I bedømmelsen af din SOP ser lærer og censor både på din skriftlige rapport og din mundtlige præstation, når de skal give karakter. Angående den mundtlige del lægges der vægt på:
Din mundtlige præsentation af rapporten og dens vigtigste konklusioner → din evne til tydeligt og præcist at sammenfatte, hvad din rapport har undersøgt, og hvilke resultater du er nået frem til
Din faglige dybde og selvstændighed → i hvilken grad du viser dyb forståelse af fagene, både enkeltvis og sammen, og ikke blot et overfladisk kendskab til fx modeller og metoder. Desuden handler dette punkt om din evne til at formulere dig frit og præcist om dit emne uden fx at læse op af din rapport eller af dine kilder
Din forståelse af de indgående fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger i forhold til arbejdet med studieområdeprojektets problemstillinger → din evne til at tale om, hvilke af fagenes metoder, du har brugt for at nå frem til dine konklusioner, og hvordan disse metoder helt konkret kommer til udtryk i dit arbejde. Desuden skal du have blik for, hvorfor du har valgt disse metoder, og hvad ulemperne eller ”hullerne” kan være i disse metoder. Alle metoder har begrænsninger, og det er ikke et problem i sig selv, men det er vigtigt at være bevidst om, i hvilken retning de drejer dit arbejde. Vær så konkret som muligt.
Din perspektivering af projektets problemstillinger til aktuelle kulturelle, økonomiske og/eller politiske temaer af relevans for studieområdet → din evne til at se ud over din egen opgave. Kan du se relevansen af dine konklusioner ud over opgavens snævre sammenhæng? Det kan fx være et globalt marked, samfundet nationalt eller globalt eller et historisk perspektiv, der kan hjælpe med at understøtte dine konklusioner. Her kan du trække på yderligere viden fra de fag, du har arbejdet med, eller andre fag. Det skal dog ikke virke påklistret, men falde naturligt.
Din formidling af centrale konklusioner og refleksioner → din evne til at formulere dine budskaber klart og præcist med fagligt overblik og inddragelse af fagbegreber – samtidig med du sikrer dig, at pointerne ikke er for indforståede, da hver af eksaminatorerne som udgangspunkt kun underviser i det ene af dine indgående fag.