Her kan du finde informationer om studieområdet (SO), studieområdeprojektet (SOP) og studiemetoder.
Uanset om du er ude efter generel viden om formål og sammenhæng i SO og SOP eller er på jagt efter helt specifikke oplysninger om fx SO-forløb eller opgaveformalia, er der hjælp at hente her.
Oplysningerne på sitet er suppleret af links til relevante i-bøger. Herudover er der nem adgang til samtlige SO-forløb fra sitets side om SO-forløb.
Studieområdet består af syv forskellige flerfaglige forløb, som er placeret løbende gennem hele hhx-uddannelsen. Alle obligatoriske fag og studieretningsfag indgår mindst én gang i løbet af studieområdet.
Skolen er opdelt i fag, men det er verden ikke. Formålet med studieområdet er derfor for det første, at du opnår forståelse af, at flere fag med fordel kan arbejde sammen om at belyse et emne eller en problemstilling med hver sin faglighed og metoder. Det er således en pointe, at fag går til en sag med forskellige vinkler og tilgange, nogle beslægtede, nogle meget forskellige. Der er ikke noget, der er mere ”rigtigt” eller ”forkert” end andet, men kombinationen af flere fag kan mere end et enkelt fag alene.
Formålet med studieområdet er for det andet, at du lærer at organisere og mestre de forskellige faser i en projektproces. I studieområdet arbejdes der altid projektorienteret, og du kommer til at arbejde mundtligt, skriftligt, digitalt, individuelt og i grupper, med lærerstillede opgaver og selvstændigt formulerede problemstillinger. Du skal således igennem studieområdet træne og beherske forskellige studiemetoder. SO-forløbene bliver undervejs mere og mere selvstændige og komplekse, således at du i arbejdet med disse og fagene opnår studiekompetence og udvikler dig fra gymnasieelev til studerende.
Studieområdet afsluttes med et studieområdeprojekt (SOP), som er en større, individuel skriftlig rapport i to fag, med obligatorisk mundtlig eksamen i slutningen af 3. år.
I dokumentet nedenfor kan du se en oversigt over SO-forløbene.