklet innovative og særegne metodikker, inspireres de studerende til at skabe egen virksomhed eller udvikle ideer og handle på dem, med udgangspunkt i pædagogiske intentioner, metodikker og værdier.
Pædagogisk praksis hiver efter innovative ideer og entreprenørielle kompetencer der kan være med til at skabe forandring og udvikling. Det kræver at vi tør trænge igennem vanens til tider uigennemtrængelige slør og kreativt udfordre det bestående og det selvfølgelige. Under forløbet vil vi derfor arbejde med begreber såsom entreprenørskab, innovation og kreativitet.
Entreprenørskab er, når der bliver handlet på muligheder og gode idéer, og disse bliver omsat til værdi for andre. Den værdi, der skabes, kan være af økonomisk, kulturel eller social art[1]. Her er der både fokus på formål, dvs. at skabe værdi for andre (f. eks. brugere), og processen, der fører til værdien. Processen skal forstås som det at skabe noget nyt til gavn for andre. I pædagogisk sammenhæng er der ofte tale om socialt entreprenørskab, hvor læring, oplevelse og kultur er i fokus frem for forretning og økonomisk værdi.
Innovation er ”at se muligheder og at være i stand til at føre disse muligheder ud i livet på en værdiskabende måde” (Darsø, 2013, s. 13). Innovation er at sammenligne med opfindelser. Innovation er når noget nyt opstår, og det kan være både produkter og procedurer.
Kreativitet viser sig ”i og gennem bearbejdning af et materiale (ord, tekstiler, metaller, arbejdsgange) og dernæst ved at føre til noget nyt, der anerkendes af andre på et eller andet tidspunkt” (Tangaard, 2008, s. 12). kreativitet kan opfattes som en kompetence, der kan læres igennem særligt tilrettelagte læreprocesser, der omfatter problemløsning med åbne muligheder, at stille spørgsmål ved givne muligheder, et læringsrum der accepterer fejl som en del af processen og imødegåelse af modstand (Tanggaard & Brinkmann, 2009, s. 57)
Forløbet falder i fire faser:
I første fase besøger de studerende en social virksomhed i Vordingborg kommune og møder to ”pædagogiske ildsjæle”. Ildsjælene fortæller om deres metoder og det særlige/værdifulde ved at bruge dem i et social-og specialpædagogisk perspektiv.
I anden fase ser de studerende dem (eller andre der bruger metoderne) i aktion, observerer deres pædagogiske metodikker og interviewer dem. Her kan de studerende spørge ind til fx sammenhæng mellem intention(er) bag metoderne og deres operationalisering/anvendelse samt metodernes pædagogiske og etiske værdi for brugeren. De studerende får også mulighed for at observere brugerne og spørge ind til deres oplevelse af den pædagogiske praksis.
I tredje fase omformulerer de studerende deres erfaringer til evt. nye innovative ideer og tiltag, som så danner afsæt for en skriftlig modulopgave.
I fjerde fase afholdes workshops, hvor de studerende præsenterer deres ideer for hinanden, for underviserne og for inviterede ildsjæle og interesserede.
Litteratur:
Darsø, L. (2011): Innovationspædagogik – kunsten at fremelske innovationskompetence, Frederiksberg: Samfundslitteratur
Illeris, K.(2011): Kompetence – hvad, hvorfor, hvordan? København: Samfundslitteratur
Tanggaard, L. & S. Brinkmann (red) (2009): Kreativitetsfremmende læringsmiljøer I skolen. Frederikshavn: Dafolo
Modulopgaven fokuserer på pædagogisk innovation og entreprenørskab og har følgende faser:
Den skriftlige del af modulopgaven består af to dele. Den første del har fokus på at undersøge og analysere den pædagogiske praksis på det nævnte træ- og metalværksted, som er et beskyttet jobtilbud under Socialpædagogisk center Vordingborg. Denne del af opgaven er opbygget som en klassisk akademisk opgave og har fokus på, hvordan man på systematisk vis kan undersøge pædagogisk praksis. Jeres undersøgelse skal overordnet set have fokus på pædagogisk innovation og entreprenørskab, men I får mulighed for selv at præge den teoretiske vinkling. I den anden del af opgaven skal I med afsæt i jeres undersøgelse give et bud på, hvordan man kan udvikle og forny en eksisterende pædagogisk praksis eller udvikle og opstarte en ny.
De studerende dokumenterer viden om og færdigheder i at udarbejde forslag til kvalificering af social- og specialpædagogisk praksis ud fra en aktuel problemstilling. De studerende skal dokumentere et repertoire af professionskompetencer, viden og færdigheder fra læringsmålene, der dokumenterer et professionelt udgangspunkt for selvstændigt at kunne handle i og reflektere over social- og specialpædagogikkens historisk betingede og aktuelle værdier samt praksis’ vidensgrundlag.
Kvalitet i løsningen i denne opgave vil sige, at I tilegner jer øvelse i at skabe viden via empiri. Opgaven skal vise, at I kan inddrage relevant teori, at I kan tilrettelægge og gennemføre en mindre empirisk undersøgelse, at I kan analysere jeres empiri ved anvendelse af teori og kan diskutere jeres resultat af analysen i forhold til jeres problemformulering. Der lægges i opgaven meget vægt på et udførligt metodeafsnit.